Bachelor studiestart

Velkommen til Aarhus BSS
Statskundskab og Samfundsfag

Velkommen til
Aarhus BSS

Statskundskab og Samfundsfag


OBS: Siderne opdateres først i juni!

Velkommen til Statskundskab og Samfundsfag

Det første, du skal gøre som ny bachelor-studerende, efter du har modtaget optagelsesbrevet, er at bekræfte din studieplads – gælder ikke tilvalgsstuderende.




Her nedenfor finder du al relevant information om din studiestart og rusuge. Hold dig orienteret på denne side helt frem mod studiestart, da der kan ske ændringer i mødetid og program mv.

Vi glæder os til at byde dig velkommen!

Kontakt

  • Har du spørgsmål til rusugen og studiestart?
    Kontakt russekretærerne på rus@ps.au.dk
     
  • Har du spørgsmål til dit studie?
    Kontakt studievejledningen

Få en virtuel intro

Forbered dig på studiestarten gennem AU’s online studiestartsforløb: Study@AU, som giver dig svar på en række praktiske spørgsmål. Du vil bl.a. blive introduceret til digitale platforme, vejledning og support samt få indblik i studiet og studielivet.

Forløbet er delt op i moduler, som kan tages enkeltvist. Det samlede forløb tager ca. 2 timer at gennemføre.

Du kan tilgå forløbet i Brightspace fra midten af august – under “Mine kurser”.

Velkomstinformation

Velkommen til dit nye studie

Kære nye studerende

Velkommen til Institut for Statskundskab. Vi glæder os til at tage imod en ny årgang af studerende. Et stort hold af engagerede medstuderende har tilrettelagt jeres rusuge, hvor I vil blive introduceret til vores fag, til universitetet og til jeres nye medstuderende.

En uddannelse kan ses som en rejse. Undervejs vil I støde på en række forskellige fag, der tilsammen giver jer lige præcis den faglige indsigt og de kompetencer, som en kandidat i statskundskab eller samfundsfag er kendt for. I vil høre om nationale og internationale politiske systemer, og I vil blive velbevandrede i fagets forskellige metoder.

Rejsen foretages ikke alene, men i et fagligt fællesskab. På studiet lægger vi vægt på et godt og levende studiemiljø. Det gælder både på jeres hold og i jeres læsegruppe, hvor man i fællesskab skal skabe en god studiekultur med samarbejde om det faglige og plads til alle spørgsmål. Det gælder også i instituttets velfungerende studenterliv med fredagsbar, julefest og foreninger, der tager sig af studenterpolitik, foredrag og sociale arrangementer.

Jeg og de øvrige undervisere på instituttet glæder os til at møde jer. I er altid velkomne til at kigge forbi vores kontorer, hvis I har spørgsmål til fagene eller uddannelsen.

 
Lars Thorup Larsen,
Studieleder

Velkommen til rusugen

Kære nye medstuderende                  
Hjerteligt tillykke med optagelsen på verdens bedste studie! Vi er ansvarlige for rusugen for både statskundskabs-, samfundsfags- og tilvalgsstuderende. Og vi er selv studerende.

Vi glæder os til at byde dig velkommen på Institut for Statskundskab, hvor det faglige går hånd i hånd med det sociale.

Studiestarten
Med studiestarten følger nye udfordringer, bekendtskaber, omgivelser og spændende oplevelser. Derfor har vi gjort alt hvad vi kan for at give dig den bedst tænkelige start på studielivet. Vi har begge prøvet at stå i præcis samme situation som dig og ved derfor, hvor vigtig den første tid er for at kunne føle sig velkommen på et nyt studie, og måske som ny aarhusianer.

Den 20. august står vi, sammen med vores tutorer, klar til at byde dig velkommen. Rusugen indeholder både faglige og sociale arrangementer, som over seks sjove dage vil introducere dig til studielivet. 

Læs denne side grundigt og følg os på SoMe
Vi anbefaler at få læst hele denne studiestartsside, da den indeholder al brugbar information i forbindelse med rusugen og studiestarten.

Vi anbefaler desuden, at du synes godt om vores Facebookside "Institut for Statskundskab AU - RUS23" samt vores Instagram “ifskrus”. Her vil vi sideløbende kommunikere om alt, du har brug for at vide omkring rusugen.

Vi glæder os til at byde dig velkommen.

Mange glædelige hilsner
Anders & Jonathan
RUSsekretærerne 2023

Velkommen til tilvalgsstuderende

Kære tilvalgsstuderende!

Tillykke med optagelsen på tilvalg i samfundsfag! Du har formentlig allerede haft en rusuge på dit hovedfag og måske tænker du, at det må være nok med én rusuge. I så fald kan vi kun være uenige – det er det ikke!

Vi håber meget, at du vil være med til rusugen 2023 – på den måde bliver du nemlig endnu hurtigere en del af familien på Institut for Statskundskab. Rusugen indeholder både spændende faglige arrangementer, hygge og fede fester med de andre nye studerende. Som tilvalgsstuderende får du et særligt erfarent tutorhold med studerende fra både statskundskab og samfundsfag, så du kan støtte dig til folk, der kender til begge retninger og har gået på studiet flere år.

Vi – og dine tutorer – håber selvfølgelig, at du har lyst til at deltage, for rusugens aktiviteter er mindst ligeså givende for tilvalgsstuderende som for dem, der starter på universitetet for første gang.

Vi glæder os til at se dig søndag den 20. august i Aulaen.

De kærligste hilsner
RUSsekretærerne 2023

Alt om din rusuge og studiestart

Program for rusugen

Studiestarten indledes af en rusuge, hvor du får mulighed for at lære dine nye medstuderende at kende.
Din rusuge starter søndag den 20. august 2023, kl. 9.

__________

På Aarhus BSS er der en alkoholpolitik i forbindelse med alle former for rusaktiviteter for at sikre, at studiestarten foregår ansvarligt. Læs alkoholpolitikken her.

__________

Søndag den 20. august: Vi mødes kl. 9.00 i Aulaen på Aarhus Universitet, Ndr. Ringgade 4

Morgen Velkomst i Aulaen kl. 9.00
Formiddag Intro på dit nye hold
Middag Faglig introduktion med spil
Eftermiddag Fællesspisning i kantinen

__________

Mandag: Vi mødes kl. 9 i samme klasselokale som dagen før

Morgen Morgenmad
Formiddag Introforelæsning
Middag Frokost + køb af pensum
Eftermiddag Forberedelser til Det Legendariske Parkløb
Aften Underholdning + brætspilsaften

__________

Tirsdag: Vi mødes kl. 9 i samme klasselokale som dagen før

Morgen Morgenmad
Formiddag Fagligt foredrag
Middag Frokost
Eftermiddag Tour De Aarhus
Aften  RUScafé i kantinen

__________

Onsdag: Vi mødes kl 11.00 i Per kirkebyauditoriet (Søauditorierne)

Formiddag Introduktion til studielivet
Middag Frokost og sidste forberedelser til Parkløbet
Aften Det Legendariske Parkløb

__________

Torsdag: Vi mødes kl. 9.30 i samme klasselokale som mandag og tirsdag

Morgen Morgenmad
Formiddag Oplæg: Hvad laver en, der har læst statskundskab og samfundsfag?
Middag Frokost
Eftermiddag Afgang til hyttetur

__________

Fredag og lørdag

Hyttetur. Hjemkomst lørdag kl. 14.
 

Find vej første dag

Vi mødes ved Aulaen på Aarhus Universitet, Nordre Ringgade 4 kl. 9.00.

Vi står klar til at tage imod dig! Du behøver ikke medbringe computer.


Mød dine tutorer

Dine russekretærer og tutorer har ansvaret for din rusuge og de fører dig igennem hele ugens program. De er studerende på din egen studieretning, og de kan hjælpe dig med de mange forskellige spørgsmål du kan have omkring studiet og studiestarten.

Pris for rusuge og studiestart

Den samlede pris for hele rusugen er 480 kr., som du betaler den første dag i rusugen via MobilePay.

Du får:  

Aktivitetspakken: 280 kr.

  • Adgang til alle rusugens aktiviteter
  • Aftensmad søndag og onsdag 
  • Morgenmad mandag, tirsdag og torsdag
  • Medlemskab i Politologisk Forening og Samfundsfaglig Fredagsbar, som blandt andet står for at holde fredagsbarer og fester for de studerende
  • Billet til rusfesten den 15. september

Hyttetur: 200 kr.
Det koster 200 kr. at deltage i hytteturen torsdag-lørdag, som dækker kost, logi og transport fra du stiger ind i bussen, og indtil hytteturen er ovre.

__________

Øvrige udgifter
Derudover er der øvrige udgifter under din rusuge og på hytteturen, som det kan være en god idé at være opmærksom på, som bl.a.:

  • Måltider i rusugen: Her skal du både bruge penge på de lækre madpakker, du selv smører, og på et par fælles måltider med dine nye studiekammerater.
  • Drikkevarer i rusugen: Du kommer muligvis også til at bruge penge på lidt forskellige drikkevarer i løbet af ugen, som selvfølgelig afhænger af, hvor tørstig du er.
  • Pensum til første semester: Når man går på universitetet, står man selv for at købe bøger og adgang til de programmer, som man skal bruge i undervisningen. Dette skal du dog ikke bekymre dig om, før rusugen starter – det vil du få mulighed for i selve rusugen.

Køb af bøger

Det er ikke nødvendigt at anskaffe sig pensum, før rusugen begynder.

Der er nemlig afsat tid til indkøb og afhentning af alt pensum i løbet af rusugen – hvor dine tutorer hjælper dig med at købe og afhente dit pensum. Således vil du have det klar, inden din undervisning begynder.

Politologisk Bogformidling udbyder en ruspakke, der indeholder alt pensum, som du skal bruge på dit første semester. Her kan du også finde prisen på de individuelle bøger samt en oversigt over pensum. Herunder bøgerne til 1. semester:

  • Comparative Politics
  • Det demokratiske system
  • Metoder i Statskundskab
  • Videnskabsteorien i grundrids – for samfundsvidenskaberne
  • Stata: A Practical Introduction

Det er selvfølgelig helt i orden på egen hånd at lokalisere pensum ved ens foretrukne boghandel eller købe dem brugt hos en ven, bekendt mv. Vær dog opmærksom på bogens udgave, alt efter hvad der står i pensumlisten.

Vigtigt at vide som ny studerende

Sådan får du vigtig information, når du er studerende

Mitstudie.au.dk
Mitstudie.au.dk er din samlede indgang til studieinformation og selvbetjeningssystemer, der giver dig et personligt overblik over din undervisning, skema, meddelelser og arrangementer. HDu kan også bruge mitstudie.au.dk på mobil eller tablet.

___

BrightSpace
Brightspace er en fælles online læringsplatform for undervisere og studerende. Platformen giver blandt andet mulighed for nem adgang til gruppearbejde og giver dig mulighed for at sende og modtage beskeder. Det er her, din underviser kan informere om skemaændringer og lægge undervisningsmateriale op. Det er derfor vigtigt, at du tjekker Brightspace ofte.

___

Studieportalen
Studieportalen er det website, du er på nu. Her finder du alt officielt information om dit studie, blandt andet studieordninger, studievejledning, information om udveksling, eksamensplaner og -regler, alt om dit studiemiljø, dit skema mv.

___

Din AU-mail
Alle studerende på Aarhus Universitet får en AU-mailadresse (studienummer@post.au.dk). Det er vigtigt, at du bruger denne e-mail, når du fx skriver til studievejledningen og lignende. Det er også vigtigt, at du tjekker din AU-mail, hvor Aarhus Universitet kan sende dig vigtig information – fx om vigtige deadlines.

Få hjælp og vejledning på dit studie

Studievejledningen
Du er altid velkommen hos studievejledningen, når du har studiemæssige spørgsmål fx vedrørende eksamen, studieregler, orlov, barsel, studieplanlægning, dispensationer, sociale udfordringer mv. På studievejledningen har vi tavshedspligt, så alt, hvad du siger, forbliver fortroligt.


Aarhus BSS Student Services
Her kan du få hjælp og vejledning, hvis du har praktiske og administrative spørgsmål om din uddannelse. Du kan bl.a. få hjælp til karakterudskrifter, verificering af uddannelse, fag- og eksamenstilmelding, dispensationsansøgninger og meget andet.

IT, boghandel og bibliotek

IT-support

 IT bliver en central del af dit studieliv, og du er altid velkommen til at kontakte IT-supporten, som kan hjælpe dig med alt fra brugernavn og passwords, din webmail, adgang til det trådløse netværk og meget mere.

IT-supporten findes både på Bartholins Allé (bygn. 1322) og på Fuglesangs Allé (bygn. 2628).


Boghandel

Hos Politologisk Bogformidling kan alt pensum til statskundskab og samfundsfag købes.

Politologisk Bogformidling udbyder en ruspakke, der indeholder alt pensum, som du skal bruge på dit første semester. Herunder bøgerne:

  • Comparative Politics
  • Det demokratiske system
  • Metoder i Statskundskab
  • Philosophy of Social Science
  • Stata: A Practical Introduction

Derudover indeholder ruspakken også kompendier til alle tre fag: Videnskabsteori, Metode I og Politologisk Introduktionskursus. Disse er materialesamlinger, der kun udbydes af Politologisk Bogformidling.

Læs mere på Politologisk Bogformidlings hjemmeside

OBS: Ved studiestart vil dine tutorer hjælpe dig med at afhente dit pensum hos Politologisk Bogformidling, der ligger i Universitetsparken. Således vil du have det klar, inden din undervisning begynder.


Bibliotekerne - AU Library

På bibliotekerne kan du bl.a.:

  • søge information og litteratur – online og fysisk
  • finde læsepladser og gruppearbejdspladser
  • få hjælp til at søge, finde, vurdere og organisere akademisk information og litteratur.

__

De to biblioteker i Aarhus, som er tilknyttet Aarhus BSS finder du på:

Skema og fagbeskrivelser

Skema
Du finder altid dit skema her på studieportalen under menupunktet Undervisning > Skema. Tjek dit skema løbende, da der kan forekomme ændringer.

Fagbeskrivelser
Konkrete beskrivelser af alle fag finder du i kursuskataloget under Undervisning > Kursuskatalog. Her kan du også få et overblik over pensum i de forskellige fag.

Forstå organisationen

________

Aarhus BSS er ét af de fem fakulteter på Aarhus Universitet og samler de samfundsvidenskabelige og erhvervsøkonomiske fag. Fakultetets officielle navn er School of Business and Social Sciences, men i daglig tale bruges Aarhus BSS.

Aarhus BSS har seks institutter, som er Institut for Økonomi, Institut for Statskundskab, Institut for Virksomhedsledelse, Psykologisk Institut, Juridisk Institut og Institut for Forretningsudvikling og Teknologi.

Code of Conduct og Ytringsfrihed

Code of Conduct beskriver de grundlæggende værdier og forventninger til de studerendes adfærd, når de færdes på universitetets arealer eller optræder som repræsentanter for Aarhus Universitet. Alle studerende forventes at respektere og leve op til de adfærdsmæssige værdier.

_______

Aarhus Universitet værner om ytringsfrihed og den enkeltes mulighed for at udfolde sit potentiale. Den frie dialog og tolerance over for forskellige synspunkter er selve grundlaget for universitetets virke.

Kort om dit nye studie

Undervisningen

I løbet af din studietid er der forskellige undervisningsformer. Her er et kort overblik.

Pensum: Den faglige uge starter med, at man læser pensum. Der vil som udgangspunkt være tre fag pr. semester, hvor der er stor variation i omfanget af læsemængde i hvert fag. 

Forelæsning: En forelæsning kan på sin vis sammenlignes med et foredrag, hvor en af fagets undervisere gennemgår ugens pensum. Forelæsningen er primært envejskommunikation, hvor du lytter og tager noter. 

Læsegruppemøder: Efter forelæsningen er det tid til, at du begynder at arbejde aktivt med ugens pensum. Det foregår igennem det, vi kalder ugesedler, der er relevante i forhold til pensum. Arbejdet med ugesedlerne foregår sammen med din læsegruppe, hvor I hjælpes ad og bidrager til, at ugesedlen bliver gennemarbejdet så fyldestgørende som muligt. Udover, at læsegrupperne naturligvis er et godt fagligt redskab, hvor man får mulighed for at sparre, så har en læsegruppe også stor social værdi.

Holdtimer: På holdtimen gennemgås ugens pensum med udgangspunkt i spørgsmålene på ugesedlen. Holdtimen fungerer som almindelig klasseundervisning og styres af en instruktor, som er en ældre studerende, der er ansat til at undervise. Der vil altid være mulighed for at stille spørgsmål til pensum på holdtimerne – og der findes ingen dumme spørgsmål. 

Dine fag på første semester

Politologisk introduktionskursus

Formålet med faget er bl.a. at give en indføring i politologiske begreber og teorier og indsigt i det danske politiske system. Grundlæggende handler faget om at lære at tænke statskundskab/samfundsfag. Om at kunne præsentere sine politologiske indsigter mundtligt i oplæg. Og om at lære at skrive en god statskundskabsopgave.

Semesteret slutter med opgaveskrivningsdelen. Her bestemmer man selv, hvem man vil skrive opgave sammen med, og man vælger selv sit emne og problemstilling, og så får man tilknyttet en underviser som vejleder.


Metode I

Metode I er faget, som introducerer jer til statskundskabens værktøjskasse. I kommer til at lære et sæt af fremgangsmåder til at indsamle og behandle informationer (data) med henblik på at teste påstande om virkeligheden. Metode I-fagets hovedelementer er, at I kommer til at lære om videnskabelig viden, om hvordan man opstiller gode problemformuleringer og undersøgelsesdesigns, samt kvantitativ og kvalitativ metode.


Videnskabsteori

I faget videnskabsteori reflekterer vi over samfundet og rejser spørgsmål som: Hvad er videnskab om samfundet? Et grundlæggende spørgsmål er, om der er noget særligt ved samfundsvidenskaben, der adskiller den fra andre videnskaber. For jeres videre studie er det særligt interessante ved faget at se, hvordan forskellige videnskabsteoretiske valg har betydning for den konkrete forskning. I vil således lære at gennemskue, hvilket videnskabsteoretisk grundlag der ligger bag den forskning, I møder på statskundskab.

Studenterforeninger

På Institut for Statskundskab finder du et rigt foreningsliv blandt studerende, som er med til at berige studielivet for mange studerende med forskellige muligheder og arrangementer i løbet af studieåret. Ved at være en del af foreningslivet kan du bidrage til at udvikle spændende arrangementer – faglige som sociale, og du får desuden et bredt netværk på tværs af årgange og studieretninger. Her på din studieportal finder du information om de forskellige foreninger.

Få en virtuel intro mobil

Forbered dig på studiestarten gennem AU’s online studiestartsforløb: Study@AU, som giver dig svar på en række praktiske spørgsmål. Du vil bl.a. blive introduceret til digitale platforme, vejledning og support samt få indblik i studiet og studielivet.

Forløbet er delt op i moduler, som kan tages enkeltvist. Det samlede forløb tager ca. 2 timer at gennemføre.

Du kan tilgå forløbet i Brightspace fra midten af august – under “Mine kurser”.

Kontakt

  • Har du spørgsmål til rusugen og studiestart?
    Kontakt russekretærerne på rus@ps.au.dk
     
  • Har du spørgsmål til dit studie?
    Kontakt studievejledningen