De mange nyrenoverede læsesale, de smukke fysiske rammer og det rige foreningsliv på Juridisk Institut sætter sit positive præg på studiemiljøet.
Studerende ved Jura har døgnadgang til biblioteket på Bartholins Allé, som ligger i bygning 1351. Her finder du både individuelle læsepladser, gruppearbejdspladser, afslapningsområder og undervisningslokaler. Biblioteket er nyrenoveret og er med sin funktionelle indretning topmoderne. De rolige individuelle læsepladser inviterer til fordybelse, og gruppearbejdspladserne giver de studerende de bedste muligheder for at læsegrupper kan samarbejde om opgaver og præsentationer eller eksamenslæsning.
Samfundsfaglig kantine er placeret i det nordøstlige hjørne af Universitetsparken, og her serviceres studerende og forskere ved Jura, Psykologi og Statskundskab. Kantinen fungerer som samlingssted både i kaffe- og spisepauser, men også i forbindelse med fredagsbarer og fester.
Fredagsbaren er samlingsstedet for de studerende ved Juridisk Institut. Her mødes de fredag efter fredag i Samfundsfaglig Kantine.
Hvert semester arrangerer Juridisk Selskab fire fester i kantinen, hvor alle jurastuderende er velkomne. Festernes tema varierer, og hvert år arrangerer bestyrelsen i Juridisk Selskab en stor årsfest.
Foreningslivet på Jura sprudler, og der er foreninger for enhver smag. Det rige foreningsliv skaber liv på instituttet og giver jurastuderende mulighed for at engagere sig socialt og fagligt i deres studium. Foreningerne arrangerer alt fra skiture og fester til foredrag.