Litteraturformidler på Vejle Bibliotek

En typisk arbejdsdag

Der er en stor alsidighed i biblioteksarbejdet, hvilket jeg virkelig godt kan lide. Fra publikumsarbejde til materialevalg og -kassation, deltagelse i udviklingsprojekter og planlægning af diverse arrangementer. Både fagligt og socialt er det et meget givende arbejde.

Mine arbejdsopgaver

  • Publikumsbetjening som litteraturanbefalinger og materialebestillinger 
  • Planlægning og afvikling af arrangementer og samarbejde med andre institutioner og aktører mm.
  • Projektarbejde

Min fedeste arbejdsopgave

Jeg har lidt svært ved at pege på en bestemt ting, men det at skulle lære mere om de helt grundlæggende og centrale biblioteksfaglige sammenhænge og opgaver (fra søgekoder til DK5) har været enormt spændende - og der er bestemt stadig en masse at lære. I den sammenhæng har det også været virkelig rart at opleve, at man som litteraturhistoriker slet ikke er malplaceret blandt bibliotekarerne, men at vi fagligt understøtter og supplerer hinanden rigtig fint.

Min vej fra studie til job

Min vej ind i biblioteksverdenen startede, da jeg som jobsøgende tog kontakt til Horsens bibliotek, hvor jeg var heldig at komme i virksomhedspraktik/løntilskud. Her fik jeg mit indledende indblik i biblioteksarbejdet og kunne hurtigt mærke, at mine jobansøgninger blev bedre, fordi jeg pludselig kunne skrive indefra en branche, i stedet for at stå udenfor. Derfra fik jeg job som børnebibliotekar på Biblioteket i Thy - og trædestenene dertil var især min tid på Horsens bibliotek samt mit tidligere arbejde som pædagogmedhjælper. Efter et år i Thy har jeg siden fået arbejde på Vejle Bibliotekerne som litteraturformidler, hvilket rent fagligt ligger tættere op af mit studie og de erfaringer, jeg bl.a. har fået fra mit studiejob ved en boghandel samt fra min forlagspraktik. Der er forskellige kvaliteter ved at arbejde på henholdsvis en mindre og større arbejdsplads. Min tid i Thy har været fantastisk, og her havde jeg mulighed for at komme i berøring med mange forskellige arbejdsopgaver. Samtidig glæder jeg mig også meget til at skulle arbejde mere målrettet med den litterære formidling i Vejle.

Det overraskede mig i overgangen fra studie til job

Det overraskede mig i hvor høj grad jobsøgningsprocessen i virkeligheden også var en afklaringsproces, særligt ift. valg af branche. I starten søgte jeg ret bredt fagligt, men jobbet kom faktisk først, da jeg målrettet gik efter at få foden indenfor i en bestemt branche - og samtidig søgte bredt rent geografisk. En af de mere generelle ting, jeg har været glad for ved overgangen fra studieliv til arbejdsliv, har været den klarere grænse mellem arbejde og fritid. Hvor studiet nemt kunne blive lidt 'altid-fri - aldrig fri', er det skønt bare at have fri, når man har fri.

Min faglighed i spil

Som cand.mag. havde jeg faktisk ikke forventet, at jeg nødvendigvis ville komme til at arbejde professionsrettet - men det er jeg heldigvis kommet til alligevel. Så derfor bruger jeg faktisk min uddannelse hele tiden, både direkte og indirekte: direkte i selve litteraturformidlingen, hvor også den metodiske og projektorienterede arbejdsform fra studiet kommer til nytte.

Et godt arbejdsliv er

En stor portion af både alsidighed og fleksibilitet i arbejdet, fremragende kolleger hvor tillid og sparring bare fungerer, og det, at at man har en klar forståelse af opgaver og ansvarsområder men uden, at man bliver detailstyret i sit arbejde.

I fremtiden drømmer jeg om

Jeg føler faktisk, jeg har fundet en hylde, hvor jeg befinder mig rigtig godt, fagligt som menneskeligt - og jeg kan nemt se en masse muligheder for videre udvikling indenfor denne branche - men ja, man ved jo aldrig hvad der sker.

Et godt råd

Man får så mange forskellige råd og anbefalinger undervejs i jobsøgningsprocessen. Tag imod det du kan bruge med kyshånd, men hold også fast i dig selv og din personlige integritet - og vælg de strategier, du selv tror på og kan se dig selv i. På et jobsøgningskursus fik vi eksempelvis at vide, vi absolut skulle ringe til en arbejdsgiver, hvis vi ville gøre os nogle forhåbninger om at få et job. Jeg siger ikke, at det ikke gælder for nogle, men i eget tilfælde oplevede jeg det ikke som en optimal strategi - og jeg er glad for, at jeg lyttede til mig selv i den sammenhæng. De to første job, jeg har fået efter studiet, fik jeg, selv om jeg ikke ringede til arbejdsgiver på forhånd. Endelig, i balancen mellem både at være åbensindet og målrettet, hvor har man så bedst mulighed for at være fleksibel? Valg af branche eller geografisk placering? I mit tilfælde havde jeg mulighed for at være fleksibel geografisk set - og det har jeg virkelig fået så meget godt ud af.

Artiklen er skrevet i maj 2016

Jeanette Alrø Jensen

  • Cand.mag. i Litteraturhistorie

  • BA i Litteraturhistorie

  • Dimitteret i 2014

  • Bibliotekar og litteraturformidler ved biblioteket i Thy og nu litteraturformidler ved Vejle Bibliotek

  • Find Jeanette på LinkedIn