Joachim Sloth Larsen sidder i flyet på vej mod Nuuk efter et policy-dialogmøde, som handlede om at genforhandle aftalen mellem EU og Grønland inden for uddannelseområdet. Mødet har han deltaget i i forbindelse med sit arbejde i Grønlands Selvstyres Departement for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke.
Noget af det, der overraskede Joachim mest i forbindelse med overgangen til arbejdsmarkedet i Grønland, var, at 08.00-16.00 tilgangen til arbejdet var meget stærk. Joachim har haft en del ansættelser, som ikke nødvendigvis var 08.00-16.00, inden han besluttede at drage mod Grønland. Han har blandt andet haft projektansættelser inden for kulturområdet og i en mindre virksomhed, som arbejdede med it-didaktisk læring i folkeskolen. Inden Joachim besluttede at tage til Grønland, havde han en fuldtidsansættelse som AC-fuldmægtig i studieservice på Grønlands Universitet, Ilisimatusarfik.
Nu arbejder Joachim som specialkonsulent i Departementet for Uddannelse, Kultur, Idræt og Kirke. Joachims uddannelse har haft stor betydning for alle de stillinger, han har haft, da Uddannelsesvidenskab har givet ham stor viden om uddannelse som fagområde. Det er dog ikke de eneste kompetencer, Joachim bruger fra sit studie. Han beskriver Grønland som et land med ”mange drømme og stort gåpåmod”, hvilket har haft betydning for Joachims arbejdsopgaver: ”Man bliver hurtig til en generalist, som skal løse problemstillinger i mange forskellige retninger”. Derfor bruger Joachim ofte den akademiske analyse i sit arbejde samt det at kunne forholde sig til meget viden på samme tid.
Det er ikke kun uddannelsen i Uddannelsesvidenskab fra Aarhus Universitet, der har været med til at føre Joachim på vejen mod arbejdet i Grønlands selvstyre. Som studerende arbejdede han meget med uddannelsespolitik på AU. Han sad blandt andet med i uddannelsesnævn, studienævn, Akademisk Råd og institutråd. Allerede dengang blev han interesseret i arbejdet med et politisk aspekt. Politik, kultur og uddannelse har dermed været omdrejningspunktet for alt det, Joachim har arbejdet med siden studietiden. Og det er også det, der præger Joachims nuværende arbejde i Grønland.
Som specialkonsulent sidder Joachim i TDA - Tværgående Data og Analyse. Det betyder, at Joachim blandt andet sidder med i EU-samarbejde, udvikling, uddannelsesstrategi og udvikling af sektorplan for alle uddannelsesbygninger og kollegier.
Joachim beskriver de tre vigtigste arbejdsopgaver som:
1. Projektledelse af tværgående projekter inden for uddannelsesområdet
2. Behandling af kvantitative data og analyse og skrivning af policy papers
3. Politisk betjening.
Nogle af opgaverne kan, ifølge Joachim, til tider være lidt ”en David mod Goliat kamp i forhold til bureaukrati og personale”, men for Joachim er det vigtigste, at man er glad, når man åbner døren til sit arbejde, og at man føler, arbejdet gør en forskel. Derudover er Joachim undervejs i sin overgang fra studie til arbejdsmarked blevet overrasket over, hvor meget man kan nå med mange deadlines.
1. Sæt dig ind i de kulturelle forskelle, der er mellem dit hjemland og landet, du lever i.
2. Se udlandets ”særheder” som styrker fremfor svagheder.
3. Spis altid lokal mad – f.eks. smager tuttu (rensdyr) fantastisk.
Artiklen er skrevet i januar 2024