Kombinér studie og arbejde gennem projekter

STADS kører igen

STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.

Start din karriere allerede mens du studerer - dér har du tiden - lyder rådet fra Sara Staunsager.

En typisk arbejdsdag

Jeg bor i Aarhus, så jeg har lidt over en time i bil til Trapholt i Kolding, hvor jeg møder ved 8-tiden. De første morgentimer bruger jeg typisk på at besvare mails, og jeg orienterer mig ved gallerier, kunstnere, designere og auktionshuse for værker til samlingen. En anden del af mit arbejde går ud på at udforme lånebreve for værker til museets kommende udstillinger. Desuden skriver jeg ansøgninger om midler til værker til samlingen, udstillinger samt publikationer. Hver uge inspicerer jeg museets udstillinger for at holde øje med værkernes tilstande. En del af mit arbejde er også ganske lavpraktisk, idet jeg med ansvar for værkhåndtering er med ved op- og nedtagning af udstillinger. Ingen dage er ens, hvilket er meget inspirerende. Jeg har mange bolde i luften på én gang, og en af mine vigtigste opgaver er at prioritere mit arbejde, så jeg får gjort tingene i den rigtige rækkefølge og tager fat i de lavthængende frugter. Et par gange om måneden holder jeg oplæg, hvor der er en del forberedelse. 

Mine arbejdsopgaver

  • Fundraising til museale projekter, herunder publikationer, udstillinger og værker til samlingen
  • Forskning inden for krydsfeltet mellem kunst og design
  • Kuratering af udstillinger, hvilket bl.a. indebærer udvælgelse og placering af værker

Min fedeste arbejdsopgave

Jeg har haft ansvaret for kurateringen af en udstilling, der efterfølgende skal rejse videre til udlandet. Det giver mig følelsen af at være en del af noget stort og gøre en forskel inden for mit felt.  

Min vej fra studie til job

I min studietid var jeg praktikant ved Kunsthal Aarhus, hvor jeg efterfølgende blev ansat som omviser og koordinator. Jeg var samtidig frivillig ved et mindre galleri i Aarhus, der senere fik stor betydning for mit første job. Gennem specialet blev jeg kurator for designforeningen Rundkant i København, der også åbnede muligheder for mit videre arbejdsliv.

Efter specialet blev jeg gennem netværk ansat som kunstfaglig assistent ved HEART - Herning Museum of Contemporary Art, og efter et halvt år blev jeg museumsinspektør. Denne titel fik betydning for mit nuværende job, idet den var med til at signalere til det kunstfaglige netværk, at jeg var kompetent til mit arbejde, og det fik de rigtige mennesker til at kigge i min retning. 

Det overraskede mig i overgangen fra studie til job

Jeg er blevet overrasket over, at der typisk ikke er nær så god tid til opgaverne, som man er vant til på studiet. I den virkelige verden går det rigtigt stærkt.

Min faglighed i spil

Jeg bruger min uddannelse inden for samtidskunst, når jeg indsamler værker til Trapholts samling. Derudover arbejder jeg med, hvordan den æstetiske oplevelse bliver for publikum, når de oplever en udstilling med forskellige virkemidler. Jeg bruger min faglighed inden for samtidskunst og design, når jeg skal forske, formidle og bevare værker i samlingen. 

Et godt arbejdsliv er

Et godt arbejdsliv tager udgangspunkt i et rart arbejdsmiljø, der for mig er gode kollegaer, men også dygtige kollegaer. Og så sætter jeg pris på en leder, der kan udfordre til videre udvikling, men som også er opbakkende. 

I fremtiden drømmer jeg om

Jeg drømmer om at være en af Danmarks dygtigste inspektører inden for museal praksis - at åbne internationale udstillinger og fortsat udgive publikationer på forskningsniveau.  

Et godt råd

Start din karriere allerede mens du studerer - dér har du tiden. Kombinér studie og arbejde med projekter. 

Artiklen er skrevet i marts 2016

Sara Staunsager

  • Uddannelse: Cand.mag.
    i Æstetik og Kultur

  • Dimitteret: 2013

  • Stilling: Samlingsinspektør

  • Virksomhed: Trapholt

  • Find Sara på LinkedIn