STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.
Fire spirende studerende fra Aarhus Universitet startede i slutningen af 2014 udstillingsinitiativet Rendezvous. En fælles passion for ny og uetableret kunst lå til grund for initiativet, og oplevelserne som iværksættere har affødt både et bredt fagligt netværk og ført dem et skridt nærmere en professionel karrierevej med kunsten som omdrejningspunkt.
”Iværksætteri har givet mig muligheden for at arbejde med min store passion – kunsten. Og på et tidspunkt i min karriere kunne jeg sagtens forestille mig at satse på at være iværksætter på fuldtid inden for dette felt,” fortæller Amalie begejstret, mens Søs sender hende et anerkendende nik. Der går ikke mange minutter i selskab med pigerne fra Rendezvous, før man lader sig drage med af deres helt særlige gejst og passion for kunst – og deres store viden om at være iværksættere.
De fire piger, Søs Bech Ladefoged, Amalie Marie Laustsen, Mathilde Renberg og Stine Skjødt Mygind, har alle en kunsthistorisk bachelorgrad i bagagen og er nu i gang med kandidatstudierne på henholdsvis Kunsthistorie og Analytisk Journalistik. Ved siden af bruger de det mest af tiden på at iværksætte udstillinger i deres fælles projekt Rendezvous.
”Det startede med en god rødvinsaften,” griner Søs. En aften med mange og lange snakke, som så ofte før, for de fire gode veninder og kollegaer på ARoS. Men netop denne aften blev skelsættende for pigerne – og ikke mindst nye og uetablerede kunstnere.
”Rendezvous er et lille udstillingsinitiativ i Aarhus, der viser kunst fra upcoming kunstnere i hele verden,” fortæller Søs.
Rendezvous er blevet grundlagt, fordi de fire piger gerne ville bygge bro mellem kunststuderende, nye kunstnere og dem, der skal formidle kunsten. Selvom Rendezvous ikke så sig selv som iværksættere, gik der ikke længe fra rødvinssnakke og højtflyvende ambitioner til, at de rent faktisk mødtes for at lægge planer og tage de første spadestik.
Rendezvous har fået mange skulderklap. Rigtig mange endda. De mærker stor interesse for deres projekt, og omverdenen jubler med hver gang, at en ny udstilling lykkes.
Pigerne er dog slet ikke i tvivl om, at de kun er nået så langt med hjælp fra deres netværk og Studentervæksthus Aarhus.
”Vores netværk har været helt vildt vigtigt for vores arbejde. Både dem med de samme kompetencer, men også dem, der har helt andre styrker,” fortæller Amalie, mens Søs fortsætter:
”Det har også været helt fantastisk at opleve opbakningen fra Studentervæksthus Aarhus. De har støttet os, delt deres netværk med os og hjulpet os på rette vej.”
Pigerne fra Rendezvous mister ikke pusten, selvom listen med opgaver, der skal løses, er lang:
”Fondsansøgninger, budgetter, økonomi, skat og moms, sociale medier, markedsføring, PR, reklame, lokalejagt og meget, meget mere,” opremser Søs, mens hun storsmiler. Der er ingen tvivl om, at opgaverne ikke slår pigerne, deres fælles mission og fællesskabet ud:
”Vi har hver især påtaget os arbejdsopgaver. Også dem, som vi ikke umiddelbart kunne løse. Men så måtte man jo lære det,” fortæller Amalie.
I projektets spæde start tænkte de fire piger ikke meget over, hvem der besad kompetencerne til at løse de forskellige opgaver, men i dag er det anderledes:
”Vi er faldet ind i faste roller, hvor vores kompetencer matcher vores ansvarsområder. En står for eksempelvis for presse, en for budget og en koordinerer de frivillige assistenter, vi har koblet på projektet,” forklarer Amalie.
Det stærke fællesskab mellem veninderne kan tydeligt mærkes, og det mener pigerne da også selv, er en del af opskriften på en succesfuld arbejdsfordeling.
”Vi begynder så småt at blive færdige med vores uddannelser, så vi er i fuld gang med overvejelserne om, hvad fremtiden skal bringe karrieremæssigt. Vi videreudvikler hele tiden, så måske kan Rendezvous en dag blive vores levevej,” fortæller Søs, der ikke lægger skjul på, at de alle fire drømmer om, at kunsten i hvert fald skal være omdrejningspunktet også i deres fremtidige arbejdsliv.
På nuværende tidspunkt er Rendezvous en frivillig forening, der ikke giver økonomisk afkast til de hårdtarbejdende piger. De har alle studiejobs ved siden af kandidatstudierne og Rendezvous.
”Det er helt klart en udfordring at få hverdagen til at hænge sammen lige nu. Vi gør, hvad vi skal om dagen, og så mødes vi om aftenen og knokler igennem,” fortæller Amalie, der i samme omgang pointerer, hvor vigtigt det er, at de alle sammen prioriterer Rendezvous meget højt, hvis de skal få de successer med deres virksomhed, som de stiler efter.
De fire piger drømmer store drømme. De vil udvikle Rendezvous og tage det til nye højder. Og med den arbejdsvilje, målrettethed og støtte, som pigerne har, er vi, hos Arts Karriere, sikre på, at fremtiden ser lys ud både for pigerne - og for Rendezvous!
Artiklen er skrevet i august 2016