Vælg med hjertet

Andrea var på tredje semester af sin kandidatuddannelse i praktik hos NGO’en Osteoporoseforeningen, en patientforening for mennesker med knogleskørhed. Fra sit praktikforløb fik hun værdifulde erfaringer, som både styrkede hendes faglige selvtillid og gav hende et indblik i arbejdslivet efter studiet.  

En del af hverdagen fra starten af  

Andrea blev hurtigt en del af arbejdspladsen og blev betragtet som en medarbejder ligesom alle andre: “Fra dag ét blev jeg kastet ud i alverdens opgaver inden for kommunikation og marketing, og i løbet af den første uge havde jeg lavet plakater til sundhedsmesser, produceret indhold til sociale medier, korrekturlæst artikler og brainstormet idéer til medlemsmagasinet” fortæller hun.  

Hverdagen bestod af mange forskellige opgaver, som Andrea beskriver som “alt fra lange interviews til letfordøjelige faktasider." Hun fik også ansvaret for en træningskampagne, hvor hun var med fra idé til eksekvering og evaluering.  

Ny form for feedback 

Andrea råder studerende til at vælge praktik for at kunne afmystificere det at have et arbejde. Det kræver dog, at man vænner sig til at kunne omsætte sine tanker til handling og få feedback for det, man laver, som ikke bare er et tal. “I praktik var der et konstant flow af feedback, som hele tiden blev en del af mit arbejde” fortæller hun.  

Andrea var overrasket over den nysgerrighed og taknemmelighed, hun blev mødt med som praktikant. Man kan ifølge Andrea lære en masse om sig selv både fagligt og menneskeligt af et praktikforløb. Hun understreger, at det kræver at man også har en indstilling til, at “ingen praktikværter forventer, at man kommer ind og revolutionerer hele arbejdspladsen. Derimod forventer de, at man gør sig umage, bringer sin faglighed i spil og er en sympatisk kollega.” 

Vigtigt at anerkende sit eget værd 

Da Andrea søgte praktik, havde hun to studiejobs ved siden af sit studie, som hun gerne ville beholde. Derfor forhandlede hun sig frem til en 30-timers arbejdsuge hos sin praktikvært, så hun fortsat kunne passe sine studiejobs. Praktikken varede tre måneder, og efterfølgende fik hun mulighed for at fortsætte som studentermedhjælper resten af sin studietid. Praktikværten var meget bevidst om det ansvar, der fulgte med Andreas læring, hvilket gjorde stort indtryk på hende: “Vi havde hver uge et gående møde i bylivet, hvor vi talte om min udvikling, mine opgaver og mine ønsker til kommende opgaver” fortæller hun, og uddyber, hvordan hendes praktikvært “var hurtig til at spotte mine styrker og give mig opgaver, hvor jeg kunne shine og udvikle mig“. Det gav Andrea en masse faglig selvtillid, som hun har kunnet tage med videre ud på arbejdsmarkedet. 

Vælg med hjertet 

På trods af at Andrea var glad for sit praktiksted, tog hun sig selv i at sammenligne sit praktikforløb med sine medstuderende: “De var alle mulige fine steder med frokostordninger, padel og middage på firmaets regning, og så stod jeg der i en NGO.“ Dog var Andrea opmærksom på, at den forening, hun var endt i, gjorde et meningsfuldt stykke arbejde, og også kunne sætte tid af til at tage hånd om hendes udvikling. Hvis Andrea skulle give sig selv et råd, hun kunne have brugt i starten af praktikforløbet, ville det derfor være “Vælg praktiksted med hjertet. Din arbejdskraft er værdifuld, og det er ikke alle virksomheder, der fortjener den.” 

Gode råd til studerende, der overvejer praktik 

  1. Drop ChatGPT når du skriver en ansøgning. Det kan sagtens gennemskues og virker dovent.  

  1. Din ansøgning skal tale sammen med stillingsopslaget. Vær sikker på, at din ansøgning kun kan bruges denne ene gang, inden du sender den afsted – ellers er den sandsynligvis lidt for generisk. 

  1. Mærk godt efter inden du siger ”ja”. Det første praktiktilbud er ikke altid det bedste, og det er helt ok at bede om lidt betænkningstid, hvis du er i tvivl.  

  1. Forventningsafstem med din praktikvært. Hvor mange timer om ugen skal du arbejde? Hvilke opgaver skal du have? Hvor ofte skal du have feedback? Må du afsætte timer til at skrive opgave hver uge? Hvor meget tid skal du bruge på møder vs. fordybelse? Næsten alt kan forhandles. Du er højtuddannet gratis arbejdskraft, og du må godt stille krav. Husk på, at du bringer ny viden og masser af uddannelse med dig.  

Artiklen er skrevet i januar 2025

Andrea Sehested Thomsen

  • Uddannelse:  Bachelor i Medievidenskab og kandidat i Retorik

  • Projektorienteret forløb: Osteoporoseforeningen