Line var i praktik hos musikmagasinet GAFFA, som hun længe havde haft i kikkerten. For Line blev praktikforløbet hos GAFFA en chance for at prøve kræfter med de journalistiske værktøjer, hun havde med sig fra studiet.
Hos GAFFA skulle Line fra start bruge sin faglighed i de opgaver, hun blev mødt med. “Som praktikant hos GAFFA indgik jeg i den daglige redaktion sammen med journalisterne og redaktørerne. Jeg var med til at skrive nyheder og historier til hjemmesiden og det fysiske magasin, jeg interviewede kunstnere og anmeldte udgivelser. Senere blev jeg også den primæransvarlige for at opsætte og udgive GAFFAs nyhedsbrev, som udkom tre gange i ugen” fortæller hun.
Opgaverne gav hende mulighed for at udvikle sin skrivestil, hvilket gjorde, at hun blev skarpere på at arbejde effektivt for at nå korte deadlines. Line udtaler: “Jeg lærte mange gode skriftlige kommunikationsteknikker i praktikken, som har været supergavnlige – både i mit senere specialesemester og efterfølgende i mit job, hvor jeg dagligt skal kommunikere til mange forskellige mennesker.”
Hverdagen hos GAFFA var en del anderledes end den, Line var vant til fra studiet. Her blev hun trukket ud af sin universitetsboble og ind i en verden med fokus på at kunne arbejde hurtigt, samtidig med at hun blev udfordret og fik rykket personlige grænser i et miljø, hvor der var plads til at fejle.
Praktikforløbet var for Line en unik mulighed for at “snuse lidt til den verden, der venter uden for studiet” fortæller hun og uddyber, at “praktik er også en supergod måde at spore sig lidt ind på nogle arbejdsområder, man måske kunne have lyst til at arbejde med efter studiet. Og så giver en praktik også mulighed for at lære mere om sig selv i nogle nye rammer, spændende rammer.”
Praktikforløbet bød også på overraskelser, især hvor krævende det kan være at finde sig til rette i en ny hverdag. “Der er mange nye indtryk, mennesker og opgaver, som man skal tage stilling til – på mange måder starter man jo lidt fra nul og skal lære at finde sin plads i et nyt miljø” fortæller Line.
Brug tid på at undersøge virksomheder eller organisationer, der interesserer dig, og mærk efter hvilke arbejdsområder, du enten godt kunne tænke dig at arbejde med, eller kunne have lyst til at lære.
Praktikken er en legeplads, så udnyt det ved at være nysgerrig og opsøgende – og vær ikke bange for at fejle, for det er kun en del af læringsprocessen!
Artiklen er skrevet i januar 2025