Ar'bajeren bryder isen til arbejdsgiverne

Anders Bjerregaard Kristensen besluttede som bachelor i Digital Design at gå mod strømmen og afprøve arbejdsmarkedet uden en kandidat. Til formålet udviklede han Ar’bajeren – en øl, der skaber kontakt til potentielle arbejdsgivere


”Så kan I jo drikke denne her, når I snakker om det indtryk, jeg har givet,” siger Anders Bjerregaard Kristensen og rækker en øl til arbejdsgiveren, der har indkaldt ham til jobsamtale. Han kan mærke, han overrasker, men hurtigt går det op for dem, hvad Ar’bajeren er. Så bryder smilene frem og han får ros for sin utraditionelle idé.

Man skal gøre noget ekstra

Den 22-årige digitale designer mødte megen skepsis, da han først proklamerede, at han ville stoppe studierne efter sin bacheloruddannelse for i stedet at søge erfaring på arbejdsmarkedet. Det var heller ikke let til at begynde med, men så kom idéen til Ar’bajeren; en øl, der kunne symbolisere ham og bryde isen til arbejdsgiveren.

”Man bliver overrasket over hvor få, der gør noget for at skille sig ud, selvom man lynhurtigt kan fremstå interessant i en stor bunke ansøgninger,” siger Anders Bjerregaard Kristensen og forklarer: ”Hvis man som jeg ikke har det store CV, så bliver man nødt til at spille på ens værdier og komme med noget, der symboliserer det. Det gik i hvert fald rent ind i mit tilfælde.”

Ar’bajeren skaffede Anders Bjerregaard Kristensen en grafik- og kommunikationsstilling ved FakturaService.dk med ansvar fra første dag.

”Jeg har som bachelorstuderende fået rigtig meget ud af at komme på arbejdsmarkedet. Jeg vil anbefale alle studerende at få et studiejob, men også at tage chancen og prøve på at finde en fuldtidsstilling. Man lærer virkelig meget, når man først er i gang,” fastsætter den digitale designer.

Vis dine kompetencer

Anders Bjerregaard Kristensen ville vise arbejdsgiverne sin kreativitet frem for blot at fortælle om den. ”Det klinger hult, hvis man siger, man er kreativ og samtidigt sender sin ansøgning som et word-dokument uden noget form for opsætning,” fastslår han.

Samtidigt var han meget opmærksom på det signal Ar’bajeren sendte og testede den derfor på en ældre målgruppe, inden han aktivt brugte den i sin jobsøgning.

”Ar’bajeren stemmer godt overens med de værdier, jeg har. Om jeg så bare skal flytte skriveborde, så går jeg til opgaven med krum hals og hjælper, hvor jeg kan. Det var noget, Ar’bajeren skulle afspejle,” fortæller han om sine overvejelser.

Anders Bjerregaards Kristensens bedste råd lyder: ”Hvis man finder et job, man rigtig gerne vil have, så skal man gøre noget for at skille sig ud. Du kan møde op, sende noget særligt eller på anden måde gøre, at netop du bliver husket, når der skal kaldes til samtale.”