Mathias styrker sine kompetencer gennem praktisk erfaring

Dramaturgistuderende Mathias Toft Nilsson har, gennem et spektrum af studierelateret og frivilligt arbejde, styrket sin faglighed og fået sat ord på sine kompetencer. Særligt inden for kommunikation og teater, der er hans store passion. 

Mathias Toft Nilsson har taget en bachelor i Dramaturgi med tilvalg i Retorik og er nu i gang med den efterfølgende kandidat. Han fortæller, hvordan han er typen, der har en enten-eller tilgang, når han arbejder med noget:

”Der kan være nok så mange ting på skemaet, men når der er noget, jeg synes er virkelig interessant, så går jeg 120% op i det”.

Omsætte teori til praksis

Særligt interessant finder han det samarbejde, han har haft med partnere i flere af sine fag på Dramaturgi. Her har formålet været at hjælpe samarbejdspartneren med at løse et konkret problem. Et eksempel var på en friskole, hvor Mathias fik til opgave at lave en digital teaterundervisningsplatform, der skulle virke som et inspirationskatalog for eleverne.

Om sit personlige udbytte af samarbejdet, fortæller Mathias:

”Her kunne jeg bruge de teoretiske ting, jeg har lært på studiet kombineret med at få det oversat til en praktisk tilgang. Det, synes jeg, var meget lærerigt”.

Interesse for kombinationen af kommunikation og teater

Ved siden af sit studie har Mathias haft både studierelateret og frivilligt arbejde. Han har bl.a. arbejdet på Ry Højskole og senere Risskov Gymnasium i vikariater som dramalærer, hvilket gav ham muligheden for at arbejde konkret med både undervisning og opsætning af teaterstykker.

”Jeg har altid synes, at der var noget vanvittig spændende i kommunikation, og jeg har altid synes, at der var noget spændende i teater. Kombinationen af de to, synes jeg, har været fedt at arbejde med. Helt præcis synes jeg, det er fantastisk den måde, hvordan teater som medie kan formidle og kommunikere. Den kan italesætte forskellige problematikker”.

Om sin tid på Ry Højskole fortæller han videre:

”Jeg synes, det er super spændende med lige den aldersgruppe af unge mennesker. De har enormt meget drive, og de kan utrolig meget. Man skal heller ikke være helt så meget pædagog, så jeg kunne også selv få lov til at være lidt kunstner”.

Når Mathias er færdiguddannet drømmer han om at arbejde med kombinationen af drama og kommunikation – gerne som enten dramalærer på en højskole eller ved at producere forestillinger på et teater. 

Gøre sig uundværlig på arbejdsmarkedet

”Inden for teaterbranchen skal man gøre sig bemærket. Jeg har prøvet at gøre mig bemærket og uundværlig ude på højskolen og for dem, jeg ellers har arbejdet sammen med. Det virker meget inden for lige det her felt, fordi miljøet er så lille. Så det handler i høj grad om at kende de rigtige mennesker, og samtidig vise, at man er der, og at man er interesseret”.

Præcis dét med at gøre sig uundværlig har Mathias holdt sig for øje gennem hele sit studie – både i sit valg af samarbejdspartnere samt det brede spektrum af arbejde, han har haft:

”Jeg tænker meget på, hvem jeg samarbejder med og hvad, jeg har lavet – også i forhold til punkter på mit CV”.

Nu har Mathias, foruden sit frivillige arbejde med både at skrive, instruere og selv spille teater, også undervist på folkeskoleniveau, gymnasie- og højskoleniveau.

At udfordre sig selv

Mathias er i løbet af sin studietid nået frem til den erkendelse, at hvis han skal være klar til arbejdsmarkedet, når han er færdiguddannet, bliver han nødt til at få noget praktisk erfaring inden:

”Jeg bliver nødt til at tage nogle jobs og lave noget ved siden af, der giver mig praktisk - og menneskelig erfaring. Noget erfaring hvor jeg får afprøvet nogle af de teorier, jeg lærer, i praksis. Så jeg ikke ender med fx at få et underviserjob uden forudgående undervisningserfaring”.

For Mathias handler det dermed også meget om at få styrket sine kompetencer på de områder, hvor han kan dygtiggøre sig. Dette har særligt været med til at styre, om han har takket ja eller nej til jobmuligheder. Denne indstilling har desuden været med til at styrke hans faglighed:

”Det her med at komme ud og få sat ord på det, jeg har læst. Det synes jeg, at jeg lærer utrolig meget af – at få gjort det konkret. At fortælle og lære det til andre – for så bliver man skarpere på sin egen faglighed”.

Artiklen er skrevet i marts 2017

Mathias Toft Nilsson

  • BA i Dramaturgi med tilvalg i Retorik

  • Læser kandidat i Dramaturgi