Ny uddannelse med fokus på digital ledelse

Ét er at have viden og forståelse for digitale løsninger på det tekniske plan. Og ét er at have forståelse for at drive forretning. Men kombinationen, digital forretningsforståelse, er sjælden, om end flere og flere virksomheder har efterspurgt den. Nu udbyder Aarhus BSS en ny kandidatuddannelse, der skal efterkomme virksomhedernes behov og udfylde et hul i udbuddet af erhvervsøkonomiske uddannelser.

Den nye engelsksprogede kandidatuddannelse hedder Digital Business Management og er et nyt skud på stammen af cand.merc.-uddannelser på Aarhus BSS. Den erstatter samtidig den hidtidige cand.merc.-linje Information Management, som nedlægges.

”Det er både en opdateret uddannelse men også en helt ny uddannelse, hvor der for alvor sættes fokus på at understøtte, facilitere og styre forandringsprocesser og digital transformation i virksomhederne. Det handler om at se på data i en helhed, og hvad data kan bruges til i virksomheden,” siger Christian Waldstrøm, viceinstitutleder for uddannelse på Institut for Virksomhedsledelse på Aarhus BSS ved Aarhus Universitet.

At virksomhederne længe har ønsket den nye uddannelse, kom blandt andet frem i en rapport fra Dansk Industri i 2020, som konstaterede, at virksomhederne i stærkt stigende omfang efterspurgte samfundsvidenskabelige kandidater med en digital profil og digitale kompetencer.

”Samtidig har vi fået direkte input fra en række virksomheder, som dermed har været involveret i udviklingen af den nye kandidatuddannelse i Digital Business Management”, siger Christian Waldstrøm.

Og den nye uddannelse bliver da også godt modtaget hos virksomhederne.

”Digital Business Management er relevant, fordi den med sin tværfaglighed mellem data, teknologi og forretning imødekommer efterspørgslen efter digitale profiler med et kommercielt mindset og forretningsforståelse,” siger konsulent Line Bruun fra konsulentvirksomheden Capgemini.

”Hos Capgeminis strategi-enhed, Capgemini Invent, er vi på udkig efter konsulenter, der har kompetencerne til at forstå de udfordringer vores kunder står over for i den digitale økonomi, og som samtidig har kompetencerne til at definere, hvordan digitale teknologier og datadrevne metoder kan være katalysatorer for at løse disse udfordringer,” siger Line Bruun.

Også hos detailvirksomheden Salling Group glæder man sig til at møde de nye kandidater i Digital Business Management.

”Det er en spændende uddannelse, som rammer lige ind i de kompetencer, vi har brug for, nemlig kombinationen af digital forståelse og forretningsmæssig forståelse. I Salling Group vil der være mange stillingsbetegnelser og karrieremuligheder for kandidater med en Digital Business Management-titel,” siger Thor Skov Jørgensen, Executive Vice President, Digital & eCommerce i Salling Group.

Studerende på den nye uddannelse starter 1. september 2023.

Fakta om Digital Business Management:

  • Fagene er: Value Creation in the Digital Economy (1. semester), Digital Fundamentals for Emerging Technologies (1. semester), Research Methods (1. semester), Organising for Digital (2. semester), Enterprise Architechture Management (2. semester) og Data Science for Business (2. semester).
  • Ansøgningsfrist til den ny uddannelse er 1. marts 2023.
  • Allerede optagne studerende sikres mulighed for at færdiggøre med den titel, som de er stillet i udsigt i den studieordning, de allerede er indskrevet på.
  • Læs mere om Digital Business Management
Oops, an error occurred! Code: 2024041903092532a9c932