To vinderteams er kåret i case competition for Vestas

Studerende fra Institut for Økonomi på Aarhus BSS har analyseret og arbejdet med at forudsige fremtidens shippingindustri. Vestas er glade for at få friske øjne på deres logistiske udfordringer, og de studerende er stolte over samarbejdet med den prestigefyldte vindmølle-virksomhed.

Vinderholdene og repræsentanter fra Vestas Foto: Privat
Fra venstre: Studerende fra MIMIC Consulting Group, studerende fra ReThink Consulting, repræsentanter fra Vestas - herunder Jacob Lihn - og underviser Valerie Smeets. Foto: Privat

Når kæmpestore vindmøllevinger og -tårne skal transporteres rundt til globale markeder, er Vestas afhængig af fragtskibe for at imødekomme den øgede efterspørgsel på klimavenlig energi. Men der er logistiske udfordringer og trængsel i shippingindustrien, som finanskrisen, corona-pandemien og krigen i Ukraine kun har forværret.

Vestas ville gerne have et bud på, hvordan de kan stå imod disse udfordringer. De lavede derfor en case competition i samarbejde med Institut for Økonomi på Aarhus BSS, hvor studerende på International Economic Consulting i faget Applied Economic Consulting fik til opgave at forudsige og analysere sig frem til, hvordan fremtiden for shippingindustrien vil se ud, og hvordan Vestas kan sikre kapaciteten inden år 2027.

Nu er vinderne af konkurrencen kåret. Fredag præsenterede de deres resultater og anbefalede strategi for Vestas. Det blev taget godt imod af senior specialist (for corporate strategy) Jacob Lihn:

”Vi var meget imponerede over det store arbejde og de spændende metoder og løsninger, de studerende fandt frem til. Det er altid sundt for os at få nye og friske øjne på vores udfordringer og blive inspireret til alternative måder at løse dem på. Jeg håber, at vi i fremtiden får flere af de studerende at se i Vestas. Interaktionen og adgangen til fremtidens talenter er fundamentet for, at vi kan fortsætte udviklingen, opskaleringen og industrialiseringen af vores virksomhed,” siger Jacob Lihn og fortsætter:

”Kursusforløbet med Applied Economic Consulting er et godt eksempel på et gensidigt fordelagtigt samarbejde mellem den akademiske og den praktiske verden. De studerende fik adgang til et virkeligt problem fra Vestas, som de skulle løse med udgangspunkt i deres tillærte akademiske færdigheder og metoder. Jeg tror på, at samarbejder som disse klæder de studerende bedre på til deres fremtidige jobs efter studierne,” siger Jacob Lihn.

En stor bedrift af de studerende

“Det har været yderst motiverende at få en kompleks udfordring fra en prestigefyldt virksomhed som Vestas. At have muligheden for at præsentere og diskutere vores resultater med kompetente og erfarne Vestas-medarbejdere er en belønning i sig selv,” siger Kristian Nordvik Thyssen om case competitionen. Sammen med Valdemar Sloth, Rasmus Jensen, Mia Hjuleraa udgjorde de det ene vinderhold, MIMIC Consulting Group.

Det vækker genklang hos Simone Juhl Hansen fra det andet vinderhold, ReThink Consulting, som også inkluderede Victor Windfeld, Alexander Daabeck og Jacob Lind.

“Det har været fedt at arbejde med en real-life case, hvor vi har haft mulighed for at anvende nogle af de værktøjer, vi har lært på studiet. Vi er selvfølgelig meget stolte af at have vundet casen, og vi er glade for at få muligheden for at præsentere vores løsning til Vestas," siger hun på vegne af holdet.

Kristian Nordvik Thyssen anerkender de andre studerendes indsats igennem det intense case-forløb:

“At vinde en case-competition som denne er en betydelig bedrift, ikke kun fordi den strækker sig over otte uger, men også på grund af de andre studerendes kaliber! Det er en kæmpepræstation at konkurrere mod ekstremt flittige og intelligente elever – og vinde,” siger han.

Det har været en intens, men meget lærerig periode for de studerende. Og det har været alt besværet værd ifølge Kristian.

“Den bedste lektie fra case competitionen er konsulentoplevelsen: korte deadlines, lange arbejdstimer, evnen til at præsentere foran "klienter", lære at håndtere stress og udsættes for ugunstige omstændigheder. Det har været fedt at løse en kompleks business case fra den virkelige verden, med hvad det indebærer af at træffe uafhængige beslutninger om, hvordan vi løser sagen og anvender statistiske metoder, som vi har lært i tidligere fag. Det har også udviklet os personligt,” siger Kristian Nordvik Thyssen.

Oops, an error occurred! Code: 20240416070335fccc6f0a