Marin Økologi (1)

Marin Økologi

A-modul, Forår 2004, 15 ECTS

Målsætning
At give deltagerne indsigt i de abiotiske og biotiske forhold i havet, der kontrollerer marine organismers udbredelse og dynamik og som påvirker marine samfunds og økosystemers struktur og funktion.

Indhold
I forelæsningerne gennemgås biologisk oceanografi i relation til phyto- og zooplankton. Planktoniske samfunds struktur og dynamik beskrives. Processer, der kontrollerer havets primærproduktion, behandles indgående, og der fokuseres bl.a. på forskellige skalaer fra lokale front-dannelser til globale fænomener, som f.eks. "deep-water circulation" og El-Nino.

Benthiske organismers økologi i forskellige samfund fra littoralzonen til dybhavet behandles med særlig fokus på de forhold, der kontrollerer organismernes vækst, bestandsdynamik og rumlige udbredelse. Rekrutteringsmekanismer og biotiske processer som predation, konkurrence og parasitisme gennemgås på tværs af de forskellige samfund. Marine organismer fouragerings- og reproduktions strategier behandles. Strukturelle og funktionelle forskelle mellem samfundstyper præciseres og globale diversitetsmønstre i havet diskuteres.

Nektoniske organismers økologi (herunder fisk) og den optimale udnyttelse af bl.a. fiskebestande behandles.

Endelig gennemgås havet som en funktionel helhed og herunder havets kulstofkredsløb, energistrømme og den bentho-pelagiale kobling. I den forbindelse omtales antropogene effekter i havet som f.eks. eutrofiering i de kystnære farvande.
Alle deltagere skal i løbet af kursusperioden deltage i udarbejdelsen af et essay: grupper af 2-4 studenter vælger et emne, der skal belyses på basis af originallitteratur og aflevere et essay over dette på 5-10 sider. Disse essays skal desuden fremlægges mundtligt, og essay-samlingen vil indgå i eksamenspensum.

I faget indgår praktiske øvelser, der vil introducere en række forskellige måle- og prøvetagningsteknikker, der anvendes i forbindelse med marine undersøgelser af plankton og benthos. Laboratoriedelen vil introducere relevante laboratorieteknikker, der anvendes i forbindelse med afdelingens forskningsaktiviteter. De introducerede metoder og teknikker vil blive anvendt i forbindelse med et mindre projekt, som deltagere skal udføre på udvalgte lokaliteter/positioner, og de opnåede resultater skal formidles i en rapport, der afleveres og fremlægges ved øvelsernes afslutning. Endelig vil der indgå en øvelsesdel vedr. dataanalyse og statistisk.

På et obligatorisk 10-dages feltkursus, der afholdes i sommerperioden, vil deltagerne få lejlighed til at arbejde eksperimentelt med marinøkologiske problemstillinger.

Form og omfang
4 F per uge i 10 uger. 
LØ: blok på 8 dage i maj. 
Feltkursus (10 dage).

Obligatorisk program
Deltagelse i feltkursus, LØ og udarbejdelse af essay. Det understreges, at kurset kun er pointgivende, når feltkurset er gennemført.

Lærebøger
Ivan Valiela: Marine Ecological Processes.

Lærere
Jens Tang Christensen, Tomas Cedhagen, K. Thomas Jensen, Kim Mouritsen, Katherine Richardson, Daniel Conley og Peter Grønkjær. 

Evaluering
Mundtlig eksamen (½ time) uden forberedelse og uden hjælpemidler. Bedømmelse efter 13-skalaen under medvirken af ekstern censor.