Eksamen og 1.årsprøve

Eksamen
Eksamensformen for de enkelte kurser fremgår af kursusbeskrivelserne. Bedømmelsen kan foregå ved:

Ekstern censur: Med censor beskikket af ministeriet, karakter efter 13-skalaen.
Intern censur: Med censor beskikket af rektor, karakter efter 13-skalaen eller Bestået/ikke bestået.
Intern bedømmelse: Bestået/ ikke bestået på baggrund af obligatorisk program.

Det tilstræbes at A- og B-moduler evalueres med ekstern censur. C-moduler kan evalueres med intern bedømmelse. Støttefag kan evalueres med intern censur. For kurser der evalueres efter 13-skalaen kræves karakteren 6 og derover for at prøven er bestået.

For at kunne indstille sig til eksamen i et fagmodul skal den studerende have gennemført det obligatoriske program for modulet på tilfredsstillende måde. Typisk er kravet mindst 80% aktiv deltagelse i de obligatoriske timer. Såfremt man ikke har gennemført det obligatoriske program tilfredsstillende og dermed ikke kan indstilles til eksamen, registreres eksamen som ikke bestået.

Ved bedømmelse af projekter og specialer, der er affattet på dansk, skal der ud over det faglige indhold også lægges vægt på den studerendes stave- og formuleringsevne.

Alle eksaminer skal bestås hver for sig, og kan tages om hver for sig, hvis de ikke er bestået. Man kan dog højst indstille sig til den samme eksamen tre gange, medmindre der har gjort sig særlige forhold gældende, som kan begrunde en dispensation til ekstra forsøg. Eventuel ansøgning om 4. eller 5. gangs dispensation skal indsendes straks efter 3. forsøg. Hvis en eksamen er bestået, kan man ikke indstille sig til en ny prøve i det samme fag.

Eksamensplanerne offentliggøres ca. 1 måned før eksamensperiodens start og kan ses på Studiekontorets opslagstavler, Institutternes opslagstavler og http://nat.au.dk/

Opslag med eksamensresultaterne kan ses på Studiekontorets opslagstavler ca. fire uger efter eksamensdagen samt på studerendes selvbetjening: www.au.dk/da/studerende. På eksamensopslaget for den enkelte prøve meddeles datoen for resultatoffentliggørelse. 

Hvis du overvejer at klage over en eksamen kan det være en god idè at tale med en studievejleder først. En klage skal være saglig og skriftlig.

 

Klagen skal stiles til

Dekanen for

Det Naturvidenskabelige Fakultet

Ny Munkegade, bygning 521

8000  Århus C

 

Klagen skal være Det Naturvidenskabelige Fakultet ihænde senest to uger efter offentliggørelsen af eksamensresultatet.


Hjælpemidler
Det fremgår af eksamensopslagene, hvilke hjælpemidler du må medbringe til eksamen.


1. årsprøve - studieordning 1998
Forsatte studier er betinget af, at man består 1. års prøven, som omfatter to krav. Første krav er at man på 1.år har haft eksamensforsøg i alle 1. årsfagene. Det er underordnet om eksamensforsøgene registreres som bestået, ikke bestået, forladt eksamen, udeblevet eller for sent afmeldt. Det andet krav er at alle 1. årsfagene skal være bestået indenfor de første to år, d.v.s. inden udgangen af 4. semester, som slutter 31. august to år efter studiestart.

For Biologi indgår følgende kurser i 1. årsprøven: Planter, Zoologi, Matematik alfa 1, Mikroorganismer, Biostatistik og Kemi O.


Tilmelding til eksamen
Det er dit eget ansvar at tilmelde dig de eksamener du ønsker at følge. Bemærk, at eksamen kan være mange ting: skriftlig, mundtlig, hjemmeopgaver, aktiv undervisningsdeltagelse og meget mere. Ligegyldigt, hvilken eksamensform kurset har, skal du tilmelde dig eksamen (evaluering)!

 

Du skal tilmelde dig eksamen på:  www.au.dk/da/studerende  i følgende tilmeldingsperioder:

 

Eksamen efter 1. kvarter: 3 uge i kvarteret

Eksamen efter 2. kvarter: 1. - 15. oktober

Eksamen efter 3. kvarter: 3 uge i kvarteret 

Eksamen efter 4. kvarter: 1. - 15. maj

 

Augusteksamen: første to uger i juli

 

Bachelorprojekter: løbende tilmelding, hvor intet andet er angivet

Afmelding fra eksamen

Du kan også afmelde en eksamen på www.au.dk/da/studerende. Sidste frist for rettidig afmelding af en given eksamen er ugedagen før kursets første eksamensdag. Det gælder også, selvom du først selv skal op på et senere tidspunkt. Ved for sen afmelding bruger du et eksamensforsøg - du registreres som for sent afmeldt.

Check dine eksamenstilmeldinger

Det er helt grundlæggende, at du selv er ansvarlig for at tilmelde dig eksamen. Du skal derfor også selv tjekke, at dine eksamenstilmeldinger er korrekte. Hold øje med Studiekontorets opslagstavler eller tjek på www.au.dk/da/studerende

 

Afvikling af eksamen i kurser hvor undervisningen ophører
Der afholdes eksamen i den eksamenstermin, som følger umiddelbart efter, at undervisningen afholdes for sidste gang, og i de to efterfølgende eksamensterminer.

Ændringer i eksamenspensum
Ved større ændringer i eksamenspensum (f.eks. ved indførelse af nye lærebøger) vil det gamle pensum normalt blive eksamineret i den eksamenstermin, der følger umiddelbart efter den sidste gang, dette pensum blev undervist samt ved de to næstfølgende eksamensterminer. Indstiller man sig til eksamen senere end dette, må man påregne at gå op efter det nye pensum. Det er vigtigt ved tilmelding til eksamen at gøre opmærksom på, at man ønsker at blive eksamineret i gammelt pensum, da man ellers vil blive eksamineretr.

Sygdom i forbindelse med eksamen

Hvis du bliver forhindret i at deltage i en eksamen p.g.a. sygdom, skal du hurtigst muligt indsende en skriftlig begrundelse til dit Studienævn vedlagt en lægeerklæring. Studienævnet vil herefter tage stilling til om dit eksamensforsøg kan annulleres.

 

Skulle du blive syg under en eksamen skal du henvende dig til faglæreren eller tilsynsførende. Hvis du herefter afbryder din eksamen, skal du samme dag tage kontakt til din læge for at få en lægeerklæring. Lægeerklæringen indsendes til dit Studienævn. Studienævnet vil herefter tage stilling til om dit eksamensforsøg kan annulleres.


Reeksamen

Er du uheldig at dumpe til en eksamen, kan du indstille dig til reeksamen i kurset uden at følge undervisningen igen. Reeksamen afvikles i august måned.

 

Du kan højst indstille dig til den samme eksamen tre gange, med mindre særlige forhold gør sig gældende. I givet fald skal du søge Studienævnet om dispensation til et fjerde eksamensforsøg. Er et kursus bestået, kan du ikke indstille dig til en ny prøve i samme kursus.


Snyd til eksamen

Snyd til eksamen kan blive straffet med inddragelse af årskort samt bortvisning i en kortere eller længere periode.

 

Du kan læse mere om reglerne herfor på www.au.dk/da/01-06.htm


Specialeeksamen

Se nærmere under afsnittet om speciale.