Bacheloruddannelsen i Molekylærbiologi

1. Formål

Formålet med bacheloruddannelsen i molekylærbiologi er at give den studerende grundlæggende kundskaber inden for biokemi, molekylærbiologi og biostrukturkemi samt inden for de nødvendige støttefag: kemi, matematik, statistik/it samt biologi eller fysik.

Uddannelsen har 4 studieretninger: Humanbiologi, biokemi, bioteknologi og bioteknologi med erhvervsøkonomi. Hvis der ikke vælges èn af disse fire retninger skal den studerende, ud over studier inden for molekylærbiologi,  stifte bekendtskab med mindst èt andet fagområde.

Bacheloruddannelsen i molekylærbiologi skal

  • give den studerende kompetencer til at varetage selvstændige jobfunktioner, som fordrer en grundlæggende viden inden for molekylærbiologi
  • danne grundlag for videre studier på kandidatniveau

Den studerende har selv, under vejledning fra vejledere blandt fagets lærere samt de af studielederen ansatte vejledere, ansvaret for at tilpasse uddannelsens sammensætning.

2. Uddannelsens opbygning

Bacheloruddannelsen i molekylærbiologi er normeret til 3 årsværk (180 point) og indeholder følgende

  • det obligatoriske program i molekylærbiologi (85 point)
  • støttefag i kemi, matematik og statistik (35 point)
  • valgfri moduler (afhængigt af studieretning)
  • bachelorprojekt i molekylærbiologi (10 point)
  • mindst èn fagpakke valgt uden for molekylærbiologi (30 point)

Ved specialisering i de fire studieretninger skal der vælges specielle fagpakker.

3. Krav til rækkefølge mv.

For visse moduler fastsættes forudsætningskrav i form af krav om gennemførelse af forudgående moduler.