Kandidatuddannelsen

§ 8 Kandidatuddannelsen

Kandidatuddannelsen er et individuelt tilrettelagt program med et omfang på 24 points.

Kandidatuddannelsen tilrettelægges under vejledning, idet der ved optagelsen aftales et studieprogram for kandidatuddannelsen. Programmet skal omfatte en afslutning af de til bacheloruddannelsen knyttede faglige grundprogrammer. Programmet afsluttes med et speciale af omfang på 6-12 points på 2. år. Programmet godkendes af studienævnet.

Specialet er et selvstændigt eksperimentelt eller teoretisk studium af en eller flere faglige problemstillinger. Målet med specialet er, at den studerende bliver i stand til at tilrettelægge, gennemføre og skriftligt afrapportere en undersøgelse på videnskabeligt niveau. Den studerende skal kunne vurdere egne metoder og resultater i relation til andres arbejder.

Ved sammensætningen af kandidatuddannelsen sikres, at den studerende får kendskab til centrale emner inden for faget på et videregående niveau og et dybere kendskab til udvalgte emner og metoder samt at uddannelsen som helhed omfatter et sammenhængende og afrundet program inden for hovedfaget. Ved afslutningen af kandidatuddannelsens 1. år er der mulighed for optagelse på forskeruddannelsen.

For et-fags uddannelser skal den studerende ved afslutningen af kandidatuddannelsen, i forening med den forudgående bacheloruddannelse, have opnået mindst 42 studiepoint inden for hovedfaget, for to-fagsuddannelser mindst 36 studiepoint.

De nærmere krav til kandidatuddannelsens sammensætning, prøver i forbindelse med de enkelte studieenheder og samlet eksamensmæssig afslutning fastsættes for det enkelte fag i studieordningens faglige rammebeskrivelser.

§ 9 Optagelse til kandidatuddannelsen

Optagelse sker på grundlag af ansøgning fra den studerende. Der skal søges om optagelse på et bestemt hovedfag.

Optagelse finder sted 2 gange om året forud for hvert semester. Optagelse til kandidatuddannelsen forudsætter, at den studerende har gennemført en bacheloruddannelse, og at denne opfylder de adgangsbetingelser mht. fag og niveau, som er fastsat i de faglige rammebeskrivelser.

Påbegyndelse af studieaktiviteter på kandidatuddannelsen forudsætter normalt, at der højst resterer 4 point af bacheloruddannelsen, og der må højst inden bacheloruddannelsens afslutning gennemføres studieaktiviteter svarende til 4 point på kandidatuddannelsen.