Uddannelsernes opbygning og struktur

§ 1 Uddannelser

Fakultetet tilbyder

  • 3-årige bacheloruddannelser, der giver ret til titlen B.Sc.,
  • 2-årige kandidatuddannelser, der giver ret til titlen cand.scient. (eller cand.scient.oecon)
  • 4-årige forskeruddannelser, der giver ret til titlen Ph.D.

Bacheloruddannelser:

Et bachelorstudium er struktureret i et to-årigt studieprogram - 1. delen - samt et afrundingsprogram - bacheloråret.

En bacheloruddannelse indeholder normalt et sammenhængende fagligt program af omfang 1½ årsværk (eller mere) i et af de i § 2 nævnte fag; dette fag betegnes uddannelsens centrale fag.

Optagelsesregler for bacheloruddannelserne fastsættes af Undervisningsministeriet.

Cand.scient.-uddannelser:

En cand.scient.-uddannelse er struktureret i en bacheloruddannelse efterfulgt af en to-årig kandidatuddannelse.

En cand.scient.-uddannelse indeholder et sammenhængende fagligt program af omfang 3 årsværk (eller mere) i et af de i § 2 nævnte fag eller fagkombinationer; dette fag benævnes uddannelsens hovedfag. Cand.scient uddannelserne kan enten være 1-fagsuddannelser (hovedfaget har et omfang på mindst 3½ årsværk) eller 2-fagsuddannelser som indeholder et hovedfag (omfang mindst 3 årsværk) og enten et grundprogram (1 årsværk) eller et sidefagsprogram (1½ årsværk).

Regler for optagelse til kandidatuddannelserne er indeholdt i § 9.

Ph.D.uddannelser:

En Ph.D.-uddannelse består af en bacheloruddannelse og 1. år af en kandidatuddannelse, efterfulgt af en fire-årig forskeruddannelse, opdelt i 2 to-årige studieprogrammer, del A og del B.

Forskeruddannelsens del A giver adgang til forskeruddannelsens del B. Samtidig udløser en gennemført del A kandidatgraden (cand.scient.).

Regler for fakultetets forskeruddannelser, herunder for optagelse, er indeholdt i studieordningen for forskeruddannelsen.

Sidefagsuddannelser:

Fakultetet tilbyder endvidere to-årige sidefagsuddannelser (1½ års sidefagsprogram samt ½ års støttefag).

Suppleringsuddannelser:

Fakultetet tilbyder endvidere suppleringsuddannelser som overbygning på andre videregående uddannelser.

§ 2 Fagområder

De udbudte fagområder udbydes på henholdsvis bachelor, kandidat og sidefagsniveau efter følgende skema:

Fagområde Bachelor Kandidat Sidefag
Matematik x x x
Datalogi x x x
Statistik x x
Matematik-Økonomi x x
Fysik x x x
Astronomi x
Kemi x x x
Molekylær Biologi x x
Biologi x x x
Geologi x x
De eksakte videnskabers historie x x
Materialefysik-kemi x
Geofysik-fysik x
Matematik-biologi x



Kandidatuddannelsen i Matematik-Økonomi tilrettelægges i samarbejde med Det samfundsvidenskabelige fakultet og giver ret til titlen cand.scient.oecon.

I samarbejde med Det humanistiske Fakultet udbydes en specialisering af datalogiområdet inden for multimedier.

Der udbydes endvidere en specielt tilrettelagt bacheloruddannelse i fagene matematik, fysik og kemi med henblik på undervisning på bl.a. tekniske skoler, efterskoler og frie grundskoler, i voksenuddannelserne og i folkeskolen. Uddannelsen tilrettelægges i samarbejde med Århus Dag- og Aftenseminarium.

§ 3 Studieenheder og studiepoint

Den mindste eksamensmæssige enhed ved fakultetets studier betegnes fagmodul. Modulerne evalueres ved en eller flere prøver, der fastsættes i studieordningens kursusbeskrivelser. De godkendte prøveformer er anført i § 15.

Modulernes omfang angives ved studiepoints. Den normerede belastning for et års fuldtidsstudier svarer til 12 studiepoints. Modulerne i studiernes indledende dele er normalt på mindst 2 points.

Samtlige naturvidenskablige fag er til sluttet ECTS-programmet (European Credit Transfer System), og 1 studiepoint i denne studieordning svarer til 5 ECTS-point.