Geologi 1

G E O L O G I 1

7 point

Målsætning

At give den studerende et grundlæggende kendskab til geologiske processer og materialer, stratigrafiske metoder samt læren om fossile dyr og planter og disses anvendelse i geologien.

Indhold

I Endogen geologi og øvelser i Krystallografi, Mineralogi og Petrografi behandles mineraler og deres krystallografiske opbygning, de almindeligst forekommende faste bjergarter, samt de væsentligste bjergartsdannende processer. Der gives en oversigt over de processer og pladetektoniske bevægelser i jorden, som resulterer i oceanbundsspredning og bjergkædedannelse.

I Tektonik gennemgås bjergarternes sekundære strukturer (forkastninger, folder og deres ledsagestrukturer) samt metoder til udredning og tolkning af disse strukturer.

Kurset i Polarisationsmikroskopi beskæftiger sig med den systematiske, mikroskopiske bestemmelse af mineraler og bjergarter i tyndslib. Det krystaloptiske og metodiske grundlag gennemgås herfor i kursets første del. I øvelserne undersøges og beskrives 10 til 12 slib af gængse magmatiske, metamorfe og sedimentære bjergarter. Kurset er praksisorienteret og sigter mod at bibringe deltagerne en sikker beherskelse af den polarisationsmikroskopiske metode til den selvstændige undersøgelse af bjergartsmaterialer. Nærmere se kursets hjemmeside: http://www.geo.aau.dk/endo/polmik/.

I Exogen geologi gennemgås de geologiske omstændigheder, der virker ved eller nær jordoverfladen. Herunder behandles sedimenternes opståen gennem indvirkning af forvitrings processer samt transport og aflejringsprocesser i forskellige miljøer (exogene processer). Emner omfatter endvidere en gennemgang af de vigtigste sedimenttypers sammensætning og egenskaber (sedimentologi).

I Danmarks geologi gennemgås landets geologiske opbygning. Emnet anskues bl.a. som en eksempelsamling på den stratigrafiske og exogene geologi.

I Stratigrafi og Historisk geologi gennemgås stratigrafiske analysemetoder med henblik på at tolke geologiske lagserier. Gennem forelæsninger og øvelser lægges der især vægt på de klassiske discipliner (lito-, bio- og kronostratigrafi), samt på event- og sekvensstratigrafi.

Øvelser i Palæontologi har til formål at give de studerende kendskab til de fossile dyre-/plantegruppers anvendelse i geologien, især i stratigrafi og Danmarks geologi, samt at sætte de studerende i stand til at foretage fossilbestemmelser og dateringer herudfra.

Undervisningsform og omfang

Endogen geologi 2 f/uge i 1. semester. Øvelser i Krystallografi, Mineralogi og Petrografi (KMP) 2 ø/uge i 1. semester.

Exogene processer 2 f/uge i 1. semester.

Sedimentologi 1 f/uge i 1. semester og 2 ø/uge i halvdel af 2. semester.

Stratigrafi og Historisk geologi 2 f/uge i 2. semester.

Palæontologi 2 ø/uge i 3/4 af 1. semester.

Tektonik l f/uge i 2. semester samt 2 ø/uge i 2. semester.

Danmarks Geologi 2 f/uge i 2. semester.

Polarisationsmikroskopi l f + 2 ø/uge i 2. semester.

Ekskursioner

I første semester afholdes en 1-dags ekskursion til Djurslands østkyst. I andet semester afholdes en 3-dages ekskursion til Bornholm og Østsjælland samt en 1-dags ekskursion til Djursland og Randersegnen.

Obl. program

Alle øvelser er obligatoriske og afsluttes med prøver (evt. aflevering af opgaver). Øvelserne i Palæontologi, Krystallografi, Mineralogi og Petrografi, Tektonik og Sedimentologi skal være bestået (godkendt) inden indstilling til eksamen.

Efter 2. semester arrangeres et obligatorisk kortlægningskursus, som afsluttes med godkendt rapport. (Geologisk feltkursus A - Slemmestad).

Kursus i Polarisationsmikroskopi i 2. semester: Udover deltagelse i øvelserne er det obligatorisk på tilfredsstillende måde at deltage i en skriftlig test, at aflevere tre hjemmeopgaver og seks tyndslibsbeskrivelser. Kurserne afsluttes med en intern prøve.

Forudsætninger

Fagmodulets enkeltfag skal følges i rigtig rækkefølge.

Eksamensform

Fagmodulet afsluttes med 1 skriftlig 4-timers prøve og en mundtlig prøve. Bedømmelse efter 13-skalaen under medvirken af censor.