Videnskabsfilosofi

Videnskabsfilosofi - Et studium generale-kursus


Grundkursus, Forår, 1 point, 5 ECTS

Formål

At sætte naturvidenskaberne ind i en bred sammenhæng: Hvad er videnskab? Findes der en
videnskabelig metode? Hvordan lærer vi om videnskab? Opdrages vi til en bestemt
naturvidenskabelig tænkemåde? Hvad forstår vi ved videnskabelig udvikling?

Kurset er tilrettelagt som en bred perspektivering af naturvidenskaberne. Hensigten er at
introducere centrale begreber og problemstillinger som inspiration til en kritisk, faglig
selvforståelse. Det er et væsentligt formål at sætte studerende ved det naturvidenskabelige
fakultet i stand til at diskutere fagdisciplinernes fælles tankegods, og forberede dem til
sådanne aktiviteter som deltagelse i offentlige debatter og formidling af naturvidenskabelig
forskning. Kurset henvender sig til alle studerende ved det naturvidenskabelige fakultet. Det
er et obligatorisk kursus for alle biologistuderende, og er for dem skemalagt til 4. semester.

Indhold

Præsentation og diskussion af centrale videnskabsfilosofiske begreber og teorier af
epistemologisk, ontologisk og metodologisk karakter. Specielt vil der blive fokuseret på den
videnskabelige dynamik, d.v.s. udvikling af viden, herunder spørgsmålet om fremskridt i
videnskaberne og vekselvirkningen mellem teori og eksperiment. Sociologiske metoder og
synsvinkler vil blive inddraget. Som et gennemgående træk i kurset vil de filosofiske teorier
blive eksemplificeret ved, og konfronteret med, empirisk materiale fra videnskabshistorien.
Forholdet mellem videnskab og teknologi og mellem videnskab og etik vil blive behandlet.
De specielle forhold, der gør sig gældende i de enkelte fagdiscipliner, f.eks. biologi, fysik og
matematik, vil blive behandlet. Eksempler på forskning ved institutterne præsenteres.

Undervisningsform

En blanding af forelæsninger og øvelser, i alt 32 skematimer. Under forelæsningerne
præsenteres stoffet i oversigtform. Øvelserne finder sted på mindre hold og består af oplæg
fra en studerende på baggrund af et udleveret materiale. Der vil også blive mulighed for
almene diskussioner af behandlede emner.

Litteratur

Udleverede noter.

Lærere

Kurt Møller Pedersen, og undervisningsassistenter/studenterinstruktorer.

Evaluering

Intern bedømmelse med bestået/ikke bestået på grundlag af registreret fremmøde, herunder oplæg, samt godkendelse
af en mindre emnerapport.

Forudsætninger

Mindst 3 semestres studier i et naturvidenskabeligt fag.