Tilmelding til undervisning

Du skal selv tilmelde dig både obligatoriske og valgfri kurser

Forud for hvert semester skal du selv tilmelde dig kurser til det kommende semester.

Dette gælder dog ikke for: 

  • tandplejer-studerende
  • studerende på klinisk tandtekniker
  • studerende på masteruddannelsen i klinisk sygepleje
  • studerende på odontologi

Studerende på uddannelserne ovenfor bliver automatisk tilmeldt undervisning. Du bliver også automatisk tilmeldt dit 1. semester, hvis du starter som overflytter på en kandidatuddannelse på Health.  

Tilmelding via Stads

Du tilmelder dig via studieselvbetjeningen (STADS) i perioden 1. -5. november og 1.-5. maj. 

Når du tilmelder dig et kursus, er du også automatisk tilmeldt den tilhørende prøve. Tilmeldingen til såvel undervisning og eksamen er således bindende efter tilmeldingsperiodens udløb. 

Når du har tilmeldt dig i STADS, kan du følge dine tilmeldinger og deres prioriteringer via "studieoverblik" på mitstudie.au.dk.  

OBS! Vær opmærksom på, at du selv får tilmeldt dig undervisningen i tilmeldingsperioden. Du er ikke garanteret en plads, hvis du glemmer at tilmelde dig.

Automatisk tilmelding til specialet

Når du kommer til det semester, hvor kandidatspecialet ligger, vil du automatisk blive tilmeldt specialet uden mulighed for afmelding. På uddannelser med 30 ECTS specialer vil du blive tilmeldt specialet på dit 4. semester, og ved 60 ECTS specialer vil du blive tilmeldt på dit 3. semester.
På Kandidatuddannelsen i odontologi bliver du tilmeldt Kandidatspeciale og Odontologisk Klinik på dit 4. semester af kandidatuddannelsen.

Medicin har andre tilmeldingsprincipper - læs mere på din studieportal.

Afmelding af kurser

På Health kan du afmelde dig undervisningen og den dertilhørende eksamen i tilmeldingsperioden 1.-5. maj for efterårssemesteret og 1.-5. november for forårssemesteret. Afmelding udenfor dette tidsrum kræver en dispensationsansøgning.

Til 1. semester på bacheloren: du er automatisk tilmeldt såvel undervisning som den tilhørende prøve. Hvis du vil afmelde dig prøven, kræver det en dispensationsansøgning.

Prioritering i holdtildelingen

Du er kun garanteret plads på det semester, som du er nået til ifølge studieordningen, hvis du tilmelder dig undervisningen rettidigt. Du skal derfor tilmelde dig kurser i den rækkefølge, som din studieordning anbefaler, for at sikre dig din garanterede plads. 

Ret til holdsætning

Du har kun ret til én holdsætning pr. kursus. Er du tilmeldt et kursus, som du vælger ikke at følge alligevel, har du ikke alene brugt et prøveforsøg, men også din ret til holdsætning.
Indeholder et kursus obligatoriske, praktiske øvelser, der er en betingelse for at kunne bestå eller indstilles til eksamen, har du dog ret til tre x holdsætning på disse obligatoriske dele.

Er der fejl i din tilmelding?

Er du ikke tilmeldt de rigtige kurser, så send en mail til Health Studieservice, så hjælper vi dig.