For langt de fleste studerende er det en fordel at have en eller flere at læse sammen med. Især i starten af uddannelsen, hvor du skal lære dig selv, dine studiemønstre og uddannelsen at kende.
Derfor bliver I fra starten af studiet inddelt i studiegrupper.
Studienævnet på folkesundhedsvidenskab har besluttet, at de første studiegrupper dannes ved hjælp af et spørgeskema, som du udfylder i studiestarten.
I spørgeskemaet skal du forholde dig til dine kompetencer, studievaner og dit ambitionsniveau. Ud fra spørgeskemaet bliver I sat sammen i grupper på 3 eller 4 personer.
Vi laver grupperne ud fra tanken om, at det er vigtigt med forskellige kompetencer i et samarbejde. Du bliver derfor sat sammen med nogen, som måske arbejder lidt anderledes end dig. Det er med vilje, for tanken er, at du skal lære at arbejde sammen med studerende, som har andre kompetencer end dig, så I kan udfordre og berige hinanden.
Studievejledningen holder workshops i forbindelse med undervisningen på 1. semester, så I kan få en god start på jeres samarbejde.
Desuden kan du og din gruppe altid kontakte studievejledningen, hvis I gerne vil have sparring på samarbejdet.
Du beholder din studiegruppe gennem hele første semester på bacheloren.
I starten af 2. semester udfylder I spørgeskema igen og får nye grupper.
Fra 3. semester og frem skal I selv sørge for at lave studiegrupper.
Det betyder, at fra midten af 2. semester skal I selv til at overveje, hvem I gerne vil være i studiegruppe med på 3. semester.
Når undervisningstilmeldingen åbner 1.-5. maj, kan I melde jeres studiegrupper ind, og så sørger studieadministrationen for, at I kommer på samme hold.
Tilmelding af studiegrupper på 3. semester foregår i STADS selvbetjening.
Der behøver kun at være én tilmelding pr. studiegruppe, så det er nok, hvis én fra gruppen tilmelder alle medlemmer gruppen.
Hvis du står uden studiegruppe, og gerne vil have en, er du nødt til selv at tage initiativet.
Her er nogle ting, du kan gøre:
Efterlys en læsemakker i relevante årgangsgrupper (evt. i Teams-, Facebook- eller WhatsApp - afhængig af, hvad I har)
Spørg direkte nogle af dem, du plejer at sidde i nærheden af til undervisningen.
Brug pauserne i undervisningen til at netværke og høre, om andre også leder efter nogen at læse sammen med.
Foreslå en uformel læsegruppe – fx bare at mødes én gang om ugen på biblioteket. Det behøver ikke være forpligtende fra starten.
Deltag i sociale eller faglige arrangementer på studiet – det gør det nemmere at møde folk, du måske klikker med.
Jo mere synlig du er om, at du søger nogen at samarbejde med, jo større chance er der for, at du finder nogen.