Lægeerklæringer

STADS kører igen

STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.

Hvornår har du brug for en lægeerklæring?

Du vil få brug for en lægeerklæring, hvis du skal søge en dispensation for noget i løbet af dit studie på grund af sygdom eller funktionsnedsættelse.

Det kan fx være:

  • hvis du bliver syg til en eksamen eller i løbet af semesteret.
  • hvis du søger om særlige prøvevilkår
  • hvis du søger om udsættelse af maksimal studietid

Det er en god idé, at din lægeerklæring er målrettet det, du skal bruge den til. Det kan du læse mere om her på siden. 

Bliver du i tvivl om noget, eller har du spørgsmål, skal du endelig kontakte Studievejledningen på Health. 

Hvad skal din lægeerklæring indeholde?

Krav til indhold i lægeerklæringen

  • Dit navn, personnummer og adresse.
  • Lægens navn, autorisations-ID, virksomhedsadresse og uddannelse.
  • Oplysning om hvem der er din egen læge.
  • Det skal være tydeligt, hvilke oplysninger i lægeerklæringen, der kommer fra din læges egen undersøgelse af dig, og hvilke der kommer fra dig selv, andre personer eller patientjournaler m.v.
  • Lægen skal skrive sin vurdering af dig og tage de forhold med i erklæringen, som lægen finder relevant for at kunne opfylde formålet med erklæringen.
  • Der skal være dato på erklæringen, og den skal være med lægens underskrift eller noget tilsvarende.


Anbefalinger til indhold i lægeerklæringen

  • Hvilken sygdom er der tale om? 
  • I hvilken periode har du været syg, og hvornår forventer lægen du bliver rask igen?
  • Hvilke symptomer har du?
  • Hvilken betydning har sygdommen for dine studiearbejdsevner?
  • Hvilken betydning har sygdommen for dine muligheder for at præstere i til eksamen, hvis du søger om særlige eksamensvilkår?
  • Hvilken behandling er sat i gang?


Indhold afhænger af din ansøgning

Din lægeerklæring skal støtte op om din ansøgning bedst muligt. Derfor afhænger indholdet af din lægeerklæring også af, hvad du søger om. 

Søger du om fx særlige eksamensvilkår, er det vigtigt, at lægeerklæringen

  • dokumenterer din funktionsnedsættelse
  • beskriver hvilken betydning din funktionsnedsættelse har, når du går til eksamen. 

Søger du om fx udsættelse af maksimal studietid, er det som regel vigtigt, at lægeerklæringen beskriver: 

  • hvad din sygdom betyder for din studieaktivitet
  • hvornår lægen forventer, at du er rask igen
  • hvilken sygdom der er tale om
  • hvilken behandling der er sat i gang


En lægeerklæring er ikke ensbetydende med, at du automatisk får en dispensation. Det kommer an på, hvad du søger om, og om studienævnet kan godkende din ansøgning. 

Hvem kan udfylde lægeerklæringen?

Lægeerklæringen skal laves af en læge, du ikke har en nær relation til.

Det betyder, at du ikke kan sende en lægeerklæring fra et nært familiemedlem/pårørende, lige meget om han/hun er din faste læge eller ej.

Du skal i stedet kontakte en anden læge og få en uvildig lægeerklæring.

Skal du dokumentere længere tids sygdom kan det i nogle tilfælde være nok med en journaludskrift for perioden fra egen læge – også selvom lægen er et nært familiemedlem/pårørende.

Lægeerklæring og anonymitet

Den sagsbehandler, som modtager din ansøgning, anonymiserer din endelige ansøgning til studienævnet og alle dine bilag (fx din lægeerklæring), inden det bliver sendt til studienævnet på din uddannelse. 

Det betyder, at dit navn, cpr-nummer, adresse, telefonnummer og andre personoplysninger ikke fremgår af det materiale, som studienævnet behandler.