Holdfordeling og læsegrupper

Overblik

Sådan bliver du fordelt på hold, når du starter på din bachelor

Når du starter på din bachelor, bliver du og dine medstuderende fordelt tilfældigt på undervisningshold af Health Studieservice. 


Sådan finder du dit hold

Du finder dit hold på Studieselvbetjeningen (STADS).

Du kigger under fanen ’Undervisning’ og ser på dine tilmeldinger til det semester, som du følger. Her vil du kunne se det eller de hold, som du er på.


Holdbytte

Som udgangspunkt kan du ikke bytte hold.

Men i særlige tilfælde kan der være mulighed for at skifte, hvis du har brug for at være på et bestemt hold.

Hvis det gælder for dig, kan du søge om holdskifte ved at sende en dispensationsansøgning til studienævnet.

Sådan fordeler vi holdene

Her er vores praksis for holdfordeling, læsegrupper og holdbytte på bacheloruddannelsen i odontologi. 
 

1. semester

Når du starter på studiet, bliver du og dine medstuderende fordelt vilkårligt på undervisningshold af Health Studieservice.

Studievejledningen fordeler jer på jeres første læsegrupper inden for dette hold. De sikrer sig, at du kommer i gruppe med nogen fra dit hold, og at alle nye studerende kommer i en gruppe. 

Du har det samme hold på 2., 3. og 4. semester. 


5. semester

På 5. semester laver Health Studieservice en ny holdfordeling, som gælder på 5. og 6. semester. Du har mulighed for at tilmelde en læsegruppe, der gælder for 5. og 6. semester.
 

7. semester/1. kandidatsemester

På 7. semester/1. semester af kandidaten laver Health Studieservice igen nye hold, og du har igen mulighed for at tilmelde en læsegruppe.

Retningslinjer for læsegrupper på odontologi

For langt de fleste studerende er det en fordel at have en eller flere at læse sammen med. Især i starten af uddannelsen, hvor du skal lære dig selv, dine studiemønstre og uddannelsen at kende. 

Derfor bliver I fra starten af studiet inddelt i læsegrupper.

Det er studievejledningen, som inddeler jer i grupper til at starte med, når du begynder på studiet. Læsegrupperne på odontologi må være på max 4. personer. 


Retningslinjer for læsegrupper

Du beholder som udgangspunkt din læsegruppe gennem hele 1., 2., 3. og 4. semester på bacheloren, hvor du også har undervisning på det samme hold. Men hvis gruppen fx finder ud af, at I gerne vil dele jer op, så må I gerne det. 

Efter 4. semester bliver i fordelt på hold på ny, og det er op til dig og din læsegruppe, om I vil fortsætte sammen på 5. semester, eller om I vil finde en ny læsegruppe. 

Resten af studiet er du og dine medstuderende selv ansvarlige for at finde sammen i læsegrupper eller som læsemakkere to og to. 

Mangler du en læsegruppe eller læsemakker?

Hvis du af en eller anden grund står uden læsemakker, og gerne vil have en, skal du selv prøve at finde en medstuderende eller en gruppe at læse sammen med. 

Du kan fx prøve at efterlyse en læsemakker i jeres årgangs Facebookgruppe, eller forhøre dig til undervisningen, om der er nogle der vil læse sammen.