Historie

TKM'S HISTORIE

Her er historien om, hvordan TKM blev dannet, skrevet af Kurt Dejgaard.
Historien blev oprindeligt givet til os i anledning af 10-års-jubilæet i 1996 af en af foreningens grundlæggere. Senere har vi modtaget en længere og mere detaljeret udgave, som kan læses herunder.


Kemi Tutor Foreningen

Forhistorie: Kemi-Bioteknologi og Datakemi linjerne ved Kemisk Institut

Kemisk Institut var, op til midten af firserne, et institut med et meget lille studenteroptag. Årgang 1984 var det samlede optag f.eks. nede på omkring 30 studerende.

Et af problemerne som instituttet sloges med var vanskeligheder med at modernisere kemi uddannelsens kombinationsmuligheder, som dengang kun bestod af Kemi-Fysik kombinationen. Forsøg på at integrere populære kombinationsmuligheder så som datalogi og biologi stod i stampe fordi fulde bifag i hhv. Biologi og Datalogi var for lange. Man måtte ikke udbyde fag kombinationer som formelt tog over 5 år. Og et bifag ved siden af hovedfaget i kemi var et krav: Man måtte ikke være enkeltfags kemiker (ej heller enkelfags noget som helst andet på den Matematisk/Fysiske faggruppe, modsat f.eks. Biologi-faget).

Kemi fik til sidst gennemtrumfet hvad man kaldte "sidefag" i hhv. Datalogi og Biologi. Sidefag, bestod af udvalgte emner som var relevante for specialisering, og modsat "bifag" bestod sidefag således ikke i en fuld uddannelse i et andet fag, minus speciale, hvorfor det heller ikke kunne give undervisningskompetence i gymnasiet.

"Sidefag" var ringeagtet i brede kredse: Biologi nægtede lodret at anerkende begrebet og var generelt (udenfor biokemi-afdelingen) modvillige overfor at undervise studerende på Bioteknologi linjen (men kunne ikke lukke døren totalt, da Biologi studiet behøvede kemi undervisning og matematik undervisning hos den Matematisk/Fysiske faggruppe).

Ringeagtet var uddannelserne også bredt blandt studenterorganisationer og en del af lærerstaben, fordi linjerne ikke indbefattede undervisningskompetence i gymnasierne. Dvs. de to linjer var 100% industri-rettede "og den slags er universiteter ikke til for. Det har man ingeniør uddannelser til!"

Kapitel 1. Tutorforeningens forhistorie

Man kan diskutere de dybere detaljer om hvordan eller hvornår Kemitutor Foreningen startede. Formelt blev foreningen stiftet i efteråret 1986. Man kan hævde at den reelt startede i det allertidligste forår 1986 med en interessegruppe ved det kortlivede navn "Rustutore på Kemi" (stavefejlen med det manglende "r" er bevidst, for den optrådte på det eneste stykke papir gruppen komponerede - et brev stilet til Kemisk Institut og det Matematisk Fysiske Studienævn), forkortet RTK.

Men Kemi Tutor Foreningens egentlige forhistorie kan tidsfæstes helt præcist!: Semesterstarten, september 1985. Undertegnede var tutor for det ene af to hold Bioteknologi studerende fra uddannelsens første årgang. Jeg var selv startet året forinden (årgang '84) og jeg blev tutor mere eller mindre ved et tilfælde: Man manglede simpelthen tutorer og man stod overfor at besætte tutorlisten for holdene med de første årgange af hhv. Bioteknologi studerende og Datakemi studerende (den sidste, en uddannelse som jeg nu forstår ikke mere eksisterer) med tutorer som ingen forbindelse havde til Kemisk Institut.

Jeg trådte til med en uges varsel (!), formelt med en med-tutor (en specialestuderende på Biostrukturkemi afdelingen på Kemisk Institut som aldrig dukkede op). -Eneste baggrund var en stak papirer med emner som skulle dækkes i løbet af den første uge, samt et éndags stormøde, søndagen før semesterstarten, med alle andre tutorer på den Matematisk/Fysiske faggruppe.

Det samme gjaldt for parallel-holdet til "mit" hold af Bioteknologi studerende (første årgang bestod af 35 bioteknologer): De fik en tutor som var kemistuderende fra årgang '84 (registreret som bifagsstuderende i faget Biologi, som jeg selv). -En tutor som nok i højere grad end jeg, var sympatisk overfor den tanke at Bioteknologi-studiet aldrig burde være etableret. Men ellers, må vi gå ud fra, gjorde hun sit arbejde som tutor så godt hun formåede.

Det blev en kold dukkert!

Den første dag af semesterstarten stod på bl.a. officiel velkomst ved dekanen, studienævnsformand og -næstformand i eet af de store auditorier på Matematisk Institut. Under dette, blev Bioteknologi og Datakemi studierne omtalt ved navn, fik at vide at de var akademiske vanskabninger, ikke hørte hjemme på et universitet og at de fremmødte studerende var uønskede (Således blev det sagt direkte af Studienævnets næstformand!).

-Og sådan gik det slag i slag...

Jeg brugte den tid man nu engang måtte bruge på at sidde med sit Rus-hold og køre gennem tjeklisten over emner vi skulle igennem - SU, boligforhold og muligheder i Århus, tids-tilrettelæggelse, hvordan "systemet" fungerer, hvor man finder hvad og hvad man skulle huske (f.eks. eksamenstilmeldinger) osv. Ellers brugte jeg tid på at messe en daglig seance hvor jeg beklagede den modgang og de ubehageligheder de blev mødt med af små folk med snævre horisonter, skuldertræk om ikke at tage det personligt og løfter om at det ikke skulle få lov at dø i synden.

-Der er faktisk ikke meget andet at stille op end at forsøge at finde en humoristisk vinkel på det hele: Det skal være sjovt. Hvis ikke fordi, så på trods af! Man kan jo ikke forklare det uforklarlige. Men så kan man ironisere over det og bagatellisere og ad den vej og så for resten få banket lidt holdånd ind med en sund portion trods. -Fællesarrangementer med pjat og ballade, iblandet de mere seriøse elementer. (Jo flere frustrationer og nedladenheder, jo større behov for pjat og ballade for at få løsnet lidt op).

Og på en eller anden måde, kom det til at fungerede på en måde som jeg var tilfreds med. Vi havde det sjovt, både i semesterstartsugen og i ugerne efter, og under rusturen, og efter, hvor jeg fulgte mit hold minutiøst i måneder for at sikre at de ikke løb ind i andre hovedpiner og benspænd (og der blev nogen stykker af dem - også for de følgende årgange).

Og der kunne historien faktisk være endt, hvis ikke for en afgørende observation, det følgende forår...

Kapitel 2: Hvordan ideen opstod

Vi mødtes mere eller mindre tilfældigt over en kop kaffe i kantinen, en eftermiddag. Det må have været i februar, '86. Udover mig selv, var det en studenterrepræsentant i institutbestyrelsen. Den tredje person var et Alkymia medlem som i sin tid også havde været min tutor. Begge var fra '82 årgangen. Derudover hørte vi alle tre til stamklientellet i Fredagsbaren.

Jeg havde, den dag, netop opdaget noget som jeg fandt stærkt bekymrede:

Jeg havde stadig næsten daglig kontakt med mit rushold og det fungerede stadig fint. "Vi" havde tabt een studerende, undervejs. Ellers var holdet fuldtalligt og det var i grunden uhørt! (Normalen, dengang, var at omkring en tredjedel forsvandt i løbet af de første to semestre). Men på parallelholdet af bioteknologi studerende, var situationen den stik modsatte. Hold 2 var ved at falde fuldstændigt fra hinanden. Da det første år gik på hæld, var der én eneste studerende tilbage fra Hold 2!

Hvordan kan ét hold være fuldtalligt på nær én og det andet hold, fuldstændig ophørt med at eksistere? Det var emnet jeg ville diskutere, den eftermiddag. Jeg kaldte det en katastrofe og konklusionen lå ligefor: Det her, kunne ikke være "stokastisk fluktuation". Det her var ikke "statistik"! Og den eneste mulige forklaring, kunne spores til semesterstarten... Og tutor hvervet... Erkendelsen af den mulighed var skræmmende. Kan tutor hvervet virkeligt være så vigtigt? (Min personlige refleksion når jeg ser tilbage: Ja, under særlige omstændigheder, når "systemet" er i intern konflikt med sig selv og lader de studerende i stikken. Og '85 var sådan et år).

Men længere kom jeg ikke med nogen konklusion...

Så det blev én af de andre der konkluderede på min historie, den eftermiddag:

"Vi starter for os selv, her på Kemi! Vi må begynde med det samme!"

Den bemærkning sank ikke umiddelbart ind hos mig. Hvad mente han med det?

"Du har lige stillet situationen op! Vil du påstå at det ikke passer? Er det rigtigt hvad du lige har fortalt?"

Joeh, situationen var faktisk hvad den var. Det var uomtvisteligt. Men jeg var stadig så forskrækket over dens konklusion at jeg tøvede.

"Hvad venter vi så på? Det her kan jo ikke fortsætte, sådan her!"

Jamen... Vi ka' vel ikke bare sige "Nu ta'r vi det selv". Hvordan pokker skal vi overbevise nogen om at tage os alvorligt?

"Alvorligt? Der er jo ikke noget at diskutere! Det her kan instituttet heller ikke leve med. Hvis det er bare halvt så galt som du siger, er det intet valg! Vi holder et studentermøde om det her, på fredag i Fredagsbaren".

Nej, der VAR der faktisk ikke noget at diskutere. Emnet blev taget op på den førstkommende Fredagsbar, hvor der var bred enighed blandt de fremmødte om at noget måtte gøres. Umiddelbart var der een eneste opponent blandt vel en tredive stykker i baren.

Kapitel 3: Troikaen og "RTK"

Alkymias fredagsbar var (og er forhåbentlig stadig) mødestedet for studerende på Kemisk Institut. Dengang, inklusive de der har ambitioner om og lyst til at deltage proaktivt i studenteraktiviteter på instituttet. Når nye medlemmer skulle hverves til AlkymiaAlkymisten, styrende organer og andre studenterinitiativer, var Fredagsbaren stedet man samledes. Således også for tutorer.

Efter studentermødet i Fredagsbaren i det tidlige '86, var situationen den at der var konsensus om en resolution: Tutor arbejdet skulle gribes mere professionelt an og målrettes. Og forresten: Når Bioteknologi studerende og Datakemi studerende reelt ikke havde fag til fælles med andet end andre kemikere, på den Matematisk/Fysiske faggruppe, var det meningsløst at de skulle tvinges på ruskursus med hold fra fag som Dat/Mat eller Dat/Fys. -Studerende med hvem de intet fællesskab havde (til gengæld havde de kvindelige studerende, hvilket kunne få især Datalogi studerende til at kæmpe for Rusture med kemi-hold i almindelighed og Bioteknologi-hold i særdeleshed).

Det måtte, alt andet lige, være vigtigere at bioteknologerne og datakemikerne kom på Ruskursus med studerende som de havde et fællesskab med. Dvs. andre kemikere! Hvis det er fællesskab og Corps d'esprit der havde fejlet for '85 årgangen, så var det der vi skulle gribe det an.

Ergo ville vi have alle kemikere afsted på ruskursus, sammen. Derudover, var der faktisk ikke nogen mening i at vi ikke begyndte at planlægge vore egne arrangementer i semesterstarten, på Kemi. Havde vores Ruser for en stor dels vedkommende ikke netop fået at vide at de var uønskede i en velkomsttale? Hvor svært kunne det være selv at arrangere officielle velkomster som var mere... øhh... "Velkommende"? Om vi så totalkiksede et velkomstarrangement, kunne det vel ikke være værre end det "Forsvind" der havde mødt bioteknologerne og datakemikerne i ‘85!

Og ud fra den devise, blev det  besluttet at få samlet alle kemikere som var interesserede i at arbejde som tutorer ved den kommende semesterstart, så vi kunne sørge for at der var internt og så skrive et brev til studienævnet samt til instituttet, hvor beslutningen om at decentralisere semesterstarts arrangementer blev bekendtgjort.

Brevet blev forfattet af initiativtagerne, sammen med en enkelt eller to af de nye håbefulde førstegangs-tutorer der var blevet trommet sammen. Og det blev, for en tid, denne Troika som styrede slagets gang.

"Hvad skal barnet hedde?"

Det var meningsløst at underskrive som enkeltpersoner. For hvad pokker betyder mon det? At et dusin studerende er blevet enige om et initiativ? Enhver kan vel tromme et dusin studerende sammen og forfatte et brev...

Det umiddelbare navn blev "Rustutorer på Kemi" (men forfattet med den indledningsvist omtalte stavefejl) og forkortet RTK. Og under det navn, kundgjordes hensigten om selv at organisere store dele af semesterstarten og rusturen.

Brevet blev sendt til institutbestyrelsen på Kemisk Institut, samt til Studienævnet (som havde det formelle ansvar m.h.t. studiestartsprogrammet og rusturene).

Et egentligt formelt brud med resten af Mat/Fys-faggruppen, var ikke i tankerne, i første omgang. Dels, fordi vi ikke havde det som umiddelbar hensigt, og dels, fordi, vi ikke var klar til det, organisatorisk. Der var bl.a. et problem med reservering af hytter til Rusturen. -Det var for sent for det år!

Idégrundlaget var forholdsvist simpelt: Semesterstarten skulle være fagrelevant! Den skulle have faget kemi som omdrejningspunkt og gøre Kemisk Institut til de studerendes sociale base. Den skulle være underholdende ("Det skal være sjovt at...!") og der skulle være et indhold som gør det spændende og som kunne vinkle kemifaget.

Det blev, ad åre, tilvejebragt bla. ved at invitere foredragsholdere, udefra, som behandlede kemi i sammenhænge som var interessante. Blandt de første vi inddrog i semesterstarts arrangementer, var lederen af konservatorafdelingen på Moesgård Museum, Dr. Jesper Trier, som gav et fremragende foredrag om arkæologisk konservering, kombineret med anekdoter fra hans hobby som opdagelsesrejsende i Thailands regnskove. Vi arrangerede et foredrag om kemiens historie ved en licentiatstuderende fra Videnskabshistorie. Og vi involverede medlemmer af det videnskabelige personale på instituttet i semesterstarten og dens planlægning. I den forbindelse ikke mindst lektorerne Rita Hazell og Jens Nyborg som vi alle fra dengang er megen tak skyldig for altid beredvillig assistance.

I en periode gjorde vi også brug af lektor-staben bag Bioteknologi og Datakemi linjerne. De fik skemalagt plads iløbet af semesterstartsugen til at mødes med Ruserne og fortælle om idégrundlaget bag linjerne. (Ihukommende den énsidige "Uvelkomst" fra systemets side i '85!).

Kapitel 4: Kemitutor Foreningen bliver til

Semesterstarten i 1986 blev både en begyndelse og en afslutning.

Det var det første år Kemi kørte de-facto selvstændigt. Det blev også året hvor styregruppen - Troikaen - røg ind i et forrygende internt skænderi som resulterede i et brud, i løbet af semesterstarten. Det blev ikke bedre på rusturen, hvor 86 kemikere drog til en hytte i Grenå med, viste det sig, sengepladser (og derfor brandtilsynets tilladelse) til 65 personer. Det fandt vi en mindelig løsning på, internt, men ejeren af hytten fik nys om det og blev vred (Og ejeren var Grenå Politi!)

Læren af Troikaens sammenbrud, var erkendelsen af det betimelige i at organisere tutorgruppen, formelt. Og således blev det besluttet at starte en forening med vedtægter og alle formalia på plads.

Så hvor Troikaens sammenbrud var en træls historie for de implicerede personer, mens balladen stod på, havde den udtjent sin rolle og dens opløsning var en nødvendighed for initiativet i det lange løb: Det åbnede for at foreningen kunne blive til og udvikle sig på sine egne præmisser og åbnede i realiteten for en ny kreativ opblomstring.

Igen, skulle "barnet" have et navn, og det blev Kemitutor Foreningen (KTF) som nu fik en bestyrelse og stensatte retningslinjer. Den oprindeligt lukkede kreds af beslutningstagere ekspanderede til at bestå af en valgt bestyrelse. Inderkredsen af initiativtagere i tutorgruppen blev således udvidet voldsomt fra oprindeligt 3, til nu at bestå af en bred vifte af tutorer.

Af i hvert fald i opstartsfasen vigtige beslutninger, var indledningsvis selektion af tutor materialet (med det ene af '85-årgangens bioteknologiholds deroute i behørig hukommelse). Adgangsbegrænsningen og selektionen til tutorhvervet foregik uformelt, men de-facto. Derudover foretog man en decentralisering af beslutningsmyndigheden til emnegrupper, med ét bestyrelsesmedlem i hver gruppe som ansvarlig overfor bestyrelsen. Der var grupper til at udarbejde en Ruspjece, skemalægge den første uge, planlægge Rusturen osv. Der var også ydermere en ad-hoc gruppe af interesserede frivillige som kunne lege med idéer til hvad man simpelthen syntes kunne være sjove nye initiativer.

-Én ting var at der skulle være styr på tingene. Men så skulle der også være højt til loftet! Så hvis nogen havde idéer og lyst til at bakse med nye tiltag (især gerne overraskende - et eller andet der indeholdt en vis "Wauw"-faktor!), skulle der ikke bare være plads til det - det skulle tilskyndes! (Det blev, i min tid, til f.eks. at invitere den daværende undervisnings- og forskningsminister Bertel Haarder, samt industrimagnaten Haldor Topsøe, til at holde oplæg i semesterstartsugen).

Især det sidste kan koste penge og penge havde vi ingen af. Så en anden nyskabelse som blev indført, var sponsorering. Det var lidt af et helligbrøde, dengang, hvor erhvervsliv var et tabu som ingen ville røre med en ildtang. Reaktionen fra os, var at det i sig selv kunne være grund nok til at bryde det. Hvad er tabuer ellers til for? Hvor udbredt det er, i dag, på faggrupper på universiteterne rundt omkring, skal jeg ikke kunne sige. Men vi var de første der førte idéen om at "privatisere" finansieringen af semesterstarts arrangementerne, ud i livet. (hvilket bl.a. i en periode indbefattede at lade en kemivirksomhed præsentere sig som en officiel del af semesterstarts arrangementet).

Et af de første ting vi begyndte at brugte penge på, var en lille genialitet med at arrangere et "krisemøde" blandt tutorer, den første aften i semesterstarten, med fælles spisning og et glas vin eller tre dertil.

Det var tænkt som et møde hvor elementer som ikke fungerede eller truede med at løbe af sporet, i løbet af den første dag, kunne bringes på bane til diskussion og rettes i en fart. Der viste sig heldigvis aldrig noget af betydning at diskutere (hvad der var, kunne typisk ordnes på 10 minutter), i de år jeg var del af tutor gruppen. Krisemødet blev i egentlige krisers fravær i stedet til et socialt arrangement hvor vi fik skyllet støvet fra førstedagens strabadser ned og fejrede at vi var kommet godt i gang, og stemningen var altid løssluppen. Det var faktisk et hammergodt initiativ med et afslappet socialarrangement i tutorgruppen, netop "mens krudtrøgen hænger tykkest over slagmarken". Det var måske det enkeltarrangement i løbet  af hele sæsonens tutorarbejde som mere end noget andet, medvirkede til at fasttømre en musketérånd og kollegialitet  på tværs blandt tutorerne og var i de første år en væsentlig bestanddel af mantraet "Det skal være sjovt at..."

Kapitel 5: Materialeteknologi-linjen

I slutningen af firserne blev det besluttet, mellem grupper af lektorer og professorer på hhv. Kemisk Institut og Fysisk Institut at oprette en Materialeteknologi-linje. Den var tænkt som specialisering af Kemi-Fysik linjen og der var på førstedelen af studiet var, et væsentligt sammenfald med den arkaeiske Kemi-Fysik linje. Bl.a. var førsteåret identisk, de to linjer imellem.

Pjecer til promovering af linjen var blevet produceret og sendt ud til gymnasieskolerne.

Hvad imidlertid ingen havde haft fantasi til at forestille sig, var at linjen blev underkendt som selvstændig linje med egen tilmelding og eget optag, af undervisningsministeriet.

I planlægningsfasen af semesterstarten, stod KTF således med et dilemma.

Vi havde forberedt os på at Materialeteknologi-linjen var i støbeskeen og nu havde ministeriet pludseligt lukket for det varme vand. Vi kunne i grunden droppe bolden og lade den ligge. Ministeriets afgørelse var jo ikke vores problem. Vi diskuterede alternativet: Hvis gymnasieskolerne, og dermed ansøgerne, var bekendte med Materialeteknologi-linjens eksistens, var det også muligt at flere af de optagne kemi-fysik studerende på den kommende årgang havde valgt studiet af samme årsag. Når nu instituttet var blevet afslået et specificeret optag på linjen, var der så noget vi kunne gøre for at komme instituttet og initiativet til undsætning? Hvis der var interesserede i Materialeteknologi-linjen blandt den nye årgang, skulle vi forsøge at finde dem og putte dem på samme hold?

Vi kunne ikke forlods vide noget om hvor mange (hvis overhovedet nogen) ville komme med et forlods kendskab til linjens eksistens, når den netop ikke fik tildelt separat tilmelding og optag. Ergo skulle et hold, hvis vi i tutorgruppen besluttede os for at "oprette" det, i praksis gøres ved en opfølgende opspaltning af Kemi-Fysik linje og holdene kunne derfor ikke sættes førend selve semesterstartens førstedag:

Vi måtte afvente den første dag i semesterstarten, forklare situationen, når auditoriet til velkomst arrangementet var fyldt op med de nyoptagne studerende. Derefter, tilbyde de der enten var kommet pga. materialeteknologi linjen, eller ved nu at høre om den, gerne ville på et Materialeteknologi-hold, at markere det på en omdelt blanket - og så skulle det gå stærkt:

Mens den officielle velkomst ved tutorforening og institutbestyrer foregik, måtte et udrykningshold i største hast aflæse de udfyldte og indsamlede blanketter og ud fra resultatet, sammensætte holdene. Vi ville med andre ord have een time på semesterstartens første dag mellem kl. 9 og 10, til at gennemføre holdplanlægningen for årgangen af Kemi-Fysik linjen "on the fly", og så i øvrigt improvisere.

-På papiret, et logistisk mareridt, men en opgave vi mente os professionelle nok til at udføre og som vi besluttede var risikoen værd. Vi havde forlods aftalt hvem i tutorgruppen der skulle tage et eventuelt hold. Og så måtte vi spille efter gehør m.h.t. til tilrettelæggelse af differentierede aktiviteter i semesterstartsugen for dette hold eller under-hold. Alt sammen såfremt ifald der overhovedet blev et. Af samme grund "gik vi stille med dørene". Ikke fordi det var en hemmelighed, men fordi vi ikke forlods kunne vide noget om udfaldet og om der overhovedet blev noget at snakke om.

Holdplanlægningen blev nået på den afsatte time. Igen med behørig tak til Rita Hazell som stillede sig til rådighed og derfor naturligt nok tog kommandoen over de tutorer som var afsat til den del af projektet. Og det viste sig at der blandt de nyimmatrikulerede Kemi-Fysik studerende var et vist forhåndskendskab til Materialeteknologi som fag-linje og der blev faktisk nøjagtigt et rent Materialeteknologi hold ud af missionen. Herefter gik så budet til de implicerede parter i Materialeteknologi-projektet fra hhv. Kemi og Fysik, som blev tilbudt muligheden for specifikt at tage dette hold til TØ i førsteårsfagene i kemi og fysik samt i øvrigt at introducere sig selv og linjen for de studerende på det oprettede hold (med en forsigtig henstilling, omhandlende at der var tale om rene interesse-tilkendegivelser og derfor ikke at "dømme" resten af Kemi-Fysik årgangen på deres valg). Så nu var bolden kastet tilbage til lektorstaben og så måtte de afgøre hvad de ville gøre med den. (Spille bold, naturligvis! De greb den mulighed de fik og tog den, derfra).

Det blev et "Mission Accomplished" for KTF og idégrundlaget bag foreningen, som ved denne lejlighed beviste sit værd på en måde som alle umiddelbart kunne forholde sig til: At viljen til at gøre en forskel kan flytte hegnspæle. -Og det var jo det man havde sat sig for, dengang foreningen startede i '86! Man ville gøre en forskel. Man ville flytte hegnspæle. Og det havde vi gjort!