En freemover er en studerende, der tager et semester ved en udenlandsk uddannelsesinstitution uden for en formel udvekslingsaftale mellem hjem- og værtsuniversitet. Opholdet arrangeres af den studerende selv uden støtte fra fakulteterne og International Uddannelse på AU, og der betales ofte fuld studieafgift til værtsinstitutionen.
Begrebet freemover anvendes primært i Europa. Internationale betegnelser for tilsvarende studieophold omfatter for eksempel Study Abroad (Australien og New Zealand), non-degree student (USA og dele af Asien), guest student og visiting student.
Da du selv skal stå for hele ansøgningsprocessen og kontakten til værtsuniversitetet, skal du starte i god tid - gerne op til et år i forvejen. I nogle tilfælde vil ansøgningsfristen til værtsuniversitetet ligge allerede inden ansøgningen om en udvekslingsplads via AU. Du skal sikre dig, at du opfylder ansøgningskravene (f.eks. sprogkrav), og sørge for at få ansøgt til tiden.
Når du vælger dit værtsuniversitet, bør du overveje kriterier som geografi, akademisk kvalitet, pris og hvilke fag du kan få overført til dit studieprogram på AU.
Husk, at AU ikke kan bistå med forhold på værtsuniversitetet, og at ansvaret for kontakt og opfølgning ligger hos dig som studerende.
Kontakt værtsuniversitetet og/eller undersøg værtsuniversitetets hjemmeside for at finde information om deadlines, ansøgningsprocedure, priser, optagelseskriterier, boligmuligheder og fagudbud. Find ud af, hvor meget du skal betale i undervisningsafgift. AU kan ikke bistå med hjælp og kontakt til universitetet.
Du skal sikre dig, at værtsuniversitetet er opmærksom på, at du søger som freemover og ikke som enten udvekslingsstuderende via en AU-aftale eller som fuldtidsstuderende.
Som freemover skal du søge om forhåndsgodkendelse og endelig meritoverførsel af fag. Det skyldes, at de fag, du tager i udlandet, skal tælle som en del af dit studieprogram på AU.
Læs mere om forhåndsgodkendelse og merit på din studieportal.
Når du søger om studieophold som freemover på et universitet, som AU ikke har en samarbejdsaftale med, kan AU ikke garantere den faglige kvalitet, kursusniveauet eller relevansen af udbuddet på det pågældende universitet.
Mange universiteter og private agenter, som rekrutterer studerende til semesterophold, er dygtige til at markedsføre deres tilbud. Det er dog dit eget ansvar at sikre, at kursernes faglige indhold, niveau og omfang lever op til AU’s krav, og at der kan opnås merit efter endt ophold. Der kan være tilbud, som markedsføres af private agenter, der ikke fagligt kan godkendes af AU.
At søge om forhåndsgodkendelse af fag til et freemover-ophold kan derfor indebære en større usikkerhed end et studieophold inden for AU’s godkendte udvekslingsaftaler, hvor både fagligt niveau, merit og kvalitet så vidt muligt allerede er kvalitetssikret af AU.
Du kan kun indsende én ansøgning om forhåndsgodkendelse ad gangen. Det er derfor ikke muligt at søge om godkendelse i forbindelse med en udvekslingsplads via en AU-aftale og et freemover-ophold samtidig.
Gennem udlandsstipendieordningen kan studerende med ret til dansk SU få tilskud til at betale studieafgift (tuition) i udlandet, hvis de rejser som freemovere.
Bemærk at stipendiet ofte kun dækker en del af udgifterne, og at du som freemover kan risikere at skulle betale en betydelig del af opholdet selv. For eksempel kan et freemover-ophold i USA koste omkring 45.000 kr. per semester i tuition fees, mens udlandsstipendiet typisk udgør ca. 25.000 kr. per semester. Det betyder, at du som studerende selv skal betale omkring 20.000 kr. af opholdet. Udlandsstipendiet har forskellige takster alt efter, hvilke fag eller hvilken uddannelse du skal læse i udlandet. Du kan finde satsen for din uddannelse her.
Læs mere om stipendiet under fanen "Udlandsstipendiet" i menuen.