Dispensationsansøgninger

Eksempler på hvad du kan søge dispensation for

Du har mulighed for at søge studienævnet om dispensation fra regler på din uddannelse.

Du kan for eksempel søge dispensation, hvis du:

  • Har opbrugt dine eksamensforsøg
  • Har brug for at få udsat fristen for at bestå din førsteårsprøve
  • Kommer til at overskride din maksimale studietid
  • Har behov for særlige prøvevilkår, fx ekstra tid
  • Har brug for at blive afmeldt undervisning eller eksamen efter fristen 
  • Har behov for at blive holdsat på ny


Det kan også være andre ting - listen er ikke udtømmende.

Det er vigtigt at nævne, at du skal have en god grund til at søge dispensation, for at den kan blive imødekommet. Læs mere herunder. 

Hvad skal der til for at du kan få dispensation?

Studienævnet kan kun give dispensation, når det er begrundet i usædvanlige forhold (se boks nedenfor).

Derfor det vigtigt, at du begrunder din ansøgning og vedlægger relevant dokumentation for de usædvanlige forhold, som studienævnet skal vurdere din ansøgning på.

Når du ansøger om dispensation, skal du:

  • forklare hvad årsagen er til, at du ikke kan følge den givne regel
  • beskrive omstændighederne - hvad er dine usædvanlige forhold?
    (se evt. boksen nedenfor om usædvanlige forhold)
  • vedlægge relevant dokumentation, som understøtter din forklaring - det kan for eksempel være en lægeerklæring


Studievejledningen kan hjælpe dig

Det er en god idé at kontakte studievejledningen, inden du søger dispensation. Især hvis det er første gang, du skal søge.

Studievejledningen kan hjælpe dig med at finde ud af, hvad der er relevant for din ansøgning.

Hvad er usædvanlige forhold?

Et usædvanligt forhold er typisk:

  • noget du ikke har kunnet forudse
  • noget du ikke kan gøre for
  • noget du ikke kan planlægge dig ud af eller indrette dig efter
  • noget der forhindrer dig i at følge en given regel
  • noget der rammer dig, og som ikke normalt sker for studerende

Det er ikke muligt at opstille en udtømmende liste over, hvad der kan betragtes som usædvanlige forhold, da vurderingen altid vil afhænge af de konkrete omstændigheder og konteksten.


Eksempler

Eksempler på forhold, der tidligere er fundet usædvanlige:

  • sygdom hos den enkelte studerende
  • alvorlig sygdom eller dødsfald i den enkelte studerendes nærmeste familie


Eksempler på forhold, der tidligere ikke er fundet usædvanlige

  • forsinkelse på grund af offentlige transportmidler
  • at den studerende gerne vil på ferie
  • at den studerende har fået tilbudt et job eller en praktikplads
  • at den studerende ikke kendte til reglerne for den studerendes uddannelse

Sådan gør du

  1. Log ind på mitstudie.au.dk og tryk på den knap, der hedder "Ansøg hos dit studienævn". 
  2. Udfyld ansøgningsskemaet med dine egne ord:
    Du skal skrive, hvad du søger dispensation fra, og hvad du ønsker at opnå med ansøgningen.
  3. Vær omhyggelig med begrundelsen - det er den, der skal tydeliggøre, hvorfor du bør få dispensation. 
  4. Vedhæft dokumentation, fx en lægeerklæring
  5. Send
  6. Svar på din ansøgning kommer i e-boks

Der er en officiel behandlingstid på 4-6 uger, men alt efter sagens kompleksitet og hvor mange sager, der er til behandling, kan det gå væsentligt hurtigere. Vi bestræber os på at behandle alle ansøgninger så hurtigt som muligt. 

Dokumentation og lægeerklæringer

Som nævnt flere steder er det nødvendigt, at du dokumenterer dine usædvanlige forhold, hvis studienævnet skal kunne give dig en dispensation. 

I mange tilfælde vil dokumentationen være en lægeerklæring, som dokumenterer, at du er syg, eller den kan dokumentere, hvordan dine usædvanlige forhold påvirker dig. 

Læs mere om lægeerklæringer og krav til din lægeerklæring her.

Dokumentation kan også i nogle tilfælde være andre ting - det kan fx være en udtalelse fra en speciallæge eller psykolog, en kopi af din indkaldelse til operation eller andet. 

Frist for ansøgning


Du skal sende din ansøgning hurtigst muligt.

Gerne senest 4 uger før et planlagt studienævnsmøde - på den måde kan du være sikker på, at den kan nå at blive behandlet på mødet.

Behandlingstiden er op til 4-6 uger, dog ofte kortere.

Se hvornår studienævnet har møde her