Forskningsår

Forskningsåret er et 1-årigt forløb, der er henvendt til dig, som læser medicin eller odontologi. Forløbet giver dig mulighed for at prøve kræfter med sundhedsvidenskabelig forskning, og afsluttes med et valgfrit videnskabeligt produkt efter aftale med hovedvejleder.

Et forskningsår er en unik mulighed for at dykke dybere ned i et emne og komme tættere på forskere og forskningens verden. Får du blod på tanden, kan du senere udvide med et ph.d.-studium, f.eks. en kandidat-ph.d.

Et forskningsår giver dig mulighed for at:

  • Prøve kræfter med forskningens verden under dit studie
  • Kombinere dit forskningsårsprojekt med din bachelor- eller kandidatafhandling
  • Få et unikt forspring på vejen mod en ph.d.

Opbygning

Forskningsåret består af ét års forskningsarbejde ved et af fakultetets institutter eller kliniske afdelinger, og afsluttes med et valgfrit videnskabeligt produkt efter aftale med hovedvejleder.

I løbet af forskningsåret gennemfører du under vejledning et nærmere defineret projekt, der giver dig mulighed for at lære relevante metoder, få kendskab til videnskabelig litteratur etc. Under dit forskningsår har du orlov fra dit kandidatstudium.

Du kan under dit forskningsår deltage gratis i ph.d.-kurser på Health i det omfang der er ledige pladser. Kurserne vil  kunne give merit i et senere ph.d.-studium. I forbindelse med et senere ph.d.-studium, kan du desuden søge om merit i uddannelsen på baggrund af det gennemførte forskningsår. Det vil afkorte dit ph.d.-studium til 2½ år.

Ophold ved en udenlandsk institution kan indgå som en del af forskningsåret.

Du kan læse mere om forskningsårets opbygning på Forskeruddannelsens hjemmeside:

Ansøgning og orlov

Søger du om indskrivning på Forskningsåret, skal du være opmærksom på følgende:

Der er to årlige ansøgningsrunder, og du kan påbegynde dit forskningsår enten 1. februar eller 1. september, så det følger semestrene på din uddannelse.

For at du kan påbegynde dit forskningsår, skal følgende punkter være opfyldt:

  1. Du ansøger om indskrivning på Forskningsåret ved Forskeruddannelsen inden for fristen - se ansøgningsfrister her.
  2. Du skal tilmelde dig undervisningen for det kommende semester som alle andre. Du holdsættes dog ikke, før HE Studier ved, om du indskrives som forskningsårsstuderende eller ej.
  3. Du får a) tilsagn om indskrivning på forskningsår eller b) afslag og herefter holdsættes du på dit semester.
  4. Du søger om orlov efter tilsagn om indskrivning via mitstudie.au.dk. Læs mere om Vejledning om orlov her.  
  5. Efter din orlov er bevilget, bortfalder undervisningstilmeldingerne på din uddannelse

Alle disse trin skal falde på plads inden påbegyndelse af det semester, hvor dit forskningsår starter.

FAQ om Forskningsåret

Q. Jeg er blevet indskrevet som forskningsårsstuderende og skal søge orlov på Studieselvbetjeningen STADS. Hvornår skal jeg det, og i hvilket tidsrum skal jeg søge orlov? Hvad er det, jeg søger orlov fra?

A. Det er korrekt, at du skal søge orlov. Du skal søge, så snart du modtager tilsagn om indskrivning på Forskeruddannelsen. Ved ansøgning om orlov vedlægger du dokumentation for indskrivning på Forskningsåret. Her er det automatisk genererede svar, som du modtager i en mail, tilstrækkeligt. Er du blevet indskrevet som forskningsårsstuderende på et andet dansk universitet gælder det samme: Du skal vedlægge det indskrivningsbrev, du har modtaget som dokumentation. Når du har orlov fra studiet, kan du ikke modtage SU, og du kan ikke deltage i prøver eller omprøver på din uddannelse. Læs mere om orlov her.

Q. Skal jeg selv tilmelde mig når jeg skal begynde igen på universitetet. 

A. Ja, du skal selv tilmelde dig undervisningen i tidsrummene 1.-5. november for undervisning i forårssemesteret og 1.-5. maj for undervisning i efterårssemesteret. 


Q. Jeg har søgt om indskrivning på et forskningsår til næste semester, men jeg ved endnu ikke, om jeg har fået bevilling til det. Jeg er tilmeldt undervisningen næste semester, men jeg håber på, at jeg ikke skal deltage i det. Hvornår kan/skal jeg søge orlov fra studiet?

A. Det er rigtigt, at du er tilmeldt undervisningen for næste semester, selvom du søger om indskrivning på et forskningsår. Så snart du får bekræftet din indskrivning på Forskningsåret, går du på mitstudie.au.dk og søger orlov, som kan blive bevilliget dags dato. Bemærk dog, at orlov ikke kan søges med tilbagevirkende kraft. HE Studier sørger for, at du afmeldes undervisning og eksamen.

 

Q. Jeg ønsker at anvende mit forskningsårsprojekt i mit speciale. Hvordan sikrer jeg, at det formelle er i orden omkring det? 

A. Har du læst alt det, der står på denne side på Studieportalen om Specialeopgaven?

 

Q. Hvem kan jeg skrive til, hvis jeg stadig har spørgsmål?

A. Du kan kontakte Forskeruddannelsen pr. mail eller læse mere på hjemmesiden.