Aarhus BSS samles på én campus i Aarhus

Snart er alle studerende på Aarhus BSS i Aarhus samlet i Universitetsparken og Universitetsbyen, når studerende fra Institut for Virksomhedsledelse og Institut for Økonomi flytter fra Fuglesangs Allé til Universitetsbyen. Du vil derfor møde flere studerende på campus, så tag godt imod dem.

Universitetsbyen. Foto: AU Foto

Allerede i december og januar vil du opleve, at der er flere studerende på campus. Da grupperum og studiepladser på Fuglesangs Allé lukker i december, vil der være flere studerende, som bruger faciliteterne i Universitetsparken. Eksamener vil finde sted både i Universitetsparken og i Universitetsbyen.  

Ved semesterstart 2026 er alle Aarhus BSS-studerende i Aarhus samlet på én campus.  

Universitetsbyen er for alle 

Universitetsbyen er i en rivende udvikling, og der sker rigtigt meget lige nu for at gøre det hele klart til indflytning. De nye faciliteter i Universitetsbyen er ikke kun for de studerende fra Fuglesangs Allé - de er for jer alle. Så din campus er blevet større, og der er sørget for, at den er let at komme til. De tre passager under Nørrebrogade fører dig nemt til Universitetsbyen. Her kan du blandt andet købe din frokost i caféen (bygning 1791 eller bygning 1790) eller bare nyde alle de nye, flotte faciliteter på begge sider af Nørrebrogade.  

Læs mere om campusudvikling, og se et kort over det nye campusområde