Pause pga. Barsel

Mulighed for barsel

Hvis du undervejs i dit studie bliver forælder og ønsker at holde barsel, har du to muligheder for at holde pause:  

  1. Dispensation til at holde barsel (barsel med SU) 
    Mange studerende vælger denne løsning, da den giver mulighed for at planlægge et fleksibelt studieforløb, hvor du enten kan holde helt fri fra studiet eller deltage i enkelte kurser og eksamener. Du kan læse mere om dette under afsnittet "Sådan søger du dispensation til at holde barsel". 

  2. Orlov fra studiet (barsel uden SU) 
    Hvis du vælger at holde orlov, kan du ikke følge undervisningen eller gå til eksamen. Du kan heller ikke modtage SU (heller ikke SU-fødsels-støtte). Du kan læse mere om orlov fra studiet under "Orlov" i venstremenuen.

Lav en plan med en studievejleder 

Du kan få hjælp af en studievejleder til at lave en plan for din barsel og dit videre studieforløb. Du kan finde din studievejleder under "Studievejledning" i venstremenuen.

Hvor længe kan du holde barsel?

Når du søger om dispensation til at holde pause fra studiet på grund af barsel, så har du mulighed for at planlægge dit studieforløb på en fleksibel måde. Du kan for eksempel vælge at holde helt fri fra studiet eller du kan deltage i enkelte kurser eller afslutte nogle eksamener, hvis det passer ind i dit studieforløb. 

Mor

Du har mulighed for at holde pause fra dit studie på grund af barsel i op til 2 semestre. 

Du kan tidligst påbegynde din barsel i det semester du har termin.

Vær opmærksom på SU-reglerne for barsel, som du kan læse mere om på SU's hjemmeside

Far/Medmor/Medfar

Du har mulighed for at holde pause fra dit studie på grund af barsel i op til 2 semestre. 

Vær opmærksom på SU-reglerne for barsel, som du kan læse mere om på SU's hjemmeside

Enlig forsørger/adoption

Du har mulighed for at holde op til 2 semestre pause fra dit studie på grund af barsel.  

Du kan tidligst starte din barsel i det semester du har terminsdatoen/adoptionsdatoen. 

Vær opmærksom på SU-reglerne for barsel, som du kan læse mere om på SU's hjemmeside

Sådan søger du dispensation til at holde barsel

Du kan få dispensation fra reglen om maksimal studietid og inaktivitet, hvis du skal på barsel. Du kan få udsat din maksimale studietid i op til 2 semestre på grund af barsel, og du kan få afmeldt eksamener efter afmeldingsfristen. 

Du søger dispensationen via mitstudie.au.dk. Du finder dispensationsskemaet under “Ansøg hos dit studienævn”. 

Hvad skal du søge om?

I ansøgningsskemaet skal du søge om 

  • Udsættelse af din maksimale studietid (Hvor mange semestre søger du om?)  

  • Afmelding af tilmeldte eksamener i barselsperioden 

Hvornår søger du?

Du kan tidligst sende din dispensationsansøgning to måneder før terminsdato. 

Hvilken dokumentation skal du sende med?

I forbindelse med din dispensationsansøgning, skal du vedlægge dokumentation:

  • Vandrejournal (hvis du er den gravide forælder)
  • Fødselsattest (kan eftersendes, hvis der søges dispensation før fødslen)
  • Faderskabs- eller moderskabserklæring (hvis du ikke er gift med den gravide forælder)

Ved adoption:

  • Bekræftelse af adoptionen. Her skal forældres navne fremgå, samt tidspunkt for hjemkomst med barnet

Derudover skal du vedhæfte en ny studieplan, som afspejler,  hvordan du gennemfører dit studie efter din pause pga. barsel.

Et eksempel

Du har fødselstermin i oktober måned, og du vil gerne holde pause i 2 semestre. Du ønsker dog at deltage i en enkelt eksamen i januar. De andre eksamener i eksamensperioden vil du gerne afmeldes. 

Sammen med din studenterstudievejleder (eller faglige vejleder for diplomingeniører) lægger du en plan for, hvilke eksamener du deltager i og sammen laver I en ny studieplan. På mitstudie.AU.dk søger du om dispensation til at følge den nye studieplan og blive afmeldt eksamener.

Vi anbefaler, at du orienterer dig i reglerne for SU-fødselsklip.

SU under barsel

Inden du holder barsel bør du orientere dig i regler for SU. Vær opmærksom på, at der er kommet nye regler for SU under barsel gældende fra august 2022. 

Sygdom i forbindelse med graviditet

Graviditet og barsel er ikke det samme. Graviditet betragtes ikke i sig selv som et usædvanligt forhold og kan derfor ikke begrunde en dispensation. 

Hvis du i graviditeten oplever gener/sygdom, kan du søge dispensation særskilt for dette. Dette kræver, at der er tale om ’usædvanlige forhold’, og at du kan dokumentere disse forhold. 

Barsel under Bachelor- og specialeforløb

Bliver du forælder under bachelor- eller specialeperioden, kan du søge om dispensation til at sætte perioden i bero i det antal måneder, du ønsker at holde barsel: 

Du kan maks. sætte bachelor- eller specialeperioden i bero i 12 måneder. 

Husk at opdatere din specialekontrakt, når du har fået dispensation til at holde pause fra studiet på grund af barsel. 

Du skal desuden huske at sikre dig, at din afleveringsfrist for specialet bliver udsat, når du går på orlov.

Et eksempel

Jette skal skrive et 30 ECTS speciale og begynder specialeperioden den 1. februar. Hun har termin den 15. april og ønsker at afholde barsel i 12 måneder startende fra den 15. marts. 

Jette genoptager specialeperioden den 15. marts året efter og har derfra 2,5 måned til at gøre specialet færdigt. 

Den nye afleveringsfrist er den 1. juni. 

Den maksimale studietid bliver udsat med 2 semestre. 

Ændring af barselsplaner undervejs

Hvis dine barselsplaner ændrer sig, har du mulighed for at søge en ny dispensation, så længe dine planer holder sig inden for retningslinjerne. 

Et eksempel

Du har søgt om dispensation til at holde barsel i 1 semester. Undervejs finder du ud af, at du gerne vil have 2 semestres barsel. I den situation skal du igen søge en dispensation via mitstudie.au.dk. Det gælder også, hvis du gerne vil forkorte din barsel. 

Vi vil anbefale, at du i tilfælde af ændrede forhold omkring din barsel tager en snak med SU-kontoret.