Spansk - konversationskursus

Ansøgning til sprogkurser i efterårssemesteret 2026 er nu åben

Deadline for at søge om en plads er 31. juli 2026.

Formål og indhold

Formålet med kurset er at videreudvikle dine sproglige kompetencer, så du kan kommunikere flydende, nuanceret og sikkert på spansk i både faglige og sociale sammenhænge.

Kurset henvender sig til dig, der allerede har et solidt kendskab til sproget, og som ønsker at styrke din evne til at deltage aktivt i komplekse samtaler og formidle dine synspunkter klart og præcist.

Kurset omfatter:

  • Mundtlig kommunikation med fokus på præcision og nuancering
  • Konversationer og diskussioner på spansk
  • Spansk i sociale, professionelle og akademiske sammenhænge
  • Samfunds-, erhvervsmæssige og kulturelle forhold i de spansktalende lande
  • Interkulturel forståelse og kommunikation - hvordan navigerer man mellem kulturer?
  • Grammatik efter behov
  • Online værktøjer til selvstændig videreudvikling af dine spanskkundskaber

Kurset sigter mod, at du kan kommunikere flydende og sammenhængende på spansk med høj grad af sikkerhed. Du kan deltage i møder og forhandlinger, faglige og sociale samtaler, diskussioner og telefonsamtaler, og at du kan holde mindre deskriptive og fortolkende eller narrative oplæg og svare på efterfølgende spørgsmål.

Undervisningen foregår på spansk. 

Undervisningsgange

Kurset omfatter 10 undervisningsuger med 2 timer ugentligt + 2 weekendworkshops á 5 timer. Information om undervisningsdage følger. 

Information om undervisningsuger og lokale vil fremgå af kursets læringsrum i Brightspace. 

Kurset afholdes med fysisk fremmøde i Aarhus.

Målgruppe og indplacering

Kurset er målrettet studerende, der som minimum har enten begynderspansk fra gymnasiet på A-niveau eller fortsætterspansk på A- eller B-niveau. Du er velkommen til at ansøge, hvis du har opnået sprogkompetencer på anden vis. 

Efter ansøgning skal du gennemføre en sproglig indplaceringstest, hvorefter du bliver placeret på det kursus, der passer bedst til dit aktuelle sproglige niveau, forudsat at der er plads på kurset. Du modtager nærmere information om dette via den e-mail du har brugt i forbindelse med ansøgningen.

Kursusbevis

Du modtager et officielt kursusbevis fra Aarhus Universitet ved gennemført kursus.

Der påkræves minimum 75% deltagelse. Der må påregnes minimum 1-2 timers forberedelse.