Humanist med job i kommunikationsbranchen

Hvordan får man egentlig foden indenfor i kommunikationsbranchen? Og hvad kan man helt konkret komme til at arbejde med? Vi har spurgt Lise Wendel Eriksen om hvilke arbejdsopgaver Lise har i sit job og hendes vej ind i kommunikationsbranchen. Lise arbejder som kommunikationspartner og specialkonsulent hos kommunikationsafdelingen på det sundhedsvidenskabelige fakultet, Health, på Aarhus Universitet. Hun er en del af et team, som arbejder med mange forskellige former for kommunikation. Teamet står blandt andet for: intern kommunikation til Health fakultets medarbejdere; ekstern kommunikation til medier og journalister; kommunikation på sociale medier til samarbejdspartnere og interessenter; og så yder de kommunikationsrådgivning til fakultetets ledere. Hver medarbejder har sine styrker i forhold til kommunikationsopgaver, hvilket Lise mener giver god mulighed for faglig sparring på arbejdspladsen. 

Lise arbejder primært med intern kommunikation og ledelsesrådgivning. Det indebærer blandt andet udvikling af fakultetets interne nyhedsbrev, herunder artikelskrivning. Men Lise har også andre opgaver: ”Jeg planlægger og eksekverer kommunikationsindsatser, når nye systemer skal rulles ud til medarbejderne, når store faglige arrangementer skal afholdes eller når uddannelser skal lukkes eller besparelser findes.” Derudover agerer Lise kommunikationspartner for Institut for Odontologi og Oral Sundhed, hvor hun udøver kommunikationshjælp. Hjælpen består blandt andet i kommunikationsparring og -rådgivning til institutledelsen. 

At bruge sine kompetencer fra uddannelsen

Lise bruger mange kompetencer fra sin uddannelse i sit arbejde. Hun føler arbejdet med kommunikation er meningsfuldt og værdiskabende: 

”Jeg har kolleger og venner, som nogle gange siger, at de ville gøre mere gavn som læger eller mekanikere. Sådan har jeg det ikke. Jeg synes, kommunikation er mega meningsfuldt, og at jeg med mit arbejde er med til at skabe stor værdi. Verden ville gå i stå og blive alt for uoverskuelig, hvis der ikke var nogen, der fik tingene til at glide og kunne hjælpe os med at gøre tingene overskuelige og forståelige. Men vi skal selvfølgelig ikke være alt for mange kommunikationsfolk, for så kom vi nok heller ingen vegne. Og så er det virkelig rart, at jeg bruger min uddannelse og mine kompetencer hver eneste dag i mit arbejde.” 

Noget af det Lise har taget med fra sin uddannelse er stor formidlingsindsigt, at arbejde strategisk, målgruppeforståelse samt en stærk skriftlige og mundtlige kommunikationskompetencer Lise mener at disse kompetencer er med til at give hende et stærkt fundament i sit arbejde med kommunikation på universitetet. Lise mener at humanister er gode til at vide hvad der rent faktisk er brug for og hvordan det formidles: ”Som humanist har man god forstand på mennesker, og verden har brug for folk, der kan formidle, tænke kritisk, oversætte og bygge bro. Det er jo også alfa-omega i kommunikationsbranchen.” 

Gode råd

Hvis du kunne tænke dig at arbejde med kommunikation, så er der tre ting, som Lise mener er afgørende: 

  • Den første handler om at få relevant erhvervserfaring, som man kan blande med sin faglige viden. Uanset hvor irriterende det lyder, så er erfaring bare vigtigt. ”Kom ind i kommunikationsafdelinger eller -bureauer allerede under studietiden, og så gør det ikke så meget, at du starter med at lave kaffe eller opdatere hjemmesider, hvis bare du suger til dig, ser hvad de gør og spiller dig selv på banen, når mulighederne byder sig. Det tæller alt sammen, og man lærer hele tiden.” Lise havde blandt andet studiejobs hos P4 Østjylland og De studerendes avis på AU - Delfinen, som gav hende erfaring som var med til at få hende i gang på arbejdsmarkedet, da hun var nyuddannet. 

  • Den anden afgørende ting er, at man skal holde fast i sin faglige ballast. Det handler ikke om at teoretisere alt arbejde eller trække modeller og teoretikere ned over alle opgaver, men som Lise beskriver det: ”Min uddannelse hænger som sådan et baggrundstæppe bag meget af det, jeg laver.  Jeg trækker både bevidst og ubevidst på den meget af tiden.”  

  • Den sidste ting Lise mener er afgørende at holde in mente er: ”at du ikke nødvendigvis er god til at kommunikere, bare fordi du er humanist, men du har gode forudsætninger for at klare dig godt, så bare kast dig ud i det.”  

Det kan derfor være vigtigt at undersøge hvordan dine faglige og personlige kompetencer passer ind i en kommunikationsprofil. Hvilke kommunikationsopgaver mener du, at du kan løse? Det kan være en god ide at sparre med en karrierevejleder, som kan hjælpe dig med at få øje på hvilke kompetencer du har, som du kan bruge i kommunikationsbranchen. At få et studiejob, hvor du kommer til at arbejde med kommunikation, er en mulighed for at få foden inden for døren. Derudover er det er en god måde at finde ud af om du passer ind i kommunikationsbranchen og hvilke typer kommunikationsarbejde, som passer til dig.  

Artiklen er skrevet i april 2023

Lise Wendel Eriksen

  • Uddannelse: Cand.mag. i Kommunikation og Medier (har læst Nordisk Sprog og Litteratur i to år og Medievidenskab i tre år) 

  • Virksomhed: Aarhus Universitet

  • Titel: Kommunikationspartner og specialkonsulent hos kommunikationsafdelingen på det sundhedsvidenskabelige fakultet Health