Humanist med job i IT-branchen

Under Corona-krisen fik mange øjnene op for de digitale muligheder der er, når man må arbejde hjemmefra. Dette skete også for, Cand.it. i informationsvidenskab, Mathilde Heegaard Jespersen som arbejder i IT-afdelingen på Sygehus Lillebælt. IT-branchen er under konstant udvikling, og der dukker hele tiden nye løsninger op, som muliggør nye måder at organisere sig på. Dette sker også inden for sundheds-IT, hvilket kan være med til at skabe et mere effektivt sundhedsvæsen, uden at det sker på bekostning af patientpleje og -omsorg, hvilket er sygehusets kerneopgave. IT-afdelingens arbejde på Sygehus Lillebælt er vigtigt for understøttelse af arbejdet for de ansatte som tager sig af patienterne: 

“IT er en inkorporeret del af arbejdet på sygehuset, og derfor er det selvfølgelig vigtigt, at det sundhedsfaglige personale føler sig godt klædt på ift. brugen af systemerne, så de kan udføre deres kerneopgave - at tage vare på patienterne og sikre, at de får et godt forløb på sygehuset.” 

Mathilde arbejder i et team, hvor kerneopgaverne består i undervisning, vejledning og supportering af det sundhedsfaglige personale i forhold til sygehusets IT-systemer. Mathilde sidder primært med driften af app’en, “Mit Sygehus”, og logistikprogrammet, “Cetrea Clinical Logistics”. 

Hvordan kan man arbejde med IT som humanist? 

Mathilde arbejder på den ene side med opsætningen af det bagvedliggende i IT-systemerne, men underviser og vejleder også det sundhedsfaglige personale i, hvordan de bruger systemerne. Det bagvedliggende arbejde drejer sig om, så vidt muligt, at imødekomme de ønsker sundhedspersonalet har, til hvordan deres arbejdsgang kan forbedres. Mathilde beskriver sig selv som et ‘bindeled’ mellem IT-systemerne, leverandørerne af dem og det sundhedsfaglige personale: 

“[…] jeg skal både kunne forstå personalets ‘sprog’, deres behov og ønsker og kunne omsætte dette, i forhold til hvad, der er teknisk muligt gennem systemerne og somme tider videreformidle dette som udviklingsønsker til leverandørerne.” 

I denne bindeledsfunktion trækker Mathilde på sin uddannelse i Informationsvidenskab. Hun bruger specielt redskaber fra uddannelsen, som kan hjælpe hende med at afdække og forstå arbejdsgange, og omsætte disse til hvad der er muligt i systemerne.  

Allerede da Mathilde var under uddannelse interesserede hun sig for sundheds-IT: 

“[…] hver gang jeg har haft mulighed for det, har jeg undersøgt dette område gennem projekter og opgaver. Jeg skrev både min bachelor og mit speciale i samarbejde med afsnit på Aarhus Universitetshospital, med fokus på IT-understøttet samarbejde, hvor jeg blandt andet undersøgte brugen af den elektroniske patientjournal i forhold til overlevering og koordinering af arbejdsopgaver ved vagtskifte.” 

Mathilde mener, denne erfaring har været en stor fordel i hendes jobsøgning inden for IT-branchen. Derfor er et af Mathildes gode råd til humanister, der gerne vil arbejde med IT, at erhvervserfaring er en god mulighed for at få foden indenfor. Dette kan man blandt andet gøre ved at lave projekter og opgaver i samarbejde med IT-virksomheder eller organisationer. Man kan arbejde med IT på mange forskellige måder og i mange forskellige sammenhænge. Derfor mener Mathilde, at det er særligt vigtigt at være nysgerrig og undersøgende i sin tilgang. “Det er ikke altid virksomhederne ved, at det er sådan nogle som os, de kan have brug for”. Det kan derfor være en fordel at øve sig i at tale sine kompetencer ind i forskellige typer af jobs. 

Humanisternes force 

En af de ting, som Mathilde mener humanister er ekstra gode til, er at forstå organisatoriske processer og arbejdsgange. Humanister har ifølge Mathilde: “evnen til at forstå helheden, hvilket jeg mener er enormt vigtigt i forhold til IT-branchen og udvikling af IT-løsninger.”. For at kunne udvikle brugbare IT-løsninger og få mest muligt ud af disse, så er der brug for nogen, som kan se helheden og ikke kun delene. Derfor synes Mathilde at det bedste ved hendes arbejde er, at få lov til at møde mange forskellige mennesker, med forskellige IT-kompetencer, og bruge sin viden til at hjælpe dem i deres arbejde. Dét er vigtigt for helhedsforståelsen, og gør det muligt at forstå hvilken sammenhæng, IT-løsningerne skal indgå i, for at de faktisk kan bruges i praksis på arbejdspladsen. Ifølge Mathilde er det vigtigt at holde sig for øje; “hvad er det for nogle mennesker, der skal bruge det? Hvilke behov og ønsker har de?”. Netop disse analytiske kompetencer har humanister med sig i ryksækken når de er blevet uddannet.  

Humanistiske uddannelser kan bruges i mange sammenhænge og inden for mange forskellige brancher; også inden for IT-branchen. Så det er vigtigt man ikke glemmer hvor man kommer fra, og hvordan de kompetencer man tilegner sig på uddannelsen, kan bruges i mange forskellige brancher i den ‘virkelige’ verden udenfor universitets mure. Vær nysgerrig, find ud af hvad der interesserer dig og undersøg dine muligheder – det kan give dig indsigt i brancher som ikke umiddelbart virker oplagte og måske være din vej frem. 

Artiklen er fra november 2022

Mathilde Heegaard Jespersen

  • Uddannelse: Cand.it. Informationsvidenskab 

  • Virksomhed: IT-afdelingen på Sygehus Lillebælt 

  • Titel: IT-koordinator og IT-specialist