Lektor ved Mariagerfjord Gymnasium og Aarhus Efterskole

En typisk arbejdsdag

Jeg begynder gerne min arbejdsdag i klasselokalet, hvor jeg samler eleverne og fortæller om timen eller dagens plan. Vi varmer først op, derefter guider jeg evt. et par øvelser, hvorefter eleverne får en lidt større øvelse. Løbende ser vi på arbejdet og reflekterer over meningen/funktionen/præcisionen. Ved de større projekter sætter jeg dem ofte fri til arbejdet og går rundt og konsulterer. Når timen slutter, runder vi af og taler om næste gang. Derefter er der kort tid til kaffe og lidt snak, før næste time begynder.

Når der ikke er timer, så forbereder jeg undervisningen foran computeren. Det kræver fokus på klassen, planen, fremadrettede mål, progressionen og personlige mål for undervisninger. Ellers orienterer jeg mig fremad i forhold til samarbejde og ekskursioner. Hvis jeg arbejder på efterskolen, er der meget arbejde i relationerne (trivselssamtaler/hygge/måltidssnak/alvorlige snakke). 

Hvis vi har gang i en forestilling, vil min arbejdsopgaver være at konsultere og være aktiv blæksprutte og problemknuser, hvis jeg har stile, så sidder jeg gerne en hel dag fra morgen til aften og får da rettet halvdelen af klassens stile. 

Jeg prøver så vidt muligt at holde mine aftner fri for arbejde, så når jeg tager hjem, så tænker jeg lige det sidste på plads. Det kræver, at jeg er lynhurtig og koncentreret, når jeg forbereder mit arbejde og ikke er for kontrollerende i planlægningen, samtidigt med at jeg holder mig læringsmålet for øje. Derhjemme holder jeg fri, men der kører alligevel lidt evalueringer og ideer i hovedet.  

Mine arbejdsopgaver

Tre konkrete opgaver

  • Undervise
  • Forberede undervisning
  • Koordinere undervisning og aktiviteter med andre

Den fedeste arbejdsopgave 

Uh, det er helt klart, når man er ved at være i mål med en stor kreativ opgave, f.eks. en forestilling, hvor alting endelig er faldet godt på plads, og alle er glade og stolte og føler sig fælles, og glæder sig til at vise det frem. Det er et sus!
Ellers er jeg også ret tosset med, når elever pludselig får en aha-oplevelse, man kan høre som et udbrud - eller da 40 elever klappede begejstrede efter et Powerpoint om Giddens – what mand, man skulle tro, det var umuligt.

Min vej fra studie til job

Ok, vejen var som alle gode veje, rimelig knudret og med bugtninger.
Jeg var ikke blevet færdig med mit speciale, som tog hundrede år (eller 3 år i alt) at få på plads, fordi jeg undersøgte sammenhængen mellem naturvidenskab og litteratur, og der var gået nørd i den. Så jeg besluttede at tage en pause fra det. Jeg tog med mine dramaturgibuddies, Lene Skovhuus og Mads Kamp, ud til Vestjylland for at være efterskolelærer på Vostrup Efterskole. Vi skulle undervise i teater sammen og bo på skolen. Det var awesome!

Jeg havde fået et barselsvikariat, men jeg ville gerne tilbage og gøre mit speciale færdigt, så jeg kunne blive gymnasielærer. Jeg kom tilbage og færdiggjorde specialet, heldigvis. Herefter fik jeg reddet mig et barselsvikariat på et gymnasie, men før jeg begyndte, blev jeg gravid, og så havde jeg pludselig ikke fået jobbet alligevel. Efter min barsel fik jeg en timerestansættelse på Langkær Gymnasium som dansklærer, der hurtig blev til flere timer, samtidigt var jeg barselsvikar i drama på Århus Akademi. På Langkær Gymnasium prøvede jeg at få oprettet drama, vi flirtede lidt med ideen, men så skete det ikke alligevel.

I stedet fik jeg efter 2 år på Langkær et årsvikariat på Mariagerfjord Gymnasium, hvor de netop havde oprettet drama og havde en årlig musical, så det tilbud tog jeg gladelig imod. Året efter blev jeg fastansat og fik pædagogikum. Året efter igen fik jeg mit andet barn. Jeg havde endnu et år på Mariagerfjord Gymnasium efter min barsel, hvorefter Lene Skovhuus ringede, at hun skulle på barsel dette skoleår fra Aarhus Efterskole og manglede en vikar. Så fandt jeg på at søge stillingen, og bede Mariagerfjord Gymnasium om et års orlov, hvor jeg dog stadig tager mig af den store årlige musical.

På Aarhus Efterskole arbejder jeg med relationskompetencen og er ansat udelukkende som teaterlærer. Jeg laver flere forestillinger, har et teaterhold og arbejder med innovation og projektmageri ud fra en teatermæssig vinkel i deres ’Anderledes 10ende’ klasse. Til sommer regner jeg med at komme tilbage til Mariagerfjord klogere og beriget. 

Det overraskede mig i overgangen fra studie til job

Det er helt vildt krævende, som i meget meget mere krævende end man skulle tro.

Min faglighed i spil 

Hvornår bruger jeg ikke min uddannelse i mit arbejde, ville være et bedre spørgsmål.

Et godt arbejdsliv er

At der er balance mellem job, hjem og fritid, og at jobbet er spændende. Det er næsten umuligt.

I fremtiden drømmer jeg om 

Åh, alt muligt, mest at lave fede spændende projekter, oplevelser og forestillinger - og at blive verdens bedste lærer.

Et godt råd

Giv den maks gas med alt det, du har lyst til. Man ved aldrig, hvad der er relevant. Jeg er kommer til flere samtaler, fordi jeg har kæmpet med vikinge-metalvåben, selvom det intet har med jobbet at gøre.

Artiklen er fra december 2018

Sarah Louise Mortensen Søe

  • Cand.mag nordisk og dramaturgi

  • Dimitteret i 2009

  • Lektor ved Mariagerfjord Gymnasium og Aarhus Efterskole