Er der noget på dit studie, som kan gøres bedre, smartere eller anderledes?
Så har vi brug for dig i studienævnet. Her er du nemlig med til at evaluere og videreudvikle dit studie og dine egne muligheder.
Du er bl.a. med til at vurdere, om eksamensformen kan forbedres, om fagene generelt er sat rigtigt sammen og om arbejdsbyrden er ligeligt fordelt på studiet.
Dine synspunkter er vigtige
Din stemme vægter lige så højt som undervisernes og ledelsens, når f.eks. fagpakker skal godkendes, og undervisningsforløb skal evalueres eller gentænkes. Det er derfor essentielt, at der er lige så mange studerende som undervisere i studienævnet.
Hvad siger de studerende i studienævnet?
De studerende fremhæver, at de får et stærkt netværk og en masse erfaring med at arbejde i en stor organisation sammen med andre studerende, undervisere og ledelsen, hvilket er et godt punkt på deres CV. Derudover får de lov at være talerør for deres medstuderende og skabe reelle forbedringer på deres studie.
Hvordan kommer du med i studienævnet?
Det kan lyde omstændigt at stille op til valg, men i virkeligheden handler det om, at du registrerer dig i valgsystemet mellem den 10. og 14. oktober. Derefter stemmes alle de studerende ind i de respektive studienævn. Det foregår typisk ved et fredsvalg – det vil sige, at du typisk får plads i studienævnet, når du har registreret dig.
Vi har brug for dig og dine tanker i studienævnet!