Hvordan søger du?

Før du søger om en udvekslingsplads skal du starte med at undersøge dine muligheder i MoveON's database.

Du kan se det endelige udvalg af pladser, når ansøgningsrunden åbner, hvilket er ca. én måned før ansøgningsdeadline.

Du indsender din ansøgning via ansøgningsportalen i MoveON.

Ansøgningen

MoveON's ansøgningsportal åbner ca. én måned før ansøgningsfristen, pladserne slås op løbende, hvorfor der kan ske opdateringer. Senest 1. november vil MoveON dog være klar med opdateret information om partneruniversiteter og tilgængelige pladser til ansøgningsrunden i december, og senest 1. april til ansøgningsrunden i maj.  

Det er vigtigt, at du læser beskrivelsen af de universiteter, du vil søge, grundigt igennem. Det er også vigtigt, at du sikrer dig, at de valgte universiteter har fag, som er relevante for dig og din uddannelse. Det kræver grundig research at fremsøge relevante fag blandt universiteterne. Sørg for at læse om muligheder og restriktioner for valg af fag og antal ECTS i MoveON databasen. Du skal også huske at tjekke, om nogle af de ønskede universiteter kræver dokumentation for dine sprogkundskaber.

Vær opmærksom på, at du øger dine chancer for at få en udvekslingsplads, hvis du søger bredt. Jo flere universiteter, du søger, jo større er chancen for at få en udvekslingsplads. Søg derfor gerne alle de universiteter, som du finder interessante, og som har de rette fag. Søg gerne i flere forskellige lande, og undersøg, om der er stærke universiteter, som passer til din faglighed, som måske ligger i byer, du ikke kender eller først ikke havde overvejet. 

Ansøgningen til AU er kun til intern brug. Hvis du får tildelt en udvekslingsplads, vil du også skulle søge ind på værtsuniversitet. Du vil automatisk få mere information om dette på e-mail.

Ansøgningsfrister

Ansøgningsfristen for at komme på udveksling gennem AU's aftaler afhænger af, hvornår du skal afsted, men også af hvad du læser. Der er ansøgningsfrist to gange årligt, men vær opmærksom på, at det ikke er alle studerende, som har mulighed for at søge i begge ansøgningsrunder.

  • 1. maj er der ansøgningsfrist for det efterfølgende forår - søg fx 1. maj 2024 for pladser i foråret 2025. Ansøgningsrunden åbner omkring 1. april 2024.
  • 1. december er der ansøgningsfrist for hele det efterfølgende akademiske år - søg fx 1. december 2024 for pladser i efteråret 2025 og foråret 2026. Ansøgningsrunden åbner 1. november 2024. 

Vi anbefaler alle, der har mulighed for det, at søge ved fristen i december. Ved fristen 1. december kan du søge om udveksling i efteråret og / eller foråret. Tjek din studieordning og orienter dig om dine muligheder for udveksling. 

Læser du BA i International Virksomhedskommunikation på Arts, er fristen altid 1. maj.

Ansøgning til værtsuniversitetet

Hvis du får tildelt en udvekslingsplads, vil du automatisk blive nomineret til værtsuniversitet. Du får information om ansøgningen til værtsuniversitetet på e-mail enten fra AU eller direkte fra dit værtsuniversitet - du skal derfor ikke påbegynde din ansøgning, før du har modtaget en e-mail med ansøgningsinformation.

Vær opmærksom på, at en nominering til en udvekslingsplads ikke er en garanti for optagelse på dit værtsuniversitet. Der kan opstå en situation i ansøgningsprocessen til værtsuniversitetet, som AU ikke har kunnet forudse ved tildelingen af udvekslingspladsen - f.eks. hvis du ikke opfylder optagelseskravene ved ansøgningstidspunktet (GPA eller lignende). I sidste ende er det alene værtsuniversitetets afgørelse, om du kan optages.

Ansøgningsfristerne til værtsuniversiteterne varierer fra universitet til universitet, hvorfor du altid bør holde dig opdateret. 

Vigtigt

  • Svar på ansøgningen: modtages på e-mail senest 8 uger efter ansøgningsfristens udløb.
  • Bekræft din plads: hvis du får tilbudt en plads, skal du bekræfte den via MoveON's ansøgningsportal. Sørg for at holde øje med din AU-mail, da tilbuddet om en udvekslingsplads sendes hertil, og du informeres om deadline for at bekræfte din plads. Hvis du ikke bekræfter din plads inden deadline, mister du den.
  • Bemærk: du får kun tilbudt én plads, så hvis du afviser pladsen, får du ikke tilbudt en ny. Det er ikke muligt at søge om en (ny) plads, hvis man ved ansøgningsperiodens start allerede har en planlagt plads i samme udrejsesemester.

Har du allerede fået en udvekslingsplads?

Al information om dit værtsuniversitet er stadig tilgængelig her.

Under "Hjælp til udveksling" i venstremenuen kan du få svar på, hvor og hvornår du kan komme på udveksling samt se en FAQ med ofte stillede spørgsmål.