GAI og chatbots

AU har lempet reglerne for brug af Generativ AI (GAI), så det nu er tilladt i visse projekter. Det er vigtigt, du er opmærksom på, hvornår GAI er tilladt at bruge, og hvordan du kildeangiver korrekt. 

Hvornår er GAI tilladt til eksamen? 

På Nat må du nu bruge GAI til bacheloropgaver, specialer og afsluttende EVU-eksamener.

Der kan også være enkelte kurser, hvor GAI allerede er tilladt i kursusbeskrivelsen. Men i alle andre tilfælde er det altså stadig ikke tilladt (det vil sige, at ’Alle hjælpemidler’ i kursusbeskrivelser ikke inkluderer GAI). 

Brug af GAI skal kildeangives og deklareres 

De almindelige regler for kildeangivelse og plagiat gælder stadig, selvom GAI er tilladt. Derfor er det vigtigt, at du husker tydeligt at angive brug af GAI-værktøjer.  

Du skal derfor udfylde og vedlægge denne deklaration som bilag til dit projekt.

Deklarationen gælder som kildeangivelse for overordnet brug af GAI i projektet, men har du brugt direkte gengivelse af fx GAI-genereret tekst, skal du angive det som citat efter de gængse regler. 

Det er en god idé at tale med din vejleder om deklarationen, og også at udfylde den løbende, i stedet for at skulle huske at få alt med lige op til afleveringsfristen. 

Hvordan påvirker GAI din karakter og din eksamen? 

Din opgave bliver bedømt ud fra de samme kriterier, ligegyldigt om du har brugt GAI eller ej – du skal derfor ikke være nervøs for, at det påvirker din bedømmelse, hvis du i deklarationen udfylder, at du har brugt GAI (tværtimod er det vigtigt at huske deklarationen, så du undgår anklage om eksamenssnyd). 

Det er en god idé, at du taler med din vejleder om, hvordan du bruger GAI, og til din mundtlige eksamen kan din vejleder sikkert også finde på at bede dig uddybe, hvilke overvejelser du har haft om at bruge GAI. 

Husk din sunde fornuft og kritiske sans 

Det er stadig din opgave at forholde dig kritisk til alt, du bruger i dit projekt – om det er fra GAI eller andre informationskilder. 

Arbejder du med fortroligt, personligt, ikke-anonymiseret indhold, eller indhold, der er belagt med ophavsret, så bør du ikke dele det med en GAI-teknologi. AU har for nuværende ikke GDPR-godkendt eller indgået en databehandleraftale med GAI-teknologier. Det betyder, at mange af GAI-teknologierne indsamler og behandler almindelige persondata i USA for at forbedre teknologierne. Du skal derfor være særligt opmærksom på følsomheden af dine data. 

Læs mere

Spørgsmål?

Kontakt din egen vejleder, hvis du har spørgsmål til brug af GAI i dit projekt eller til udfyldelse af deklarationen