Kapitel 5. Bacheloruddannelsen

 

§ 12 Uddannelsens opbygning

Bacheloruddannelsen er opbygget af det centrale fag (incl. eventuelle støttefag) samt af valgfri elementer.

Det centrale fag udgør mindst 120 point og er opbygget af: 

  • obligatoriske elementer (mindst 60 point)
  • valgfri elementer 
  • støttefag (normalt max. 30 point)
  • bachelorprojekt (minimum 10 point)

Valgfri elementer på maksimalt 60 point bestående af

  • mindst èn fagpakke (30 point)
  • evt. øvrige valgfri elementer (højst 30 point)

Fagpakker vælges blandt en liste af på forhånd godkendte fagpakker for hver uddannelse. Listen over godkendte fagpakker findes i den faglige ramme. 

Den studerende kan efter godkendelse hos studienævnet få godkendt individuelt sammensatte fagpakker.

  

§ 13 Udbudte kurser

Kurserne udbydes som
  • Grundkurser
  • Overbygningskurser  

Grundkurser betegner de kurser, der indgår som obligatorisk del af det centrale fags program.

Overbygningskurser bygger på grundkurserne, og vil normalt have disse som faglig forudsætning.

Kurserne beskrives nærmere i studieordningens kursusbeskrivelse.  I kursusbeskrivelserne angives de faglige forudsætninger, der skal være opfyldt for at følge kurserne.

Der kan endvidere udbydes fagpakker med et omfang på 30 point. Pakkerne er enten tværfaglige eller en introduktion til èt fagområde for studerende med hovedfag inden for et andet fagområde. For hver bachelor- og kandidatuddannelse udgiver studienævnet en liste over de fagpakker, som umiddelbart kan indgå i uddannelsen.

Bachelorprojektet, som afslutter uddannelsen, har form af et mindre eksperimentelt eller teoretisk arbejde. Projektet er tidsmæssigt placeret i sidste del af 3. studieår og afsluttes med et skriftligt arbejde.

De nærmere retningslinier herfor er for de enkelte fag fastsat i studieordningens faglige rammebeskrivelser, medens de faglige forudsætninger for videregående kurser i bacheloråret fremgår af kursusbeskrivelsen i studieordningens kursusbeskrivelser.