Glaciologi, glacialgeologiske processer og danske landskaber

Glaciologi, glacialgeologiske processer og danske landskaber 

Grundkursus, E2004 (5. Kvarter), 1 point, 5 ECTS


Målsætning:
At give deltagerne et overblik over de processer der relaterer til gletschere og iskapper, de vigtigste glaciale sedimenttyper og deres aflejringsmiljøer, og introducere de vigtigste landskabers form og dannelse ved anvendelse af eksempler fra det danske landskab, som det illusteres på topografiske kort.

Indhold:
Efter en introduktion til globale fænomener der relaterer til istider, vil den glacialsedimentologiske del af kurset omfatte grundlæggende forhold om iserosion af hårde og bløde underlag, optagelse af sedimenter og transportmekanismer, samt aflejringsprocesser under og foran gletscheren. Dannelse og egenskaber ved tills og smeltevandssedimenter i recente og tidligere miljøer vil blive diskuteret med focus på diagnostiske kriterier, facies identifikation og paleomiljørekonstruktion. Sedimentdeformation skabt af istryk og resulterende landskabsformer vil blive introduceret. Det subglaciale smeltevands rolle i forbindelse med sediment redistribution og som geomorfologisk værktøj vil blive diskuteret. Den glaciologiske del af kurset giver en introduktion til de specielle klimatiske, hydrologiske og dynamiske forhold, som vedrører større sne- og isdækkede områder. Grundlæggende forhold om hvad der karakteriserer en gletscher, masse- og energibalance, isbevægelse som sammensat af deformation og bundglidning, samt gletscheren som reservoir, der transporterer vand fra overfladen hvor det dannes gennem gletscheren og ved dens bund frem til gletscherfronten vil blive diskuteret. De vigtigste danske landskabstypers regionale udbredelse, de topografiske, hydrologiske og vegetationsmæssige forhold, de indgående materialer, samt landskabernes dannelse og udvikling vil blive diskuteret med udgangspunkt i eksempler fra det danske landskab, som det illustreres på topografiske kort.

Ved teoretiske og laboratorie øvelser vil de sedimenttyper der behandles på forelæsninger og tolkning af glaciale sedimentprofiler blive introduceret, der vil blive gennemført analyser af data fra gletschere med henblik på eksemplificering af emner gennemgået på forelæsninger og gennemført analyser med henblik på tolkning af dannelsen af udvalgte danske landskaber.

To èndags feltekskursioner i Jylland vil blive anvendt til eksemplificering af landskabstyper og glaciale sedimenter.

Form og omfang: 
50 timers forelæsninger, øvelser og feltekskursioner.

Litteratur: 
Bennett, M. R. & Glasser, N. F. (1996): Glacial Geology - Ice Sheets and Landforms. Wiley. 364 pp, ISBN 0-471-96345-3.
Knudsen, N.T. (2002): De vigtigste danske landskabstyper. Geologisk Institut. 45 pp
Knudsen, N. T. (1995): Glaciologi. Geologisk Institut. 128 pp

Eksamen:
30 min mundtlig eksamen, bedømmes efter 13-skalaen med ekstern censur.

Lærere:
Niels Tvis Knudsen, Jan A. Petrowski