Godkendelser og dispensationer

§ 17 Godkendelser, dispensationer

Afvigelser fra studieordningens generelle rammebeskrivelse kræver godkendelse i fakultetsrådet. De enkelte studienævn kan dispensere fra bestemmelserne i studieordningens faglige rammebeskrivelser.

Studerende, der er optaget til kandidatstudier i matematik, datalogi, fysik eller kemi kan få godkendt, at der i kandidatuddannelsen indgår en "afrundet uddannelsesdel fra et fag uden for det naturvidenskabelige område" under forudsætning af, at minimumskravene til hovedfag og andre faglige minimumskrav til kandidatuddannelsen i henhold til denne studieordning kan opfyldes. En sådan uddannelse kan dog kun indgå i et omfang svarende til 1½ studieår, subs. 2 studieår inden for en udvidet studieramme, jvf. bekendtgørelsens § 3. Undervisningsministeriet har godkendt, at studierammen udvides til 5½ år for et af fagene matematik, fysik, kemi, biologi, datalogi i kombination med et af fagene dansk, historie, religion, oldtidskundskab, kunsthistorie, engelsk, tysk, fransk, spansk, italiensk, russisk, latin, græsk, filosofi, musik, samfundsfag, dramaturgi og psykologi.