STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.
Et studieophold i udlandet medfører for det meste ekstraomkostninger. Det gør det, fordi du skal tegne syge- og rejseforsikring, leveomkostningerne i dit værtsland kan være højere, end du er vant til, ligesom der vil være ekstra rejseudgifter osv. Derfor er det en god idé at begynde at overveje finansieringen af dit udlandsophold i god tid.
Du kan selv være med til at bestemme, hvor dyrt dit ophold skal være. Hvis du vælger et værtsland, som ligger tæt på Danmark, kan du holde rejseomkostningerne nede. Du kan også spare penge ved at tage til et land, hvor det er billigere at leve end i Danmark. Hvis du vælger at rejse til en hovedstad eller en populær storby, skal du regne med, at dine boligomkostninger kan blive meget høje.
Du kan læse Travel Reports fra hjemvendte studerende i MoveON, hvor du bl.a. kan læse om deres omkostninger i forbindelse med deres udvekslingsophold.
Læs mere om forskellige finansieringsmuligheder herunder.
Afhængig af din ramme for dit udvekslingsophold kan du tages i betragtning til et stipendie. Tager du fx på udveksling gennem Erasmus+ eller Nordplus/Nordlys programmet, bliver du automatisk taget i betragtning til et stipendie. I MoveON, hvor du kan finde en beskrivelse af alle AU's udvekslingsaftaler, kan du se, når en aftale hører under Erasmus+ eller Nordplus/Nordlys-programmet.
Læs om de forskellige stipendiemuligheder i menuen - herunder om dine muligheder for et stipendie, som tildeles af dit fakultet.
Ønsker du at studere i USA, kan du få både vejledning og søge om legater hos Fulbright Denmark.
AU får af og til opslag om stipendier og legater, du kan søge. Følg med på vores Facebookside, hvor vi slår det op. Stipendierne skal søges direkte hos stipendiegiveren.
Rejser du ud på egen hånd, kan du søge om udlandsstipendiet til at dække den studieafgift, du skal betale, helt eller delvist.
Der er gode muligheder for at søge legater, der kan være med til at finansiere dit studieophold i udlandet. Du bør dog altid kunne finansiere dit ophold på anden vis fx via stipendier, opsparing eller lån.
Der findes flere databaser på internettet, hvor du kan finde information om specifikke legater samt gode råd om, hvordan du søger.
Du kan også investere i Legathåndbogen eller bestille den på biblioteket. Tjek også hjemvendte studerendes Travel Reports i MoveON og se, hvor meget et udlandsophold koster, og hvilke legater andre studerende har været heldige at få tildelt.
Tips til legatsøgning
Private legater kræver ofte, at du kan dokumentere optagelse på en værtsinstitution og/eller bekræftelse på meritoverførsel af kurser fra din udveksling. De fleste formidlere vil dog acceptere, at du eftersender dokumentation så snart som muligt. Nogle formildere kræver også, at du kan dokumentere, at din udveksling er en del af dit fuldtidsstudie på Aarhus Universitet. Confirmation of exchange letter, som du modtager fra Aarhus Universitet bekræfter, at du er blevet allokeret en plads (freemover eller exchange) på et værtsuniversitet – dette vil være tilstrækkeligt.
Du kan tage din SU med til udlandet, uanset om du vælger et studieophold inden for AU's udvekslingsaftaler eller rejser ud på egen hånd. Du skal blot være opmærksom på følgende:
Få yderligere oplysninger om SU i udlandet hos SU-styrelsen eller på AU's SU-kontor.
Vigtig info vedrørende SU for internationale studerende ved AU, der vil tage et studieophold i et andet land:
Som international studerende er du som oftest ligestillet med danske statsborgere til at modtage SU på baggrund af arbejdskravet. Hvis det er muligt for dig at varetage dine arbejdsforpligtelser, mens du er på studieophold, kan du bevare din SU-berettigelse. Mange internationale studerende kan dog ikke arbejde samtidig, og mister derfor deres SU-berettigelse, hvis de tager på studieophold. Vær opmærksom på, at der kan være særlige undtagelser og regler, som er gældende for dig, alt efter dine omstændigheder. Det er ikke AU, der formulerer reglerne for og behandler din berettigelse til SU som international studerende, vi henviser derfor til følgende side fra Uddannelses- og Forskningsstyrelsen til videre orientering: Changes to your circumstances - su.dk
Stipendier, der er bevilget via AU til studerende til studie- og praktikophold i udlandet, udbetales, uden at der trækkes skat. De indberettes af AU's lønkontor til kommunen som B-indkomst. Det er vigtigt, at du selv sørger for dokumentation for samtlige større udgifter under studieopholdet, så du efterfølgende kan dokumentere over for SKAT, at dine stipendier rent faktisk er blevet brugt på et studieophold i udlandet.
Legater til studierejser i udlandet er også fritaget for dansk skat, når de anvendes til dækning af udgifter til rejse mellem Danmark og studiestedet, udgifter til kost, småfornødenheder og logi på studiestedet samt til betaling af undervisning, deltagerafgift og lignende, herunder betaling for kurser i studiestedets sprog.
Du skal oplyse SKAT om, hvilke udgifter du har haft, så de kan blive modregnet i det samlede legatbeløb på din årsopgørelse. Udgifterne skal dokumenteres med originalbilag, og det er derfor vigtigt, at du husker at gemme al dokumentation for dine udgifter i udlandet.
Er du Erasmus+ studerende, vil dit Erasmus+ stipendie automatisk blive indberettet til skattemyndighederne af AU som et skattefrit stipendium til studierejse. Men SKAT kan til hver en tid kræve at se dokumentation/kvitteringer på, hvad stipendiet har været brugt til. Gem derfor alle kvitteringer for transport, bolig osv.
Selvom din fulde skattepligt til Danmark er ophørt, skal du stadig betale skat af din SU i Danmark. For yderligere information, se www.su.dk. For oplysninger om skatteforhold i udlandet kontakt skattemyndighederne i det pågældende land.
Under fanen 'Budget eksempler' finder du eksempler på budgetter for forskellige udvekslingsdestinationer, som du kan lade dig inspirere af.