Studiegrupper

Studiegrupper på Sundhedsfaglig kandidatuddannelse

For langt de fleste studerende er det en fordel at have en eller flere at læse sammen med. Især i starten af uddannelsen hvor du skal lære dig selv, dine studiemønstre og uddannelsen at kende. 

Derfor bliver I fra starten af studiet inddelt i studiegrupper.
 

Grupperne dannes tilfældigt af underviseren

I løbet af den første uge på studiet vil underviserne inddele jer tilfældigt i grupper, som regel på 3-4 personer.

Det er de grupper, I bruger til holdtimer og til fremlæggelser i undervisningen. I opfordres også til at bruge studiegrupperne, når I forbereder jer til undervisningen. 
 

Retningslinjer for studiegrupper

Du beholder som udgangspunkt din studiegruppe gennem de tre semestre inden specialet.

Men finder I ud af, at I gerne vil dele jer op, eller hvis nogen vil skifte til en anden gruppe, så må I gerne det. I styrer selv, hvordan det foregår. 

Studievejledningen kan give sparring på gruppearbejdet

Hvis I synes gruppearbejdet er svært, eller hvis I ikke synes, I får nok ud af samarbejdet, kan I få sparring fra studievejledningen. 
 

Hele gruppen bør inddrages, hvis det er muligt

Det er mest optimalt at tale med hele gruppen samlet, da en gruppes succes altid hænger sammen med den samlede dynamik i gruppen. 

Men du er også velkommen til at kontakte os individuelt, hvis du oplever problemer i samarbejdet, eller hvis du har spørgsmål til det gode samarbejde. 

Book tid hos en vejleder

Mangler du en læsegruppe eller -makker?

Du skal selv prøve at finde en gruppe

Hvis du af en eller anden grund står uden gruppe og gerne vil have en, skal du selv prøve at finde en medstuderende eller en gruppe at slutte dig sammen med. 

Du kan fx prøve at efterlyse en læsemakker i jeres årgangs Facebookgruppe eller forhøre dig til undervisningen, om der er nogle, der vil være i gruppe sammen.


Kontakt underviseren, hvis det ikke lykkes

Hvis det ikke lykkes dig at finde en gruppe på egen hånd så kontakt underviseren på det fag, hvor du skal bruge en gruppe. Hvis ikke underviseren kan hjælpe dig i en gruppe, kan underviseren afklare, om og hvordan du kan bestå faget uden en gruppe. 

Får du brug for sparring på, hvordan du skal håndtere din læsning alene, så kontakt studievejledningen.