FAQ

Hvornår kan jeg se, hvor jeg kan komme hen?

I løbet af oktober skulle de fleste aftaler kunne ses i MoveOn.

Der kan forekomme ændringer frem til 1. november, hvor systemet åbner for ansøgninger.

Forud for 2. og 3. runde vil der bliver offentliggjort lister med de ledige restpladser. Hold øje med din studieportal. 

Hvornår søger jeg?

1. ansøgningsrunde åbner d. 1. november og fristen er 1. december kl. 23.59. Udveksling til kommende efterår og forår. 

2. ansøgningsrunde har deadline start februar (Datoen varierer fra år til år, men offentliggøres i god tid). Restpladser til kommende efterår og forår. 

3. ansøgningsrunde åbner 1. april og fristen er 1. maj. Restpladser til kommende forår. 

Du kan tilgå ansøgningsportalen fra studieportalerne (MoveON) 

Det hele er lidt uoverskueligt, hvad skal jeg gøre?

Desværre er der ikke nogen "fast track" til udveksling, uanset om du rejser ud på egen hånd eller på en aftale gennem AU.

Men fortvivl ikke, du skal nok få styr på det, når du tager et trin ad gangen.

For at komme godt i gang anbefaler vi at du orienterer dig i vores Trin-for-trin-guide på din studieportal. 

Guiden er placeret på siden om Udveksling og studieophold i udlandet, under " Hvordan søger du?". 

Hvilke bilag skal jeg vedhæfte min ansøgning?

Der er forskel på hvilke bilag du skal vedhæfte din ansøgning afhængig af hvilket studie du læser.

Du kan se hvilke bilag du skal vedhæfte din ansøgning i vores trin-for-trin-guide på din studieportal. 

Guiden er placeret på siden om Udveksling og studieophold i udlandet, under " Hvordan søger du?". 

Hvordan får jeg en udtalelse fra dekanen?

En udtalelse fra dekanen er en generel bekræftelse på, at du er studerende på Health, Aarhus Universitet. Det er ikke en anbefaling. 

Du kan bestille en udtalelse i forbindelse med revalidering, selvarrangerede udlandsophold, IMCC Exchange ophold, legatansøgning eller andet.

Find skema til ansøgning om udtalelse her

Du kan ikke bestille en udtalelse fra dekanen ved at kontakte hende direkte. 

Kan vi søge to personer sammen?

Er I to studerende, der ønsker at søge pladser på det samme universitet, kan I skrive det i jeres ansøgning i MoveOn.

Vær dog opmærksom på, hvor mange pladser, vi udbyder til den ønskede destination. Nogle studier har kun en enkelt plads på udvalgte destinationer. 
 

Laveste karaktersnit

Søger i to sammen, vurderer vi jeres ansøgning ud fra det laveste karaktergennemsnit. Det vil sige, at hvis den ene har et snit på 6 og den anden har et snit på 8, vil I blive vurderet til samlet at have et snit på 6. 

Hvis I også er interesserede i at komme afsted hver for sig, så anbefaler vi, at I i stedet søger de samme steder med ens prioriteter.

Selvom I skulle få en plads på samme universitet, kan vi ikke garantere at I får samme hold/samme rul eller samme kliniksted.

Skal jeg skrive hvilke fag, jeg gerne vil have på hvert universitet jeg søger en plads på?

Det korte svar er Ja.

Et vigtigt element i din ansøgning er, at du anfører hvilke kurser, du gerne vil have på værtsuniversitetet.

Du skal anføre fag svarende til 30 ECTS. Bliver du tilbudt at søge ud gennem en AU-aftale, er disse oplysninger en hjælp til dig selv, da du skal bruge disse oplysninger, når du søger en forhåndsgodkendelse.

Særligt for Medicin: Hvis du søger ud på tidligere godkendt fagpakke ved et universitet, kan du nøjes med at skrive "Course package 11. semester [navn på universitetet]". 

Kan jeg søge ud både i efterår og forår på én gang?

Du søger til det semester du helst vil rejse ud, men du kan i ansøgningssystemet anføre, at du er fleksibel ifht. hvilket semester du søger udveksling. 

Skal jeg lave min ansøgning på engelsk?

Medmindre du søger ud på det Internationale semester på Medicin, er det ikke et krav, at du laver din ansøgning på engelsk. 

Kan jeg søge alle pladser både forår og efterår?

Det fremgår af MoveOn og studieportalerne, hvilke semestre de forskellige pladser udbydes i. 

Der kan være begrænsninger i forhold til fagudbuddet på værtsuniversitetet, der gør at en plads kun kan søges i et bestemt semester.

På nogle universiteter skal du være opmærksom på, at efterårssemestret først starter omkring oktober og strækker sig ind i februar. Det kræver lidt ekstra planlægning for at tilpasse det dit følgende forårssemester. 


På Odontologi og Tandplejer er det kun muligt at søge udveksling i efterårssemestret. 

Er det en ulempe at søge flere prioriteter?

Jo flere universiteter du angiver, desto større er din sandsynlighed for at komme på udveksling. 

Vi ser positivt på mange prioriteter, og vi forventer selvfølgelig at du kun søger de pladser som du er interesseret i at få tilbudt. 

Vi forsøger at tilbyde så mange studerende som muligt deres 1. prioritet. Men da der er mange studerende om buddet, er det ikke altid muligt og nogle studerende vil derfor blive tilbudt deres øvrige prioriterer. 

Du kan læse mere om fordelingskriterierne i vores trin-for-trin-guide på din studieportal. 

Guiden er placeret på siden om Udveksling og studieophold i udlandet, under " Hvordan søger du?". 

Kan jeg bytte om på mine semestre (primært medicin)?

Ja, det er muligt at bytte om på semestre for at få det til at passe ind i dit studieprogram, fx hvis en destination kun har pladser om foråret.

Du kan tale med studievejledningen, hvis du har brug for hjælp til at planlægge dit studieforløb. 

Kan jeg melde fra, efter jeg har sagt ja til en plads på udveksling?

Det korte svar er, Ja, det er muligt afstå sin plads på udveksling.

Din plads vil gå tabt (med ganske få undtagelser). Det vil sige at en anden studerende ikke kan få din plads.

Du skal være opmærksom på, at når du har søgt din forhåndsgodkendelse og har fået den, er den bindende. Det betyder, at du kun kan blive løst fra den i særlige omstændigheder, som fx dokumenteret sygdom eller manglende plads på værtsuniversitetet. Det er ikke en særlig omstændighed, hvis du fortryder eller overskrider en deadline.

Læs mere om at søge forhåndsgodkendelse

Skal jeg både søge ved AU og ved mit værtsuniversitet?

Det korte svar er: Ja.

Først søger du om at få en udvekslingsplads gennem en AU-aftale. Hvis du får pladsen, bliver du nomineret til pladsen af din internationale koordinator. 

Derefter skal du lave en ansøgning til værtsuniversitetet, hvor du sender de dokumenter, som de har brug for for at kunne behandle din ansøgning. Vær særlig opmærksom på, at det er dit eget ansvar at overholde krav til dokumentation og frister.

Først når værtsuniversitetet har godkendt din ansøgning og har sendt dig et optagelsesbrev, er du garanteret pladsen.

Er jeg garanteret en plads på mit værtsuniversitet?

Det korte svar er: Nej.

Det er altid værtsuniversitetets valg, om de vil optage den studerende.

Vi tilstræber dog at have aftaler med universiteter, hvor der både er studerende, der rejser til, og som vi modtager fra. På den måde er vores studerende i højere grad sikret en plads.

Der kan være aftaler, hvor de har begrænsninger på antallet af studerende, de kan modtage, og hvor de derfor kan være nødsaget til at afvise nominerede studerende. 

Det betyder også, at det er vigtigt, at du hurtigst muligt giver os besked, hvis du ikke ønsker at komme afsted alligevel, da vi bruger din plads til en indrejsende studerende. 

Er der andre, der har været på mit værtsuniversitet?

Vi beder alle vores studerende om at evaluere deres ophold i MoveOn, når de er kommet tilbage.

Pga. Corona har der være relativt få studerende afsted og det er derfor sparsomt med evalueringer i MoveOn. Du er altid velkommen til at forhøre dig på vores Facebook-gruppe Rejs Ud Health om der er andre, der har været afsted.

Jeg er blevet indstillet til en plads på udveksling, hvad kan jeg få hjælp til?

Når du bliver indstillet til en studieplads på et af vores partneruniversiteter, søger vi for at nominere dig til pladsen på universitetet. 

Derefter er det dit eget ansvar at søge om optagelse ved værtsuniversitetet og medsende de dokumenter, som de efterspørger. Hvis der er krav om sprogtest, skal du selv sørge for at tage den og medsende den. Det vil typisk fremgå på din studieportal eller MoveOn, hvis der er særlige krav. Vores partneruniversiteters procedurer for optagelse kan dog godt ændre sig uden Aarhus Universitet nødvendigvis bliver informeret, og det er i det tilfælde altid værtsuniversitetets krav, der gælder. 

Du kan kigge i MoveOn og se, om der ligger en evaluering fra tidligere studerende, som du kan bruge som inspiration. 

Aarhus Universitet er ikke ansvarlig for, om semestrene passer til dine semestre og eksamener herhjemme. Derfor er det en rigtig god idé at kigge på værtsuniversitetets hjemmeside og undersøge, hvornår deres semestre starter og slutter for at se, om det overhovedet er muligt at tage afsted.

Hvad er en fagpakke?

En fagpakke er en oversigt over udvalgte fag på de udenlandske universiteter, som studienævnet på Medicin tidligere har vurderet svarer til indholdet af de fag, der udbydes på Aarhus Universitet.

Pakkerne er ikke specielt udbudt af det udenlandske universitet til studerende fra Aarhus Universitet.

Dette betyder, at der kan ske ændringer af fagene i fagpakkerne, og at nogle af fagene ikke stemmer fuldstændigt overens med det, der udbydes i Aarhus. 

Aarhus Universitet kan ikke garantere, at disse fag udbydes på et specifikt semester eller i et bestemt år. Du skal derfor inden afrejse selv undersøge hos værtsuniversitetet, om kombinationen kan lade sig gøre.

Hvis der er fag, som du ikke kan fremsøge i dit værtsuniversitets kursuskatalog, så kontakt os hurtigst muligt og vi vil i fællesskab opdatere fagpakken (health.studyabroad@au.dk)

Hvis du er medicin-studerende og søger ud på en fagpakke, får du automatisk en forhåndsgodkendelse, hvis du bliver tilbudt en plads. Du skal dog stadig selv sørge for at søge merit når du vender retur fra udveksling. 

Hvad svarer sprogkrav "B2" til?

Hvis der på en udvekslingsaftale står, at du skal kunne dokumentere fx et "B2" i sprogkrav, så henvises der til en måleenhed på CEFR-skalaen. 

CEFR-skalaen (Common European Framework of Reference for Languages) er en fælles europæisk målestok for beskrivelse af fremmedsprogskompetencer.

CEFR-skalaen har seks trin, som refererer til sprogbrugerens niveau indenfor lytte- og læseforståelse, mundtlig interaktion, mundtlig produktion og skrivefærdighed:

  • A1 og A2 (elementær bruger)
  • B1 og B2 (rutineret bruger)
  • C1 og C2 (avanceret bruger)

Nogle universiteter har et krav om, at du skal indsende bevis fra en sprogtest om, at du har niveauet, mens andre vil godtage, at du fx har haft tysk i gymnasiet på et bestemt niveau. 

Det er op til det enkelte universitet at bestemme krav til dokumentation. 

Hvad sker der, hvis jeg ikke består?

Hvis du ikke består en eksamen, skal du tage re-eksamen i udlandet. Det gælder også, selvom du rejser til en fjerntliggende destination. 

Husk altid tidligt i processen at orientere dig hos værtsuniversitetet om, hvornår du forventes at gå til eksamen og evt. reeksamen. 

Vær opmærksom på, at din maksimale studietid ikke overskrides.

Hvad er en Learning Agreement?

En Learning Agreement er en form for kontrakt mellem dig, Aarhus Universitet og værtsuniversitetet, hvor alle tre parter skriver under på din studieplan.   

Læs mere om Learning Agreements

Får jeg hjælp til at finde en bolig?

Nogle universiteter tilbyder udenlandske studerende at skaffe dem en bolig, men i de fleste tilfælde skal du selv finde et sted at bo. 

Kig på universitetets hjemmeside, eller skriv til deres internationale kontor, hvis du vil vide mere om deres boligpolitik eller om boligforholdene i netop din studieby. Der er som regel god hjælp at hente - og på flere af vores aftaler er der en aftale om, at de hjælper studerende med at finde bolig. 

Husk at afsætte tid inden studiestart til boligsøgningen.

Fremleje egen bolig

Du kan også fremleje din egen bolig til en udenlandsk studerende gennem Internationalt Center på AU.

Læs mere om at fremleje din bolig til en international studerende.

Hvorfor er der ikke flere pladser på engelsksprogede universiteter?

Vi forsøger løbende at skaffe flere aftaler på engelsksprogede universiteter.

Disse universiteter er generelt eftertragtede, og mange har mulighed for at tiltrække betalende internationale studerende, hvilket AU ikke har mulighed for at tilbyde.