Indskrivning på gæstefag

Gæstefag

Kunne du tænke dig at lade enkelte kurser fra en uddannelse ved Aarhus Universitet erstatte obligatoriske eller valgfri kurser i din uddannelse?

Så læs, hvordan du gør nedenfor.

Hvad er et gæstefag?

Et gæstefag er et modul eller kursus, du tager ved et andet fag end dit stamfag, og som kan erstatte obligatoriske eller valgfri kurser i din uddannelse – altså meritoverføres.

Gæstefag er ikke et kursus ud over din uddannelse. Hvis du ønsker kurser ud over din uddannelse, skal du kontakte Efter- og Videreuddannelse:

  • Du kan orientere dig om mulighederne for efter- og videreuddannelse på AU her: www.au.dk/evu
  • Du kan finde kontaktoplysninger til Efter- og videreuddannelse på det relevante fakultet her: Kontakt og vejledning

Hvad er forudsætningerne for at blive indskrevet på et gæstefag?

Forudsætningerne for at blive indskrevet på gæstefag er:

  • At modulet/kurset kan meritoverføres.

    Deter studienævnet på dit stamfag, der skal bekræfte, at kurset kan meritoverføres til din nuværende uddannelse og dermed erstatte et modul, der indgår i din nuværende uddannelse.

  • At der er ledige pladser på det kursus, du ønsker at blive indskrevet på.

    Det er studienævnet på det fag, der udbyder kurset, der skal vurdere om der er ledige pladser.

  • At du opfylder adgangskrav og forudsætningskrav

    Du skal opfylde adgangskrav og evt. specifikke forudsætningskrav, som gælder for den pågældende uddannelse, hvor gæstefaget udbydes. Hvorvidt du opfylder kravene vil bero på en faglig vurdering. Det er således studienævnet, der afgør om, du har det fornødne fagniveau til at følge undervisningen og deltage i eksamen i det ønskede kursus.

  • At du er indskrevet ved en videregående uddannelse

    Det er ikke en forudsætning, at du i forvejen er indskrevet på en uddannelse ved Aarhus Universitet. Muligheden for indskrivning på et gæstefag er åben for alle, der er indskrevet som fuldtidsstuderende på en universitetsuddannelse.

OBS!

  • Der er ikke åbent for gæstefagsindskrivning på kurser, som udbydes på kandidatuddannelsen i Informationsteknologi – it, organisation og kommunikation (ITKO).
  • Psykologi har åbent for gæstefagsindskrivning på enkelte fag i efterårssemesteret på bacheloruddannelsen og på et tværfagligt seminar i forårssemesteret på kandidatuddannelsen. Find udbuddet af de specifikke fag i kursuskataloget.

AU-studerende: Ansøgning om gæstefag

  1. Du ansøger om forhåndsgodkendelse via ansøgningsformularen ”Søg forhåndsgodkendelse for et kursus på Aarhus Universitet”, som du finder mitstudie.au.dk under Ansøgninger til studienævn.
  2. Forhåndsgodkendelsen sendes efterfølgende til studienævnet ved gæstefaget sammen med evt. bilag.
  3. Studienævnet ved gæstefaget behandler din ansøgning.
  4. Du kan forvente at få svar på din ansøgning medio januar/august.


NB! Når du har bestået gæstefaget, skal du give dit eget studienævn besked og indsende dokumentation, så faget kan blive meritoverført til dit studieprogram.

Studerende fra andre uddannelsesinstitutioner: Ansøgning om gæstefag

  1. Tal først med de involverede studienævn, dvs. både studienævnet for dit stamfag og studienævnet for det gæstefag, hvor du ønsker at følge et fag. 
    Du skal sikre dig, at begge studienævn kan godkende, at du følger faget.
  2. Det udfyldte ansøgningsskema sendes til det studienævn, som udbyder det ønskede gæstefag. Har du flere prioriteter, skal du sende skemaet samt bilag til din 1. prioritet. Studienævnet videresender din ansøgning til de studienævn, som har en lavere prioritet.
  3. Du skal vedlægge en forhåndsgodkendelse fra dit eget studienævn/uddannelse.
  4. Studienævnet ved gæstefaget behandler din ansøgning om indskrivning.
  5.  Du kan forvente at få svar på din ansøgning medio januar/august.
  6. Når du har bestået gæstefaget, skal du give dit eget studienævn besked og indsende dokumentation, så faget kan blive meritoverført til dit studieprogram.
  7.  Afslutter du ikke gæstefaget i den godkendte periode, har du mulighed for at anmode gæstefaget om at få forlænget din indskrivningsperiode. Du skal selv sikre dig, at studienævnet informeres om, at din indskrivningsperiode skal forlænges.

For ikke danske statsborgere

På skemaet skal du kun anføre statsborgerskab, hvis du IKKE er dansk statsborger. Er du statsborger i et land udenfor EU eller EØS, skal du betale for din uddannelse i Danmark, med mindre du har permanent opholdstilladelse, opholdstilladelse med mulighed for varigt ophold i Danmark eller læser i Danmark under et udvekslingsprogram. Da Aarhus Universitet ikke har adgang til din opholdstilladelse, skal du vedlægge en kopi af opholdstilladelsen, hvis du ønsker fritagelse for betaling.

Har du yderligere spørgsmål, er du velkommen til at kontakte studievejledningen på hovedområderne:

FAQ

Hvis du har problemer med dine undervisnings- og eksamenstilmeldinger skal du kontakte studiecenteret/studieservicen ved gæstefaget.

Afslutter du ikke gæstefaget i den godkendte periode, har du mulighed for at anmode gæstefaget om at få forlænget din indskrivningsperiode. Du skal selv sikre dig, at studienævnet informeres om, at din indskrivningsperiode skal forlænges.

Er du AU-studerende skal du være opmærksom på, at der kan være ansøgningsfrister for, hvornår du senest skal søge om forhåndsgodkendelse hos dit studienævn. Du finder fristerne på studieportalen.

NB!! Når du har bestået gæstefaget, skal du søge studienævnet på dit stamfag om at få meritoverført modulet til din uddannelse.