FAQ

Hvem, hvornår og hvorfor flytter dele af Aarhus BSS?

Semesterstarten i februar 2026 markerer, at fakultetet er samlet i Universitetsparken og Universitetsbyen centralt i Aarhus.

Studerende fra Institut for Virksomhedsledelse og Institut for Økonomi vil fra februar 2026 have deres daglige gang i Universitetsbyen. Universitetsparkens mange faciliteter, som bibliotek og kantine, er let tilgængelige via passagerne mellem Universitetsbyen og Universitetsparken.

Flytningen sker for at skabe et mere sammenhængende og dynamisk studiemiljø med moderne faciliteter, tættere på resten af universitetets aktiviteter. Det giver jer som studerende bedre muligheder for samarbejde og netværk på tværs af fagområder.

Får vi mindre plads i Universitetsbyen?

Ja, der er blevet stillet krav om at optimere arealet med omtrent 10% på grund af et huslejeloft.

Arealreduktionen påvirker primært kontor- og administrationsområderne. Målet har været at optimere kontorpladsen for medarbejderne, blandt andet ved at reducere størrelsen på de gennemsnitlige kontorer, så studiearealerne påvirkes mindst muligt.

Optimeringen af det bebyggede areal gør flytningen mere bæredygtig.

Hvor kan jeg købe mad?

I Universitetsbyen vil der være en kantine, som hedder Spisestedet, samt flere caféudsalg.

I Universitetsparken fortsætter Aarhus BSS-kantinen (Samfundsfaglig Kantine) som hidtil.

Du kan få et overblik over alle kantiner på AU.

Hvor finder jeg grupperum og læsepladser?

Faciliteter som grupperum og læsepladser til studerende er primært placeret på stue- eller 1.-salsniveau.

Grupperum findes i forbindelse med undervisningslokalerne samt rundt omkring i knudepunkter, gangender og i ”lommer” på gangene, hvor der er placeret ”åbne, uformelle studiezoner”. Atrierne fungerer som hovedindgange til institutterne og rummer store, uformelle studiezoner til både små og store fællesskaber samt plads til mindre events mv.

I auditoriebygningen (bygning 1790) er der studiezoner i forbindelse med caféen og det store auditorium.

Bygning 1791 indeholder undervisningslokaler og grupperum, og nederst findes en café med tilhørende studieareal.

Hvad sker der med Klubben og Konverterbar?

Den kendte studenterbar Klubben, videreføres i nye lokaler i Universitetsbyen og får hjemme i kælderen af bygning 1832. 

Derudover får Konverterbar ny placering, da den kommer til at holde til i bygning 1812. 

Områderne kan også bruges som studiemiljø i dagtimerne.