Religionsvidenskabelig Forening (RvF) er en uafhængig foredragsforening med tilknytning til Religionsvidenskab på Aarhus Universitet. Hensigten med foreningen er kontinuerligt at skabe og udvikle et forum for diskussion og inspiration i relation til det religionsvidenskabelige fagområde udenfor undervisningslokalerne.
Møderne indledes oftest med et foredrag/oplæg fra foredragsholderen af ca. en times varighed. Derefter holdes et kvarters pause, inden arrangementet fortsætter med spørgsmål og diskussion. Alle er velkomne ved foredragene, da vi ønsker at styrke fællesskabet på tværs af alle religionsinteresserede.
Faglig Debat: Skriftlige Kilder vs. Arkæologiske Fund - Religionsvidenskab vs. Arkæologi
Foredrag ved lektor i arkæologi på Aarhus Universitet Sarah Croix og religionshistoriker Simon Nygaard på Aarhus Universitet.
Vikingetidens kultur og religion interesserer mange mennesker i dag, og den alment interesseredes forestillinger om fx den tids samfundsorganisering og mytologi stammer ofte fra gendigtninger, tv-programmer eller andre populært formidlende fremstillinger, hvor de fremstår relativt ensartede og sammenhængende. Situationen er straks en anden, når man som studerende eller forsker med interesse for disse emner, går til de originale arkæologiske eller skriftlige kilder. Disse kilder er meget forskelligartede, og det akademiske arbejde med dem stiller en overfor en række udfordringer. Kan tekster nedskrevet i den kristne middelalder egentlig overhovedet fortælle os noget om den førkristne forestillingsverden? Og hvad stiller man op med arkæologiske fund eller genstande, hvor formål og brug ikke ligefrem står beskrevet bagpå? Dette vil arkæolog Sarah Croix og religionshistoriker Simon Nygaard debattere, når de forsøger at besvare spørgsmålet: Hvilke kilder til vikingetidens tro og ritualer er bedst – de skriftlige eller de arkæologiske?
Livestream - har du ikke mulighed for at deltage fysisk til arrangementet, kan du også følge med på vores livestream ved at følge linket her!
Ret til ændringer forbeholdes.
Eventuelle ændringer meddeles ved opslag og på hjemmesiden.