Retningslinjer for skriftlige opgaver på Erhvervsøkonomi, HA og cand.merc.

På uddannelserne under Studienævnet for Erhvervsøkonomi skal man skrive en lang række større eller mindre opgaver – fra almindelige skriftlige eksamensopgaver over projektopgave til bachelorprojekt og endelig kandidatafhandling. Det er derfor vigtigt, at man som studerende udvikler kompetencer i at skrive akademisk. Dette er kompetencer, som man vil kunne anvende i sit arbejdsliv, da man vil få brug for at udarbejde forskellige skriftlige produkter (memoer, rapporter, analyser, etc.).

Skriftlighed

For alle skriftlige opgaver/prøver gælder, at den faglige bedømmelse afspejler den sproglige klarhed og sikkerhed, hvormed den faglige substans fremstilles. 

I Studienævnet for Erhvervsøkonomi er der derfor stor fokus på skriftlighed, og der tilstræbes en overordnet progression i udviklingen af skrivekompetencer igennem hele studiet. Dette begynder med en forståelse af, hvordan man bygger enkeltargumenter op på første semester af HA-uddannelsen over opbygningen af argumentation gennem hele opgaver til udarbejdelsen af kandidatafhandlingen på sidste semester af studiet. For at understøtte den løbende opbygning af skrivekompetencer ønsker studienævnet, at der mindst er en større skriftlig opgave på hvert semester gennem hele uddannelsen.

Endvidere er det vigtigt, at den enkelte kursusansvarlige har fokus på, hvordan vedkommendes fag bidrager til at opbygge skrivekompetencer som en integreret del af at lære i den specifikke fagdisciplin.    

Fælles retningslinjer

Til at understøtte udarbejdelsen af skriftlige opgaver har studienævnet vedtaget nedenstående sæt fælles retningslinjer for skriftlige eksaminer og andre større skiftlige opgaver. Som studerende skal du altid huske at bruge referencer og kildehenvisninger, såfremt du anvender direkte citater, omskrivninger eller direkte oversættelser i opgaven. Dette gælder uanset opgavens omfang eller varigheden af eksamen (eneste undtagelse er skriftlige eksamener under 24 timers varighed).

Retningslinjerne skal sikre, at alle studerende og undervisere/eksaminatorer har klare rammer at gå efter under udarbejdelsen og bedømmelsen af eksamensopgaver og større skriftlige opgaver. Det er desuden et formål med retningslinjerne, at de skal hjælpe de studerende til at undgå uforvarende at forbryde sig mod Aarhus Universitets plagieringsregler. 

Vær opmærksom på, at der kan gælde andre retningslinjer for fag under andre studienævn (f.eks. tilvalg, gæstefag etc.).

At kommunikere klart og præcist

Det er en vigtig akademisk kompetence, at man er i stand til at kommunikere klart og præcist inden for de rammer man har for sin opgave, herunder at man er stand i organisere og tilpasse sit arbejde til opgavens maksimale omfang. Skriftlige afleveringer, der ikke overholder formalia, blandt andet de angivne omfangsbestemmelser, kan ikke antages til bedømmelse.

Det er essentielt, at man kan læse en opgave uden at skulle se på bilag (disse underbygger og dokumenterer opgaven - fx uddyber analyser). Det er derfor vigtigt, at centrale analyser, tabeller og figurer er i selve opgaven og ikke gemt i bilag, da det vil blive anset for et forsøg på at omgå omfangsbegrænsningerne, hvis der er brug for at tilgå bilag for at forstå opgaven.

Henvisninger i teksten

Præcise og omfattende kildehenvisninger er meget vigtige i alle eksamensbesvarelser og skriftlige opgaver, da de viser grundlaget for din viden og skal kunne bruges til at genfinde de kilder, du anvender.

Direkte brug af citater, omskrivninger eller direkte oversættelser uden præcis angivelse af kilde opfattes som plagiering. Derfor skal citater, opsummeringer af kildemateriale, gengivne eller lettere redigerede figurer, tabeller, osv. altid være ledsaget af en præcis kildehenvisning.

Du skal bruge Harvard Referencing System til angivelse af dine kilder. Det betyder, at henvisninger skal skrives i selve teksten og ikke i fodnoter. 

Læs mere om Harvard Referencing System og se eksempler på hvordan du kan opstille dine henvisninger i teksten.

Eneste undtagelse er juridiske fag, hvor man anvender fodnoter.

Tabeller og figurer

Tabeller og figurer bør nummereres fortløbende. De skal være let læsbare/forståelige og eventuelt ledsages af en tilhørende forklarende note samt en henvisning, hvis de er taget fra en anden kilde. Analyser og fortolkninger af tabeller og figurer skal være en del af selve opgaveteksten.
Se afsnittet "Omfang" for yderligere information.

Litteraturlister

På nær skriftlige eksaminer under 24 timers varighed skal du til sidst i opgaven (men før evt. bilag) vedlægge en samlet litteraturliste, som indeholder alle de kilder, som du har henvist til i teksten (og kun disse!).  

Kilder placeres i alfabetisk rækkefølge efter førsteforfatterens efternavn. Det præcise layout på din litteraturliste vælger du selv. Det vigtigste er blot, at den er opstillet efter navne-år-metoden (Harvard Referencing System), og at dine kilder på listen er fyldestgørende (forfatter, årstal, titel etc.).

Hvis du henviser til flere kilder fra samme forfatter, placeres de i forhold til udgivelsesår.

Du skal ikke inddele dine kilder i primær og sekundær litteratur, og du skal ikke inddele din litteraturliste i forskellige kildetyper (f.eks. bøger, artikler, internetkilder osv.).

Læs mere om Harvard Referencing System og se eksempler på, hvordan du kan opstille kilder i din litteraturliste.    

Eneste undtagelse er juridiske fag, hvor den studerende ud over referencelisten skal udarbejde separate lister over domme og retslige kilder (love, cirkulærer, etc.).

Omfang

For mange eksamensbesvarelser og skriftlige opgaver er der opstillet grænser for hvor stort omfang de må have. Dette måles altid i antal anslag inklusiv mellemrum.

Bemærk at

  • antal anslag skal angives på forsiden af skriftlige afleveringer.
  • forside, indholdsfortegnelse, litteraturliste, resume og eventuelle bilag, ikke tæller med i det samlede antal anslag.
  • tekst og noter tæller med i antallet af anslag.
  • figurer, tabeller, illustrationer, osv., der er indsat som billeder tæller som 800 anslag uanset deres størrelse. Tabeller indsat som tekst tæller med i det faktiske antal anslag.
  • der er intet minimumskrav til opgavens omfang.
  • skriftlige afleveringer, der ikke overholder de angivne formalia, herunder også omfangsbestemmelser, kan ikke antages til bedømmelse.

Da det maksimale antal tilladte anslag kan variere på tværs af opgaver og kurser, er det vigtigt, at du læser kursusbeskrivelsen og ser, om der er en omfangsbegrænsning.

Referenceværktøjer

Et referenceværktøj kan hjælpe dig med at organisere dine kilder/referencer og oprette henvisninger i teksten samt udarbejde en ensartet litteraturliste. Det vil spare dig for en masse tid til sidst, når du skal lave din litteraturliste. Derudover kan du være sikker på, at din litteraturliste er komplet og konsekvent bygget op. Brug det referenceværktøj, du er mest tryg ved. 

AU Library tilbyder kurser i, og support på, referenceværktøjet EndNote.   

Harvard Referencing System og referenceværktøjer

Hvis du anvender et referenceværktøj kan du vælge en standard (output style), der er baseret på Harvard Referencing System (navne-år metoden). Det kan f.eks. være Chicago 16th, APA 6th, Harvard eller lignende.

Det vigtigste er blot, at dine henvisninger i teksten og din litteraturliste er konsistente i deres opbygning og at din litteraturliste er fyldestgørende.    

Sprog

Eksamen afvikles på det samme sprog, som undervisningen har været gennemført på. Eventuelle undtagelser herfra, herunder også retningslinjer ift. større skriftlige selvstændige opgaver, vil fremgå af den konkrete kursusbeskrivelse.

Der er eksempelvis følgende undtagelser:

  • Specialet kan skrives og forsvares på dansk, hvis du er blevet tildelt en vejleder, der accepterer dette.
  • Rapporten ved projektorienteret forløb kan skrives på dansk, hvis du er blevet tildelt en vejleder, der accepterer dette. 
  • Company Project (Herning) kan skrives på dansk, hvis du er blevet tildelt en vejleder, der accepterer dette.
  • Bachelorprojektet på HA kan skrives og forsvares på engelsk, hvis du er blevet tildelt en vejleder, der accepterer dette.
  • cand.merc.aud.-studerende kan afvikle eksamen i obligatoriske fag på dansk med mindre underviser ikke er dansk.

Gruppeopgaver

Ved gruppeopgaver uden mundtligt forsvar skal det individuelle bidrag kunne konstateres (jf. eksamensbekendtgørelsen).

Eksamenssnyd og plagiering

Eksamenssnyd og plagiering er alvorlige handlinger, som kan føre til en række sanktioner, herunder bortvisning. Hvis du kopierer dele af andre kilder i din opgave, skal du eksplicit henvise til disse dele som citater med tydelig kildehenvisning. Vær opmærksom på, at selv-plagiering også er plagiering. Hvis du kopierer tekst, idéer eller struktur fra egne tidligere opgaver (direkte eller omskrevet) skal du gøre eksplicit opmærksom på dette. Følg følgende link for at få mere information AUs officielle regler om plagiering og andre former for eksamenssnyd på: 

Brug af AI

For gældende regler vedrørende brugen af generativ kunstig intelligens, se nærmere på studerende.au.dk/gai.