STADS kører igen planmæssigt, og du kan nu tilmelde dig forårets undervisning og eksamen. Fristen for tilmelding er torsdag den 7. november kl. 23.59.
Når du har fundet det eller de universiteter, hvor du gerne vil søge en udvekslingsplads, skal du i gang med at sammensætte et kursusprogram. Du kan tit finde links til kurser igennem MoveON's database eller du kan selv gå ind på universiteternes hjemmeside, finde kursuskataloget og søge efter kurser.
Hvis kursusudbuddet for det semester, du vil ud at rejse, endnu ikke er tilgængeligt på hjemmesiden, sammensætter du dit studieprogram på baggrund af det eksisterende kursusudbud. Hvis der efterfølgende sker ændringer, vil det være muligt at ændre din studieplan.
Det kan være tidskrævende at finde kurser til alle dine prioriteter, så afsæt god tid til det!
Hvis du har spørgsmål til kursusudbud eller -inhold på et udenlandsk universitet, skal du kontakte deres internationale kontor for at få hjælp. Din internationale koordinator på Nat-Tech kan desværre ikke hjælpe dig med valg af kurser.
Du skal som udgangspunkt vælge kurser svarende til 30 ECTS pr. semester. Dog, hvis det f.eks. af skemamæssige årsager kun er muligt at tage 25 ECTS, kan du tage 5 ECTS enten inden afrejse eller efter hjemkomsten - det kunne være et projektmodul eller et sommerkursus på AU.
Hvis dit værtsuniversitet ikke bruger ECTS-systemet, må du finde ud af, hvor mange af universitetets credits der svarer til 30 ECTS. Det kan du finde hjælp til nedenfor.
Du skal kontakte din uddannelsesansvarlige, hvis du vil have hjælp til at sammensætte dit kursusprogram, eller du er i tvivl om, om dine kurser kan godkendes til at indgå på din uddannelse. Det er dog inden da dit eget ansvar at finde frem til en bruttoliste af relevante kurser.
Du finder kontaktoplysninger i menuen under 'Kontakt og Studieservice' > 'Uddannelsesansvarlige og uddannelsesudvalg'.
En forhåndsgodkendelse er en liste over de kurser, du regner med at skulle tage hos dit værtsuniversitet. Kurserne skal fagligt godkendes af din uddannelsesansvarlige. En forhåndsgodkendelse sikrer dig, at du kan få (merit)overført kurserne til din uddannelse ved hjemkomst til AU.
Send din ansøgning via mitstudie.au.dk – udfyld blanketten 'Forhåndsgodkendelse af fag uden
for AU'.
Du skal søge om forhåndsgodkendelse af de kurser, du vil tage i udlandet, efter du har fået tildelt en udvekslingsplads af AU og inden afrejse. Det er en forudsætning for at bevare udvekslingspladsen, at du har en forhåndsgodkendelse.
Vejledende frister for ansøgning
Du skal regne med en sagsbehandlingstid på 4-8 uger.
Læs desuden mere om forhåndsgodkendelser og merit i menuen under 'Studievejledning' > 'Merit'.
Blandt universiteter verden over er der stor forskel på, hvilke systemer man bruger til at angive arbejdslastning, f.eks units, credits eller points. Og kravene til fuld arbejdsbelastningen for en fuldtidsstuderende over et semester kan ligeledes variere en hel del. I Danmark og de fleste EU-lande angives den arbejdsbelastning der skal ydes for at gennemføre en uddannelsesaktivitet i ECTS. 60 ECTS svarer til arbejdsindsatsen for et helt studieår og udgør 1680 timer (28 timer per ECTS). Ved opgørelse af arbejdsindsatsen indgår alle arbejdstimer relateret til gennemførelse af kurset, f.eks. undervisningstimer, timer til forberedelse, selvstudium, timer til eksamensforberedelse og eksamen.
Når man er på et forhåndsgodkendt studieophold, skal det godkendte program leve op til de krav, der er til arbejdsbelastning på fakultetet. Derfor stilles der et krav til studerende, der vil på studieophold, at man sammensætter et kursusprogram, der samlet set giver en tilsvarende arbejdsbelastning. Der findes en liste over universiteter, hvor der allerede er fastlagt en omregningsfaktor mellem credits og ECTS. Såfremt det universitet, du påtænker at studere på, ikke fremgår af listen, skal du finde frem til en omregningsfaktor og vedlægge dokumentation til din ansøgning om forhåndsmerit. Du finder listen under 'Udveksling og studieophold i udlandet' > 'Sådan søger du' > 'Valg af kurser og forhåndsgodkendelse' > Forhåndsgodkendte universiteter'.
Når du skal beregne, hvor mange kurser dit studieprogram skal bestå af, skal du finde frem til oplysninger om kandidat- eller bacheloruddannelsens tidsmæssige normering for en normal fuldtidsstuderende på det pågældende fakultet/institut (På Nat-Tech er det henholdsvis 3 år for en bacheloruddannelse og 2 år for en kandidatuddannelse).
Herefter skal du finde frem til, hvor mange credits, man skal bestå for at gennemføre uddannelsen (På Nat-Tech er det henholdsvis 180 ECTS og 120 ECTS). Vær opmærksom på, at der især i USA, Canada og visse asiatiske lande ofte er forskel på arbejdsbelastningen per credit alt efter om det er bachelor- eller kandidatkurser.
Endelig skal du finde oplysninger om opbygningen af det akademiske år (trimester- eller semesteropbygget, og hvor mange ugers undervisning). Ved en trimester- eller kvarterstruktur kan det, alt afhængig af antallet af undervisningsuger per trimester eller kvarter, være praktisk umuligt at få, hvad der svarer til 30 ECTS. Et sådan eksempel er University of Calgary, hvor man typisk vil kunne tage et omfang af kurser, der svarer til 25 ECTS.
Eksempel på udregning:
Du vil tage kurser på University of Technology, Sydney. Og her gælder det at:
Tidmæssige normering: 3-årig bacheloruddannelse (undergraduate)
Påkrævet antal credits for at gennemføre uddannelsen: Man skal bestå minimum 144 credits for at opnå en bachelorgrad. Så man skal altså tage 24 credits per semester for at have fuld arbejdsbelastning.
Akademisk år: Man opererer med semesterstruktur, og der er cirka 15 ugers undervisning per semester, som er tilsvarende semesterstrukturen på Nat-Tech.
Konklusion:
24 credits = 30 ECTS
Deres kurser har typisk en værdig på 6 credit points, så man skal altså tage 4 kurser af 6 credit points for at få fuld arbejdsbelastning svarende til 30 ECTS.
Du er velkommen til at booke en samtale med din internationale koordinator, hvis du har brug for vejledning omkring omregning mellem credits og ECTS.
Er kurserne på samme niveau (bachelor og kandidat) og ECTS, som dem du allerede har fået forhåndsgodkendt?
Du skal i dette tilfælde IKKE sende en ny ansøgning om forhåndsgodkendelse på mitstudie.
I stedet skal du have en faglig godkendelse fra din uddannelsesansvarlige på mail.
Sådan gør du:
Kontakt uddannelsesansvarlig pr. mail og få hans/hendes godkendelse af ændringen
Antal ECTS/credits skal være det samme som er godkendt i dette brev (s. 1)
Niveau (diplom/bachelor eller kandidat) skal være det samme som er godkendt i dette brev (s. 1)
Gem mailen og de nye kursusbeskrivelser, da de skal vedhæftes din ansøgning om endelig merit, når du kommer hjem.
Er kurserne på et andet niveau og/eller samlet antal ECTS end dem, du allerede har fået forhåndsgodkendt?
I dette tilfælde skal du sende en ny ansøgning om forhåndsgodkendelse via mitstudie.au.dk