Studieportaler

Betaling

Inden studiestarten vil du/din virksomhed modtage en faktura på deltagerbetaling og evt. forplejning. Du bedes følge op på, at betalingen finder sted, da det er dit ansvar, at den sker rettidigt.

Hvis du har ændringer i dine betalingsoplysninger, skal du sende en mail med de nye oplysninger til evu.bss@au.dk 

 

 

Pris

En MBA på Aarhus BSS er en all inclusive-uddannelse, hvor prisen dækker omkostningerne til undervisning, undervisningsmaterialer, tre eksamensforsøg pr. fag, forplejning og administration.

Der er altså ingen skjulte udgifter. 
 

Når du tilmelder dig en fuld MBA-uddannelse, betaler du kun for de fag, du har tilmeldt dig i det kommende semester. Det vil sige, at hvis du vælger at læse 2 fag på et semester, så betaler du kun for de 2 fag. 

Du betaler altså ikke det fulde beløb på 295.000 kroner på én gang. 
 

Fordelen for dig ved at tilmelde dig den fulde uddannelse, er, at du er sikret retten til at følge undervisningen i det semester, du er optaget – uanset, om der kommer en ny studieordning undervejs.

Pris for en MBA uden studietur

6 valgfag á 27.000 kroner = 162.000 kroner 
3 obligatoriske fag á 27.000 kroner  = 81.000 kroner 
Masterprojekt og metode  = 52.000 kroner 
Pris i alt = 295.000 kroner* 

Pris for en MBA med studietur

5 valgfag á 27.000 kroner  = 135.000 kroner 
1 valgfag med studietur  = 33.000 kroner 
3 obligatoriske fag á 27.000 kroner  = 81.000 kroner 
Masterprojekt og metode  = 52.000 kroner 
Pris i alt  = 301.000 kroner *

*Der tages forbehold for eventuelle prisstigninger.
* Da vi ikke modtager taxametertilskud fra staten for ikke-EU/EØS statsborgere uden varig opholdstilladelse i Danmark, forhøjes opkrævningen af deltagerbetaling for denne type studerende med et tillæg på 250 kr. pr. ECTS-point. Læs mere om studiegebyret.

Gældende for studerende på studieordninger fra før 2021

Er du indskrevet på en tidligere MBA-studieordning (før 2021) gælder følgende pris for dig: Masterafhandling: 36.000 kr

Moms

Deltagerbetalingen pålægges ikke moms, men der er moms på undervisningsmaterialer og forplejning. Dette fremgår også af fakturaen.

Betalingsfrist

Fristen for rettidig betaling fremgår af fakturaen. Der vil være en betalingsfrist på 14 dage.

Betaler du ikke inden betalingsfristens udløb, risikerer du at miste din studieplads.

Hvis du søger kort tid inden studiestart eller hvis du er optaget på tomplads, må du forvente en kort betalingsfrist (ofte kun få dage), da afklaringen af, hvorvidt der er ledige studiepladser sker tæt på studiestart og tæt på de frister, der giver universitetet mulighed for statstilskud. Den korte betalingsfrist sikrer også, at du kan få adgang til de IT-systemer, du skal bruge i forbindelse med dit studie.

Hvis betalingsfristen ikke overholdes, sender vi en rykkerskrivelse til oplyste fakturamodtager. Reageres der ikke på rykkeren, vil du blive udmeldt af universitetet.

Hvordan og hvornår modtager du din faktura?

Når du kan se, at din tilmelding er godkendt i selvbetjeningen, modtager du eller din virksomhed fakturaen indenfor 1 uge. 

Det er din virksomhed der afgør, hvordan de vil modtage den.  Det kunne f.eks. være på:

  • EAN nummer
  • Firmaets e-boks
  • Firmaets faktureringsmail

Hvis du selv betaler, modtager du fakturaen i din private e-boks.

Betaling i mindre rater

Betalingen for de uddannelser, som strækker sig over mere end et semester, falder i rater. Du skal derfor ikke betale hele uddannelsesudgiften på én gang. Betalingen opkræves normalt én gang pr. semester. Dog kan du få flere fakturaer, hvis du er optaget på mere end et fag. Du binder dig derfor kun for et semester ad gangen eller evt. kun for et enkelt fag ad gangen.

Refundering af deltagerbetaling

Hvis du ønsker at afmelde dig fra et uddannelsesforløb, skal du gøre det skriftligt til mailen evu.bss@au.dk

Fristen for afmelding er 1. september og 1. februar. Starter din undervisning tidligere end de fastsatte afmeldingsdatoer, vil afmeldingen skulle ske inden undervisningsstart. Ved afmelding efter at undervisningen er startet, kan deltagerbetalingen ikke refunderes.  

Refundering af deltagerbetaling på et senere tidspunkt end ovenstående frister forudsætter, at du kan dokumentere, at der er tale om usædvanlige forhold.

Du skal desuden være opmærksom på, at hvis du afmelder dig efter at undervisningen er startet, kan du ikke få lov til at følge den resterende undervisning på et senere tidspunkt.

Du vil dog stadig have ret til tre eksamensforsøg, selvom du bliver afmeldt (dog ikke hvis du får refunderet din deltagerbetaling).