Afmelding og sygdom

Afmelding og sygdom

Afmelding fra eksamen
Afmelding af eksamen sker skriftlig på afmeldingsblanketter på Det Naturvidenskabelige Studiekontor senest ugedagen før første eksamen i det pågældende fag. Såfremt rettidig afmelding ikke foretages, anses eksamen for påbegyndt, og man vil blive registreret som ikke bestået, dvs. at man har brugt et eksamensforsøg.

Sygdom ved eksamen
Hvis man bliver syg eller skadet så det må forventes at man ikke bliver klar til eksamen, kan man søge Studienævnet (vedlagt lægelig dokumentation: e.g. kopi af lægenotat mv.),  om at blive indstillet til sygeeksamen, når ens tilstand tillader det. - Hvis man efter afmeldingsfristen bliver syg/skadet og derfor ansøger studienævnet om annullering af eksamensforsøget, skal ansøgningen være vedlagt lægeattest dateret efter afmeldingsfristen og senest på eksamensdagen.

Ved eventuel pludselig opstået sygdom eller ildebefindende under eksamen påkaldes en tilsynsførendes opmærksomhed. På eksaminandens anmodning vil en tilsynsførende gerne gå med ud i den friske luft et kort øjeblik. Eksaminanden skal derefter tage stilling til, om hun/han vil opgive eksamen eller ønsker at fortsætte eksamen og blive bedømt på linie med de øvrige eksaminander.

Dersom den studerende er nødt til at afbryde eksamen på grund af sygdom, afleveres opgaven til en tilsynsførende, der derefter vil notere, at den studerende har forladt eksamen på grund af sygdom. Hvis den studerende vil ansøge om annullering af eksamensforsøget eller en eventuel syge-eksamen, skal ansøgningen fremsendes til studienævnet senest ugedagen efter eksamensdagen og være vedlagt en lægeattest dateret samme dag som eksamen. Eksamen vil ikke kunne annulleres, hvis eksaminanden har valgt at gennemføre eksamen.