Case competition: Bedre tilbud til udsatte unge i Aarhus Kommune
Camilla Vestergaard, Bjørn Bregendahl, Laust Haue, Gabriel Gonzalez de Castillo og Albert Pedersen vinder case competitionen i Applied Public Policy på Institut for Økonomi.
”At arbejde med denne case har været meget anderledes end at sidde til forelæsninger. Det har været meget mere selvstændigt arbejde, end vi har været vant til. Og mere frustrerende! Men det er nok meget godt at blive bekendt med disse frustrationer, inden man kommer ud i virkeligheden,” siger Laust Haue, som var teamleder for Social Solutions – vinderen af årets case competition i Applied Public Policy.
Sammen med Camilla Vestergaard, Bjørn Bregendahl, Gabriel Gonzalez de Castillo og Albert Pedersen har Laust Haue brugt store dele af forårssemesteret på casearbejde for kommunen.
Som studerende i kandidatfaget Applied Public Policy på Institut for Økonomi har de dette semester fungeret som konsulenter for Aarhus Kommune og Social- og Boligstyrelsen. De blev bedt om at kigge på Aarhus Kommunes efterværnstilbud for udsatte børn og unge, som der har været lav tilslutning til.
Efterværn er en indsats til unge, der som børn har været på børnehjem eller i familiepleje, men som 18-årige skal stå på egne ben. I denne overgang til voksenlivet giver efterværn den hjælp og støtte, de kan have brug for.
På grund af den lave tilslutning til Aarhus Kommunes efterværn, ønskede kommunen og Social- og Boligstyrelsen de studerendes bud på, hvordan det ville påvirke efterværnindsatsen, hvis man investerede 13 millioner kroner i området: Vil flere takke ja til et efterværnstilbud, og vil det forlænge deltagernes tid i tilbuddet? Det kunne de studerende fra Institut for Økonomi hjælpe med at udregne en prognose på.
”Det, der især var udfordrende med casearbejdet – ikke bare for os, men også for de andre teams – var, at det var svært at løse casen med det begrænsede datagrundlag, vi havde til rådighed,” uddyber Laust Haue.
Social- og Boligstyrelsen havde bedt de studerende om at bruge deres Social-Økonomisk investeringsmodel (SØM) – et stort macro-excel-ark med data fra Danmarks Statistik, som kan bruges til at beregne priser, besparelser og udgifter i fremtiden ved en indsats. Men der var ikke meget hjælp at hente i faglitteraturen, så Social Solutions med Laust Haue i spidsen blev for eksempel nødt til at gætte sig til, hvad en troværdig succesrate i dette tilfælde kunne være.
Derfor var det også til stor glæde og overraskelse for gruppen, at de vandt case competitionen foran de ni andre teams.
”Vi kendte ikke forventningerne til, hvad der ville være en god opgave denne gang, men forelæseren kunne rigtig godt lide, at vi inkluderede det politiske landskab i vores løsning. Vi tænkte, at der med Børnene Først-reformen nok skulle være nogle midler, der kunne komme efterværnet til gode, så vi anbefalede at nogle af midlerne til forbedret efterværn skulle komme herfra,” siger Laust Haue.
Den 27. juni 2023 præsenterede gruppen deres resultater for repræsentanter fra Social- og Boligstyrelsen i Odense.
”De var meget interesseret i at høre om vores erfaringer med deres SØM-model. Dog var vores ideer til forbedringer allerede gennemført lige ugen forinden, eller også var det slet ikke muligt. De ville dog undersøge, om der var andre succeskriterier, som de kunne bruge,” siger Laust Haue.
Om Laust Haue og de andre studerende ender i en stilling som konsulenter, når de om et år er færdiguddannede kandidater i politik og økonomi, vil tiden vise:
”Det er godt, du ikke spurgte om det, lige efter vi havde afleveret vores rapport, for så havde svaret nok været nej. Vi var pænt trætte i hovederne og nærmest desorienterede efter den travle weekend op til deadline, så fremtidigt konsulentarbejde fristede ikke på det tidspunkt. Men jo, det kunne være sjovt at prøve at lave konsulentarbejde for private virksomheder også, selvom jeg nu godt kan lide samspillet mellem det politiske og det økonomiske, som vi har på politik og økonomiuddannelsen,” slutter han.